tirsdag den 31. marts 2015

Et besøg på Told & Snaps

Told & Snaps' indbydende indgang
Forleden gik min nærmeste kollega, Ingeborg, på pension. Hun har de seneste år arbejdet som sekretær for min danske chef, men nu er det tid til at nyde pensionisttilværelsen, med børnebørn, sommerhus, rejser med videre.

Og hendes kommende otium blev torsdag markeret med en stor reception og så forleden en frokost i vores lille team - chefen, Ingeborg og så jeg - på Told & Snaps.

Stedet ligger i hjertet af Nyhavn, og er i den finere ende blandt byens frokostrestauranter. Det ser man på indretningen, der er enkel og stilig, men fortsat hyggelig, prisniveauet, hvor et stykke smørrebrød koster 10-15.- mere end, hvad jeg tror er gennemsnittet og betjeningen, hvor den rapkæftede er lagt til side, men fortsat mere end venlig og imødekommende.

Menukortet er imponerende, hvor du kan vælge en platte eller vælge mellem de mange forskellige slags smørrebrød. Jeg valgte den for mit vedkommende så klassiske; sildemad, rødspættefilet og frikadeller.

En dejlig rødspættefilet
er klar til at blive nydt
Det hele var veltillavet og -anrettet, med egen hjemmerørte karrysalat og remoulade. Eksempelvis var rødspætten perfekt sprød. Og til trods for, at stedet var pakket til sidste stol, var der stort set ingen ventetid på maden, men samtidig var den frisklavet.

Til maden fik jeg en Forårsbock fra Braunstein, og generelt havde de også et godt og spændende drikkekort - blandt andet med hjemmelavede snaps, men ildvandet blev denne gang sprunget over.

Det var første gang, at jeg besøgte stedet, men jeg kommer helt sikkert tilbage, for stedet er så absolut et besøg værd. God mad, hyggelige rammer og i hjertet af København.

Læs eventuelt mere om Told & Snaps lige her.

Velbekomme!

mandag den 30. marts 2015

Kan 1 million anmeldere tage fejl?

Sammen med Kendrick Lamars To pimp a butterfly, er Father John Mistys I love you, honeybear et af årets bedst anmeldte albums, hvor der i ind- og udland har været lutter roser.

Jeg var ikke specielt højt oppe at ringe over forgængeren, Fear Fun, der ligeledes fik roser hele vejen rundt, men nu fik han en chance til. Og det er jeg glad for, for der er tale om et fabelagtigt album - uden dog, at jeg vælter helt bagover i bar begejstring, men mindre kan også gøre det!

Musikalsk trækkes der på stor inspiration fra 70'er poppen og folk-scenen, og ikke ulig de eminente Midlake. Tekstmæssigt er det de misantropiske og tragikomiske fortællinger, der er i centrum. Og samlet set og lyttet, giver det stærke sange på rad og række.

Et enkelt ankepunkt er, at det såvel musik- og tekstmæssigt bliver lidt for ensformigt, hvor numrene blive svære at skelne fra hinanden, og du løber lidt sur i lytningen.

Men alt i alt et meget fint album, der ganske givet vil lande meget højt på listen over årets bedste albums. Både her på matriklen og diverse musik-sites.

Personligt glæder jeg mig også til at opleve sangene live, når Father John Misty til sommer gæster årets Roskilde Festival.

Jeg runder af med én af de mange stærke sange fra albummet - fra en optræden hos David Letterman:

fredag den 27. marts 2015

Marathonstatus #4

Om 6 måneder lyder startskuddet til Berlin Marathon, så det er blevet tid til en ny status.

Træningen over vinteren har forløbet planmæssigt, hvor jeg er blevet den knæskade, jeg pådrog mig i slutningen af oktober, kvit. Jeg tager dog ingen chancer, så jeg træner fortsat med knæbind og passer på med ikke at overbelaste knæet igen.

