torsdag den 4. februar 2016

At vælge livet til....

Jeg har de senere år fået en større forståelse for dem, som vælger livet fra - eller overvejer at gøre det. Også fordi, jeg selv flere gange har stået ved afgrunden og kigget ned i et sort hul. Første gang, da jeg i løbet af 8 måneder havde mistet begge mine forældre, og dermed de to mennesker, jeg elskede aller mest.

Jeg skal ikke dømme i andres handlinger eller postulere, at jeg forstår, hvorfor andre gør og tænker, som de gør. Men jeg kender følelsen, hvor du nærmer dig det sorte hul - og endda falder ned i det. Hvor en snigende depression hiver mere og mere fat i dig.

Der, hvor du føler, at der fortsat er noget at leve for, men det giver bare ikke mening længere. Der, hvor du ikke er træt af livet, men elsker det så højt og vil det så gerne – men det vil bare ikke dig. Uanset hvad du gør. Der, hvor du føler, at hverken du eller livet slår til. 
Der, hvor du glider længere og længere væk, og længere og længere ind i ensomheden - måske ikke udadtil, men indvendigt. Der, hvor tankerne begynder at gå i ring i en nedadgående spiral.


De gange, jeg har stået der eller endda været på vej ned, har jeg formået at kæmpe mig tilbage. Jeg har ikke talt med nogen om det - selv om, at jeg ved, at venner og familie ville have været der, lyttet, grebet og samlet mig op. Men jeg har hver gang været bange for mine egne tanker - at jeg ved at sætte ord på mine følelser, ville realisere, hvor dårligt, jeg havde det. Jeg ved nu, at havde jeg sat ord på følelserne, havde det haft den modsatte effekt - at det havde lettet trykket og gjort mig fri.

Hvordan er jeg så kommet videre? Jeg har hevet fat i dagen i morgen, og kunne jeg hive mig frem til den, kunne jeg også gøre det med den næste. Samtidig har jeg ledt efter noget at se frem til. Det være sig opgaver på arbejdet, rejser, koncerter, fødselsdage og så videre. Der har, så at sige, være en milepæl at sigte efter og kæmpe mig frem til. Og båret af et uudslukkeligt håb om bedre tider, om at vinden en dag vender. For jeg tror på det bedste i livet, og der er så meget, jeg fortsat gerne vil nå - alene eller sammen med andre.


Langsomt finder du andre ting, der betyder noget/meget for dig, og du begynder at erkende, at du dur og at mange sætter stor pris på dig - for det, du er og kan. Du holder op med at dvæle, men hiver dig selv op ved hårrødderne. Og i stedet løfter du hovedet og ser, at du får solen i øjnene, for det er den, du går mod.

Jeg har nægtet at gå i frø og bare ligge i sengen og kigge op i loftet. I stedet har jeg med endnu større stædighed løbet, arbejdet og søgt derhen, hvor jeg fik energi. Det være sig mennesker, steder og oplevelser. Og valgt det fra, der ikke gav mig energi. Eksempelvis læst bøger og set films fremfor at dyrke de sociale medier.

Sidste år gik jeg også til et forløb hos en psykolog, hvor der blev arbejdet meget med de mekanismer, der gør, at jeg falder ned i de sorte huller. Hun fik drejet mit fokus hen på de ting, jeg selv kan påvirke, en accept af mig selv og på alt det, jeg kan og gør godt fremfor mine fejl og mangler. Og så dyrke de ting.


Det gav mig meget - om end jeg fortsat kan rammes på mit selvværd og troen på mig selv, men "i dag" stopper jeg undervejs og inden, at den negative tanke-spiral helt tager over.


Derfor fortæller jeg også mig selv, at livet må gribes og leves mens, at jeg har det. Men, at jeg også må leve det på min måde. Gøre de ting, der giver mig energi, og lade være med at følge den gængse forestilling om det gode og rigtige liv, men finde min egen vej. Min egen måde.


Og så leve med, at jeg nogle gange falder i de sorte huller. Jeg er et følelses-menneske, og det betyder også, at jeg rummer både den store lykke og kærlighed og den store sorg. Det er så en del af den, jeg er, og jeg prøver at lære af de erkendelser, jeg også gør, når jeg "falder i", og 
bruger den læring på min videre færd. 


Jeg er, dybest set, et meget glad og lykkeligt menneske, som nyder livet og de mennesker, der er i min tilværelse. Og de ting er også med til at holde mig fra afgrunden og hive mig op, men de sorte huller og melankolien er også en del af den, jeg er. Og så finder jeg det positive og styrken i, at jeg er i så god kontakt med mine følelser.

Men for at vende tilbage til indledningen. Jeg ved i dag, at jeg ikke skal hen til afgrunden igen. Så interessant er den heller ikke! Og nærmer jeg mig den, vil jeg række ud i stedet for 
mit macho-pis om, at jeg selv klarer ærterne, og at jeg er stærkere end de fleste.


Jeg runder af med et citat fra William Heinesens sørgmodige De fortabte spillemænd: "Folk, der håber, de bliver aldrig helt ulykkelige, for de har deres håb, som de håber på". 


Tak for, at du læste med.

4 kommentarer:

Helen sagde ...

Stærkt ..... du er en modig mand .... Tak for indsigten.💜

René Nørbjerg sagde ...

Flot skrevet Søren.
Du må sige til, hvis jeg kan bidrage til at din dag fortsætter i den gode trend
Hilsen
Rene

Leif Mortensen sagde ...

Kære Søren. Det er fantastisk smukt og gribende skrevet. Homo reflectus (Det reflekterende menneske!)

Leif Mortensen sagde ...

Kære Søren. Det er fantastisk smukt og gribende skrevet. Homo reflectus (Det reflekterende menneske!)