mandag den 31. oktober 2016

Månedens koncerter

Denne måned har, for mit vedkommende, budt på tre koncerter. The Cure i Forum, Seasick Steve i Store Vega og senest Bat For Lashes samme sted.

Modsat andre af årets koncerter, har jeg ikke skrevet om dissse i dette forum. Først var tiden ikke rigtigt til det, og dernæst gik undervejs op for mig, at jeg ret beset nød koncerten mere, når jeg ikke undervejs stod og skrev min "anmeldelse" inde i hovedet. Og især under den seneste, hvor der samtidig var forbud mod brug af mobiltelefon under koncerten.

Et befriende initiativ fra bandets side, hvor musikken og selve oplevelsen kom i centrum. Forbuddet var næppe årsagen, men samtidig var salen nærmest klinisk renset for de evindelige snakkehoveder. Snakkehoveder, der fik en røffel med på vejen, da Seasisk Steve spillede i Vega!

Jeg har for ofte oplevet, at publikum havde mere travlt med at tale om dagens og ugens begivenheder, den uduelige kæreste og lækre kollega, samt optage slørede videoer, knipse billeder i mulige og umulige vinkler og tage koncertselfies. Jeg har selv været FOR aktiv med min smartphone, og det har taget fokus fra det, jeg dukkede op for - nemlig at opleve en kunstner, et band, spille sine sange og underholde sit publikum.

Og dette gjorde især Seasick Steve og Bat For Lashes. Steve med sin ru stemme, hjemmelavede guitarer og røvershistorier. Bat For Lashes med sin engleagtige stemme og smukke og rørende sange. The Cure skuffede derimod. Jeg blev ikke fanget, og det blev for tamt og ensformigt. Dog med meget smukke øjeblikke undervejs.

De næste koncerter bliver tre gange Kent, der p.t. er på afskedsturne. Jeg siger farvel og tak i Malmö, Aarhus og København. Dem skriver så jeg givetvis et-eller-andet om, men den tid, den sorg.....

fredag den 21. oktober 2016

Supersonic - en film om Oasis

Da dokumentaren om Oasis, Supersonic, kom på plakaten herhjemme, talte kæresten og jeg om, at dén skulle vi se. Vi er ikke store fans af bandet, men er det af films og musik.

Og torsdag aften tjekkede vi ind i Grand i København. Efterspørgslen var stor, så filmen var flyttet til en større sal. Det forstår jeg godt, for der er tale om et interessant og vedkommende portræt af ét af de seneste 25 års største bands.

Dokumentaren følger bandet fra dets spæde start til toppen af karrieren - koncerten på Knebworth foran 250.000 ekstatiske publikummer og med mesterværket (What's The Story) Morning Glory i bagagen.

Jeg har haft et anstrengt forhold til Gallagher-brødrene, men efter filmen, er det blevet lidt mere nuanceret. Den viser en enorm dedikation til musikken og karrrieren, og et ubestrideligt talent hos de to brødre. Noel med den musikalske næse og sans, og Liam, der efter at have hørt en sang én gang, indsynger den i ét take, og det med indlevelse og overbevisning.

Og så fik jeg nærmest gåsehud over deres syn på fanskaren. De kan virke enormt arrogante, men i filmen fremstår de meget ydmyge og taknemmelige for den entusisame og glæde, deres fans viser bandet. De vil nå toppen af musikscenen, men virker meget jordnære i forhold til deres fans - og ret beset også dem selv. Selv om storhedsvanviddet også præger Noel.

Interessant er det også at se, hvad hvad der driver dem. Ikke kun berømtheden og musikglæden, men også anerkendelsen fra deres fans. Og så fremstår de som værende enormt hårdtarbejdende. Udover dette, sætter filmen fokus på op- og nedturene. Triumferne og skandalerne. Og med fokus på selve bandet - og ikke deres privatliv.

Undervejs gled mine tanker også tilbage på min eneste koncertoplevelse med bandet - Roskilde 1995, hvor de tog Grøn Scene med storm. Jeg husker en über-cool Liam, der stod med hænderne samlet bag på ryggen og med gavflabet stemme, mens hans fyrede Live Forever, Supersonic med videre af. Et af det års bedste koncerter.

Dokumentaren er hermed anbefalet til alle musikinteresserede - hvad enten du er fan af Oasis eller ej.