Træningsmængde og -frekvens bliver langsomt øget, hvor jeg nu træner tre gange om ugen, ligesom jeg til den faste onsdagstræning i den lokale motionsklub, RIMO, løber til og fra træning. Så p.t. lander jeg på omkring 35-40 km. om ugen, og dertil skal så lægges den spinning- og styrketræning, jeg fortsat holder fast ved.

Den gode form lader dog vente på sig, hvor jeg i stedet er træt og har meget tunge ben. Måske jeg træner forkert, for jeg må nok erkende, at jeg ikke kan træne på samme måde, som for 15-17 år siden, hvor jeg for alvor tog fat på løbetræning og marathonløb!

Jeg overvejer derfor at tage fat i et løbeprogram, og så træne efter det, ligesom jeg skal til at træne lidt sammen med ældste-niecens svigerfar, som er en mere end habil løber.

Et nyt delmål er også blevet lagt, nemlig BT Halvmarathon i slutningen af april. Det bliver så første gang, jeg deltager i dette løb. Jeg overvejer også at deltage i nogle andre halvmarathonløb, blandt andet de såkaldte Cannonball Run, som dette her i hjembyen. - mere for at have noget at styre efter.

En sidegevinst til træningen er også, at der i disse måneder bliver indkøbt nyt løbeudstyr - for man må jo aldrig gå ned på udstyr! Så der købes tøj, sko, energiprodukter med videre, og det er super-skægt at dykke ned i det store løbeudvalg, der er på nettet - men også dyrt!

Alt i alt er jeg fortsat ganske fortrøstningsfuld med hensyn til træningen, og glæder mig nu til, at det for alvor bliver bedre vejr - for det er nu sjovere at træne, når det er lyst og temperaturen ligger over 5-10 grader!

onsdag den 25. marts 2015

Alesmith IPA

Da der for nogle uger siden var amerikansk smagning hos Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling, blev øllet indkøbt hos Den Lille Gaardbutik i Bringstrup ved Ringsted.

Og i forbindelse med bestillingen, købte René Hansen, som bestyrer butikken og Det Lille Bryggeri, lidt ekstra øl hjem fra blandt andet Alesmith, der er ét af det ypperste bryggerier fra USA - eller i verden generelt.

Der var mange gode sager, og fristelsen var for stor til at modstå, så jeg fik også selv hentet en del hjem. Og én af dem, der ikke var med i selve arrangement, er nu blevet smagt herhjemme, nemlig Alesmith IPA.

En klassisk India Pale Ale på 7,25%, men som smager af meget mere. Den er godt humlet, og med en snert af grape i eftersmagen. Det giver øllen den klassiske IPA-bitterhed, men samtidig er den meget velafbalanceret, hvilket gør den let at drikke - på den gode måde.

På Ratebeer får øllen megen positiv omtale, hvilket er fortjent og fuldt forståeligt, for der er tale om én af de ypperste IPA, jeg har smagt.

Øllen er hermed mere end anbefalet.

Skål!

mandag den 23. marts 2015

Sveriges fineste

I forbindelse med avisen, Dagens Nyheters 150 års jubilæum spillede Joakim Berg (forsanger i verdens bedste band, Kent) og Lisa Nilsson duetten Innan vi faller. En sang, der omtales som både en politisk og kærlighedssang.

Læs eventuelt mere lige her.

Forleden havde sangen så svensk tv-premiere, hvor den blev spillet i talkshowet Skavlan.

Sangen er skrevet af Berg, og den er da også klassisk Kent. Storladen, melankolsk og med et satans ørehængende omkvæd. Og som stille, men sikkert kravler helt ind i hjertekulen og bliver der. Samtidig står Bergs og Nilssons stemmer meget fint til hinanden.

Alt i alt er der tale om en meget fin sang, og jeg er vældig glad for, at sangen blev mere end den engangsforteelse, det først var intentionen i forbindelse med jubilæet.

Lyt selv med lige her:

torsdag den 19. marts 2015

A Saison Darkly

Da jeg i november var i New York, var Stillwater et af de bryggerier, der begejstrede mig meget. Og derfor var det også oplagt at hive én af deres øl med hjem, da jeg en dag lagde vejen forbi Ølbutikken i Istedgade.

Der var tale om deres A Saison Darkly. En Dark Saison på 8%.

Øllen har en snert af den klassiske sødme ved saison-øllen, men også en god portion sødme, og læner sig meget kraftig op af en belgisk bruin. Samtidig er der en noget frugtet eftersmag.

De 8%, den holder, er godt skjult, og det giver en let og liflig øl. Det gør også øllen lettere anonym

Alt i alt er der ikke tale om én af de bedste øl, jeg har smagt, men det skal ikke afholde mig fra at prøve andre øl fra Stillwater, skulle muligheden byde sig til igen.

Øllen blev, som nævnt, købt i Ølbutikken i Istedgade, København.

Skål!

onsdag den 18. marts 2015

Nyt fra Mew #1

Om en måneds tid bryder danske Mew 6 års albumpause, hvor deres 6. studiealbum udgives. Og første forsmag er kommet, i form af Satelites. Et nummer, der p.t. er i såkaldt heavy rotation her på matriklen. Men Mew er også et band, jeg sætter meget højt, hvor jeg har fulgt dem siden deres debut i 1997. Og dermed også fra de spillede for en meget lille håndfuld på Roskilde i 1998 til de spillede på Orange i 2012.

Jeg blev fanget af deres storladne lyd, der spiller i krydsfeltet mellem støjen og poppen, deres melankolske udtryk og forsangerens, Jonas Bjerre, lyse og luftige stemme (én af mine venner, Brian, hævdede i øvrigt en gang, at Jonas Bjerre lød som hende fra Rocazino.....).

Alle deres albums står derfor også højt på min liste over de bedste albums i min samling, og der er intet, der tyder på, at det kommende kommer til at ændre på dette. Det er klassisk Mew, med stor lyd, luftige guitarer og ørehængende omkvæd.

Lyt selv med lige her:

mandag den 16. marts 2015

Et besøg på Christianshavns Færgecafé

Stedets hyggelige indgang
Eventuelle faste læsere herinde vil måske huske, at jeg et par gange om året mødes med nogle tidligere kolleger fra tiden i Nordea Liv & Pension, og hvor programmet er frokost, øl og snaps, efterfulgt af en omgang billard.

Og lørdag havde Carlo, Thomas, Lars og jeg igen sat hinanden i stævne. Denne med med Christianshavns Færgecafé i Strandgade på Christianshavn som frokoststed. Jeg var der for en del år siden, men til trods for, at jeg nærmest kan se derhen fra min arbejdsplads i Nordeas hovedkontor, har jeg ikke siden været forbi. Men det blev der nu rådet bod på.

Stedet ligger i hjertet af Christianshavn - lige ved én af de mange kanaler, der smyger sig gennem bydelen, og mellem mangt et hyggeligt hus og brostensbelagte stræder.

De hyggelige omgivelser holdes også i hævd indenfor, hvor der er prismekroner i loftet og maden serveres på års- og juleplatter.

Stemingen er afslappet, og betjeningen er, som på de fleste andre frokostrestauranter i byen - imødekommende, effektiv, smilende og med en kæk bemærkning i ærmet.


Sild, øl og snapsemenu
Maden var også i top. Thomas, Lars og jeg valgte Kaptajnens store bord, der inkluderer 7 retter - koldt som lunt. Og den var virkelig lækker - veltillavet og -anrettet. Til rejerne og laksen var der hjemmerørte dressinger, der begge lige gav det sidste pift til maden. 

Nogle gange kan platterne næsten være for voldsomme, hvor du er mæt efter de kolde retter, men her var portionerne passende, så alle retterne kunne nydes i fulde drag. Jeg nøjedes dog kun med 6 af dem, da jeg ikke kan "tåle" ost.....

Maden skulle også skylles ned, og her har stedet et fint udvalg af specialøl - dansk som udenlandsk. Vi valgte dog en mere gængs, nemlig Forårsbryg fra Jacobsen. Stedet er også kendt for at lave deres egen snaps, og her valgte vi Et stort batteri, hvor vi fik 5 forskellige hjemmelavede snaps á 2 cl.