Jeg runder af med én af mine favoritter med bandet:

torsdag den 20. oktober 2016

Oedipus Kinderyoga

Da jeg i weekeden var i Amsterdam, lagde vi også vejen forbi den mere end glimrende ølbar, In de Wildeman. Trods det imponerende udvalg af øl på fad, valgte jeg at smage en lokal flaskeøl. Fra Oedipus - et bryggeri, jeg aldrig havde hørt om eller stødt på før, men efter at have smagt deres Kinderyoga gør jeg det gerne igen.

Der er tale om en Imperial Stout på 11%. Trods den høje alkoholprocent, er den forholdsvis let i smagen - og ganske blød. Blandt smagsnoterne noteres mørk chokolade og tørrede frugter. Og så er der smæk på kaffesmagen - som den mørkeste espresso.

Den skiller sig ikke ud fra andre gode Imperial Stouts, men er "lige ud ad landevejen" - på den gode måde. Og den lidt bitre eftersmag trækker også op, og gjorde den til en meget velllykket øl.

Alt i alt forstår jeg godt, at bartenderen sagde, at det var et meget godt valg, da jeg afgav bestillingen. Øllen og bryggeriet er hermed anbefalet.

Skål!

tirsdag den 18. oktober 2016

En forlænget weekend i Amsterdam

Amsterdam by morning
Lørdag morgen kl. 06.00 blev jeg hentet her på matriklen. Næste stop var Københavns Lufthavn. Det var nemlig blevet tid til, at ældste-niecens kæreste, Benjamin, og jeg skulle til Amsterdam.

Da turen blev bestilt i slutningen af februar, var målet, for os begge, for turen Amsterdam Marathon, men skader og andre undskyldninger satte mig ud af dét spil. Men rejsen var betalt, og Benjamin kunne godt bruge noget opbakning under løbet, så jeg valgte at tage afsted.


Nedenfor er der lidt om indtrykkene fra turen.


Lørdag og søndag stod i maratonløbets tegn. Om lørdagen blev startnummer hentet, ligesom den tilhørende messe blev besøgt. Den var ikke speciel stor eller spændende, men jeg fik dog handlet lidt - hos danske Saysky. Vi fik også orienteret os lidt i start- og målområdet. Det lå i forbindelse med byens olympiske stadion. Fed ramme for et maratonløb.

Og søndag morgen var det proppet til randen - med håbefulde løbere og morgenfriske heppere. Solen stod højt og det var noget nær perfekt løbevejr. På rutekortet havde jeg "plottet" de steder ind, jeg ville stå på ruten og heppe på Benjamin - og de øvrige løbere. Jeg var ved 6, 13 og 26 km.

Metroen i Amsterdam fungerer ret godt, så det var nemt at komme til de steder, der lå forholdsvist tæt på ruten. Desværre var de så ikke specielt publikumsvenlige, da der ikke var meget plads. Jeg fik dog set Benjamin et par gange samt heppet på en masse andre danskere. Og det er altid fedt at stå ved et løb og se de forskellige stilarter, påklædning og løbsglæde, og hvordan løbet udvikler sig -  altså når man ikke selv kan deltage. Også ved at være på stadion, når løberne kom i mål. Sidde på tribunen og se lettelsen og glæden hos de mange løbere.
Benjamin er klar til at give den gas

Hvad angår "vores" deltagelse i løbet, var Benjamins mål 3.30 - plus/minus 5 minutter. Tiden endte med at blive 3:33, så det var mere end godt timet. Og løbet blev fejret med lidt god mad ved hotellet og et par øl på byens ældste værtshus.


Men det var ikke løb det hele, og mandagen var sat af til sightseeing. Igen var vejrguderne med os, og vi havde høj sol det meste af dagen. Byens centrum er forholdsvis lille og nem at komme rundt i. Da vejret var godt, valgte vi at opleve byen på gåben. Vi lagde dog ud med en kanalrundfart. Det var fint at opleve byen fra vandkanten, og den time, turen varede, var også en god måde at orientere sig lidt i byen. Det gjorde det lidt lettere, da vi senere skulle gøre det på egen hånd.


Klassisk Amsterdam-"moment";
kanal, bro og cykler
Og undervejs fik vi sat flueben ved Kongepaladset, diverse kirker og pladser, Rembrandts og Anne Franks hus og byens mange broer og kanaler. Det blev også en tur gennem byens Red Light District og ældste Coffeee Shop - vi handlede dog ingen af stederne!

Der er ikke så mange seværdigheder i byen, men det er byen i sig selv. Kanalerne, broerne, husbådene, de mange cykler, de gamle, men velholdte huse og små, snævre gader. Den er virkelig hyggelig at gå rundt i og bare opleve - og være. Det er det, der gør byen tiltrækkende. Og selv om, at gader og huse ligner hinanden meget, bliver det aldrig for ensformigt.