Prisniveauet er også rimeligt, sammenlignet med byens lignende steder. For mad og drikke måtte vi hver slippe 650.-, og det var hver en øre værd.

Stedet er hermed mere end anbefalet, og det er ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi.

Efter den gode frokost, gik vi en tur rundt på Christianshavn, for at ende på Fingerbøllet i Wildersgade, hvor den stod på et par timers billard.

Så alt i alt endnu en rigtig hyggelig dag i regi af Team Bierstube.

Læs eventuelt mere om Christianshavns Færgecafé lige her.

Velbekomme!

lørdag den 14. marts 2015

Amerikansk øl i Ringsted

Vi er klar til smagning
Fredag aften var der igen kaldt til ølsmagning hos Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling. Denne gang med amerikansk øl som temaet. Og for mit vedkommende var det den første smagning, jeg var medansvarlig for efter, at jeg i efteråret genindtrådte i bestyrelsen for den lokalafdeling, jeg var med til at stifte for snart 11 år siden.

Arrangementet blev planlagt sammen med Thomas fra bestyrelsen og René Hansen fra Det Lille Bryggeri. Og udover det generelle tema sigtede vi mod, at smagningen skulle spænde over de fleste øltyper og give en introduktion til flere amerikanske bryggerier.

Efter meget forarbejde - både med at finde det rette øl, tilrettelægge smagningen og finde diverse historier frem om bryggerierne og øllet - var vi klar til tiden i Ringsted Kulturhus, hvor medlemmerne mødte talstærkt op. Faktisk kunne arrangementet melde udsolgt, og for første gang, var der en venteliste, så det var også lidt af et tilløbsstykke.

12 øl skulle vi smage os igennem, og undervejs var der pølse- og ostebord, så der var lidt at stå imod med.

Thomas og jeg havde fundet beskrivelser af og historier om bryggerierne og øllet frem, og undervejs supplerede René Hansen med stor viden om blandt andet øltyper, ligesom han fortalte, at tendensen i USA p.t. går mod at brygge surt øl. En tendens, vi også så småt ser herhjemme.

Og det sure øl gik også igen i nogle af dem, vi smagte i løbet af aftenen. Det delte smags-vandene, men viste også bredden af det amerikanske øl, og det var også et af formålene for aftenens smagning.

Selv synes jeg, at det var spændende at komme rundt i det amerikanske univers og at ingen af øllene faldt helt igennem. Og så var der naturligvis nogle, der skilte sig mere ud end andre, positivt set, og skal jeg fremhæve tre, må det være følgende:

  • Unorthodox Imperial Stout fra Two Roads på 10,9%. En klassisk imperial stout, med kaffe og chokolade i eftersmagen, men samtidig meget humlet
  • 90 Minute fra Dogfish Head. En Imperial IPA på 9%, der omtales som måske den bedste amerikanske IPA. Jeg er tilbøjelig til at være enig, og vil tilføje, at det er én af de bedste IPA, jeg har smagt
  • Speedway Stout fra Alesmith. En imperial stout på 12%, og som ligger nummer 10 på Ratebeers samlede liste over verdens bedste øl. Men det er måske også den bedste, imperial stout, jeg har smagt. Den blev i øvrigt også kåret til aftenens bedste øl

Aftenens vinderøl
Så alt i alt en mere end vellykket aften, hvor der blev smagt meget godt øl og hvor stemningen var høj. Selv synes jeg, at det var sjovt igen at stå for en ølsmagning, herunder at skulle fortælle om det øl, der var fundet frem, om end ens sproglige evner blev udfordret noget efterhånden som vi kom gennem øllene!
Skål!

torsdag den 12. marts 2015

Molotov Cocktail

Det er ikke så tit, at jeg herhjemme støder på øl fra Evil Twin, men når jeg endelig gør det, ryger der gerne et par varianter med i posen. Ikke mindst fordi, at øllet snildt matcher broder-øllene fra Mikkeller - i kvalitet, eksperimenteren med videre. Det konstaterede jeg blandt andet, da jeg i november besøgte Tørst, der er bagmandens, Jeppe Jarnit-Bjergsø, bar i New York.

Og forleden fik jeg smagt endnu en øl fra bryggeriet, nemlig Molotov Cocktail. Der er tale om en Imperial IPA, der holder hele 13%. 

Trods den meget høje alkoholprocent, er øllen på ingen måde sprittet. Og modsat mange andre Imperial IPA er den ikke specielt humlet, men snarere sødlig, og med en frugtet eftersmag.

Samlet giver det en fyldig og rund øl, der "blot" understreger Evil Twins meget høje klasse. En rigtig nydeøl, der trods sine 33 cl holdte en hel fodboldkamp! 

Øllen blev købt i Ølbutikken i Istedgade, København.

Skål!

onsdag den 11. marts 2015

First and last and always - 30 år efter

Det er i dag 30 år siden, at engelske The Sisters Of Mercy udsendste deres debutalbum, First and last and always. Et album, der rangerer meget højt på min liste over tidernes bedste debutalbums og et album, der i den grad satte tonen for min musiklytning.

Selv køber jeg albummet knapt to år efter dets udgivelse - i nu hedengangne Snog Rock, der den gang lå i Lavendelstræde i København.

Første skæring på albummet er Black planet, og så er tonen lagt. En trommemaskine, en tung bas og to guitarister, der laver en guitarmur bag forsangerens, Andrew Eldritch, stemme, der er mørk, som Marianergraven er dyb. Og matcher perfekt det lyriske univers, der afspejler og afsynger sjælens og kærlighedens mørkeste sider. Adskillelse, seperation, længsel, underkastelse og tab står malet hele vejen igennem.

Musikken og teksterne bliver ledsaget af et sortklædt band, med sorte hatte og solbriller, og det fik også indflydelse på min egen firser-pastelfarvede garderobe, hvor sorte Levi's, sorte skjorter og mørkfarvede sweatre overtog mere og mere af pladsen.....

I dag kan universet synes en kende patetisk, men den gang ramte det plet og satte lyd og ord på de tanker og følelser, jeg havde - min talentløshed for så vidt angår det modsatte køn, min pseudo-arrogance overfor andre mennesker og generel weltschmerz. Men når jeg i dag genlytter albummet, holder det fortsat. Flere af sangene er tidsløse - som for eksempel Nine while nine og Some kind of stranger - mens andre er landet i en tidslomme, der er ovre.

Sammen med Synchronicity med The Police og The Cures Disintegration, er First and last and always by far det mest spillede album i min samling. Det blev nærmest slidt op, når jeg dag efter dag sad på værelset og blev suget ind i det kuldslåede og sortrandede univers og følte, at det var mine tanker og følelser, der blev sat ord på, og at det var mig, der sang om og til de piger, der gik eller som aldrig kom.....

Jeg når desværre aldrig at opleve The Sisters Of Mercy i konstellationen fra First and last and always. Kort efter går de fra hinanden, hvor Eldritch fortsætter alene med bandet, mens Wayne Hussey og Craig Adams bliver til The Mission. Men på Roskilde i 98 og sidenhen i Vega for en del
 år siden oplever jeg Eldritch og den konstellation, bandet har på de tidspunkter. Sangene fra albummet glimrer ved deres fravær, men alligevel specielle oplevelser at se én af sine helt store musikalske helte live.

Tillykke til First and last and always med jubilæet, og tak for mange gode stunder i dit selskab.

Jeg runder af med et par smagsprøver fra albummet:





mandag den 9. marts 2015

Love Shop i Store Vega

I 2014 oplevede jeg Love Shop to gange live, og begge gange var det nogle store oplevelser, hvor Jens Unmack & Co. viste storform. Siden da har de udgivet det eminente album, Kærlighed & Straf, og det er de nu gået på turné med. Og den ramte Store Vega lørdag aften, hvor også jeg var at finde blandt publikum.

Bulletinerne fra bandets første koncerter på turneen fortalte om et band i absolut storform, så forventningerne var høje, da jeg gik gennem Vegas døre. Som de i øvrigt altid er, når Love Shop spiller op og ud. Og med rette, for bandet er blandt landets absolut bedste livebands.

Inden, at de gik på scenen fik vi et lille sæt fra en anden favorit, nemlig Michael Møller fra moi Caprice/The Mountains. Det blev en blanding af nye og gamle sange, og ligesom da han varmede op for Jacob Bellens i DR Koncerthuset, sad han alene på scenen - kun med keyboards og sin fine stemme. Der er ingen tvivl om, at han har en stor stemme og er én af landets bedste sangskrivere, men setuppet virkede for fersk - især på en lørdag aften, hvor der var lagt op til fest.

Og festen begyndte 21.10 hvor Love Shop til tonerne fra titelmelodien til De uheldige helte (The Persuaders) gik på scenen, og lidt over to timer efter var salen lagt ned. Og i de samfulde 124 minutter, koncerten varede, havde de publikum i deres hule hånd.

Til trods for, at Jens Unmacks stemme til sidst virkede noget slidt, sang han med stor overbevisning og energi, og har så denne særlige evne til at indfange publikum i sit net af fremragende sange og finurlige kommentarer. Det naturlige midtpunkt til en hel naturlig måde.

Og når han så bakkes op af et eminent spillende band, bliver publikum tryllebundet. Jeg har ved andre Love Shop-koncerter fremhævet guitaristen, Mika Vandborg, og gør det gerne igen. Stor energi på scenen og hvor han åbenbart kan få guitaren til at gøre, hvad som helst. Samtidig virker det som om, at han bare bliver ved med at udvide sin plads i bandet og lydbilledet. På den gode måde. Læg dertil, at Mikkel Damgaard på keyboards hele tiden binder det hele sammen, så sangene bliver sparket ud over scenen og ind i hjertekulen hos et fyldt Store Vega.

Et enkelt ankepunkt skal der også være, og det var, at efter en fremragende start, blev lyden mere og mere mudret. Det var som om, at der blev skruet mere og mere op for musikken, hvilket flere gange fik skubbet vokalen lidt for langt tilbage.

Det ændrer dog ikke ved, at koncerten lander på 5 ud af 6 stjerner. Og hvor sange som Bellevista Regn, I morgen, Evaklubben, Alle har en drøm at befri og Redningsklar var højdepunkterne. Og generelt var det netop de nye numre, der hev stikket hjem. Måske fordi, det også var første gang, at jeg hørte dem live. Ret beset kunne jeg have været skredet efter sang nummer to, I morgen, og fortsat givet koncerten de 5 stjerner. En stjernestund blandt flere stjernestunder lørdag aften i Store Vega

Derfor er jeg også ganske enig i denne Gaffa-anmeldelse, hvoraf sætlisten også fremgår.

Tak til Love Shop for endnu en stor koncertoplevelse. Tak til Per, Claus og Lewis for godt og sjovt selskab.

Næste koncert bliver, for mit vedkommende, The Twilight Sad, der Langfredag spiller op og ud på Loppen. Den koncert glæder jeg mig også til.

lørdag den 7. marts 2015

Ugens uundgåelige - Taylor Swift

Et af sidste års mest anmelderroste albums var 1989 med Taylor Swift. Jeg nåede aldrig forbi albummet, men på det seneste har hendes single, Blank Space, været spillet en del i radioen. Og da jeg sætter stor pris på god popmusik, blev jeg fanget, for sangen af satans fængende.

Derfor har jeg også de seneste uger dykket ned i albummet. Et popalbum, der holder et overraskende højt niveau, og som trækker på inspiration fra scenens fineste navne. Det er Robyn, det er Madonna anno firserne, det er Lana del Rey, men alligevel sætter Swift også sit eget præg på sangene.

Albummet er meget velproduceret, og meget er ganske givet ikke overladt til tilfældighederne. Der er up-tempo og ballader i skøn forening, og musikken er præget af synths og stor inspiration fra firserne. Samtidig er temaerne er de velkendte; pige møder dreng, med de glæder, forviklinger, tab med videre, det ofte medfører.

Det kan ofte ende i den ferske og klichéfyldte skuffe, men Swift formår at give sangene varme og autencitet. En medvirkende årsag hertil kan også være, at hun selv har været med indeover sangskrivning og produktion.

Alt i alt giver det et meget helstøbt popalbum, og det er fuldt fortjent, at det ved såvel udgivelsen som årslisterne fik en meget fin modtagelse.

Nok snak - her er ugens uundgåelige her på matriklen:

torsdag den 5. marts 2015

Goliat Bourbon Barrel Aged

For et par uger siden holdte jeg en forsinket julefrokost for en flok gamle venner. Her dukkede én af dem op med en fin ølgave, indkøbt i Ølbutikken i København.

Én af øllene er nu blevet smagt, nemlig Goliat fra danske To Øl. Og dommen er ganske nem; slet og ret fremragende, og en øl, der understreger, at To Øl er et meget spændende bekendtskab.

Goliat er en imperial stout, der er lagret på bourbon-fade. Jeg har før smagt lignende øl, men de smagte for meget af tønde og bourbon.

Her har lagringen derimod gjort øllen mere rund og fyldig, hvilket også gør, at den på ingen måde smager af de 10,1%, den holder. På den gode måde.

Så der er en god balance i alkoholen, men også i smagsnoterne, hvor der er plads til smagsnoter som kaffe og chokolade. Den giver den noget sødme, men alligevel titter også en smule bitterhed frem.

Jeg nød den selv til et afsnit af House of Cards på Netflix, men jeg vil ikke udelukke, at den også kan fungere som dessertøl.

Skål!

mandag den 2. marts 2015

Papsø Goes Pommie

Da den i ølkredse så legendariske Henrik Papsø i 2013 rundede 25.000 anmeldelser på øl-sitet Ratebeer, blev en række bryggerier spurgt, om de ville lave en jubilæumsøl.

Et af dem var Det Lille Bryggeri, og her er, hvad de skrev om opgaven:

"Her på Det Lille Bryggeri tog vi pænt imod opgaven, da Henrik Papsø spurgte, om også vi ville brygge en jubilæumsøl til hans fejring af 25.000 anmeldelser på ølportalen www.ratebeer.com. Udfordringen fra Henrik var klar: ”Nogle af jeres absolut bedste øl er jeres barley wines, men kan I også brygge en engelsk en af slagsen?” På Det Lille Bryggeri er vi måske nok mest til de amerikanske humler, men det skulle da ikke komme an på det! Papsø Goes Pommie er fyldt til randen med fremragende britisk Maris Otter malt og humlet med de britiske varianter Bramling Cross og East Kent Goldings – Henriks favorithumle hævder han… Og så har vi lagret den på et Sherryfad tilsat ekstra egetræsspåner for at give den et solidt fadpræg. Denne saftige og rustikke øl kan nydes nu – men kan også sagtens gemmes et år eller to".


Da den dengang kom i handlen, nåede jeg desværre ikke at smage den, men i forbindelse med bryggeriets ølsalg i forrige weekend, hvor lagrene skulle tømmes, var den også at finde på hylderne. Og jeg snuppede to med hjem i kassen. Den ene er nu blevet smagt.

Barley Wine står normalt ikke meget højt på min liste over de bedste øltyper, hvor ankepunktet er, at de nogle gange kan blive for sødlige, sukrede og sprittede. Men Papsø Goes Pommie går ikke den vej, hvor de 9,1%, som den holder, er balanceret meget fint. Og blandt smagsnoterne er blandt andet tørrede frugter at finde, ligesom den har en let bitter/humlet eftersmag. Lagringen på sherryfad har samtidig givet den en rund og fyldig smag.

Det hele giver en forholdsvis let tilgængelig, men fortsat meget interessant øl. Den anden flaske, jeg købte får lov til at lagre et års tid mere, og jeg er allerede spændt på, hvordan den udvikler sig videre.

Skål!