Det var så anden gang, jeg besøgte byen, men absolut ikke sidste. En forårstur, hvor tulipanerne står i blomst, kunne være oplagt. På et tidspunkt.


Tak til Benjamin for en god og hyggelig tur.

torsdag den 13. oktober 2016

Top 10 - Lars H.U.G.

I weekenden meddelte Lars H.UG., at han stopper sin musikalske karriere. Et stop, der også blev indikeret til hans koncert i Store Vega 1. september. En koncert, der også afrundede en 2 år lang turné. Og han sluttede på toppen - i hvert fald livemæssigt, for der var tale om én af de bedste koncerter, jeg har oplevet med ham - og H.U.G.-koncerter har der været en del af siden, at jeg for alvor kom med på vognen.

Jeg noterede ham allerede i Kliché-tiden, hvor Bravo Charlie og især Militskvinder ramte mig. Og blev for alvor fanget med hans to solo-albums, Kysser Himlen Farvel og Kopy. Albums, der viste hans musikalske og vokale spændvidde.


Selv om, at de efterfølgende albums ikke ramte samme niveau, blev jeg hængende. Og levede med hans krukkeri, for musikken var i centrum. Hans sans for den gode, men samtidig lidt skæve popsang, der også giver sig udtryk i, at tidsløshed er noget, der kan skrives over, stort set, alle hans sange. Læg dertil hans særegne vokal, der emmer af varme og nærvær. Du følger virkeligt, at "hjertet er skudt i sænk", når han på plade og livescene synger Skibet Hedder Afsked.


En stor musiker har nu forladt scenen, men hans musik lever videre. Også her, hvor han samtidig er en kunstner, min kæreste og jeg er sammen om, og som vi nyder at lytte til.


Så 1000 tak for de musikalske oplevelser, og god vind fremover.


Karrierestoppet er samtidig en god anledning til at lave en status over hans musikalske karriere, så her er min top-10 - i mere eller mindre vilkårlig rækkefølge:  

  1. Elsker dig for evigt
  2. Blidt over dig
  3. Militskvinder
  4. Bravo Charlie
  5. Mon de kan reparere dig?
  6. Dansevise 
  7. Skibet hedder afsked
  8. Kysser himlen farvel
  9. Natsværmer
  10. Når lygterne tændes
 Jeg runder af med én disse:
  

mandag den 10. oktober 2016

Adjø Tristesse

Én af de kunstnere, jeg har fulgt tættest og i længst tid, er Peter H. Olesen. Først i tiden sammen med broderen, Henrik, i Greene og efterfølgende Olesen-Olesen. Nu i De Efterladte, der netop har sendt sit tredje album på gaden, Adjø Tristesse.

Fra første færd har jeg været fanget af den måde, Olesen synger på, med lige dele varme, nærvær og melankoli. Og så er der hans tekster, der er blandt noget af det bedste, vi kan opdrive herhjemme. Sange, der ofte kredser om hverdagen og det sted i livet, han er, og som alle rummer en lille historie. Som lytter sætter de nemt billeder på det, der bliver sunget om. Og ofte så digte eller små noveller, og han beriger heldigvis verden med digtsamlinger og romaner.


På Adjø Tristesse er tempoet endnu en gang skruet helt ned, og det musikalske underlag er afdæmpet og håndspillet. Selv om, at skabelonen er smal, bliver albummet aldrig ensformigt, men i stedet folder sangene ud på hver sin måde. Som oplæsning over det skramlede til det meget melodiske.

Titlen, Adjø Tristesse, skal næsten tages bogstaveligt, for trods den melankolske undertone, emmer sangene af livsglæde og -bekræftelse. Og hvor livet, med dets op- og nedture, favnes. Som i Glæden ved at være undervejs og Hver dag et comeback. To af albummets stærkeste sange.

Alt i alt må jeg endnu en gang konstatere, at Peter H. Olesen, og Michael Lund, har ramt mig, og jeg smider 6 ud af 6 stjerner efter albummet. Og jeg glæder mig til at opleve sangene på en livescene.

Jeg runder af med en smagsprøve:

torsdag den 6. oktober 2016

Old Gambrinus Beer Light 2014

Hancock Bryggeriet ligger i Skive, og deres øl stiftede jeg først bekendtskab med, da jeg "i tidernes morgen" lå som soldat i byen. Her blev deres stærke øl, Old Gambrinus, ofte drukket, når vi var i byen eller når ugen skulle skylles ned på vej hjem i toget.

Bryggeriet gik efterfølgende i min glemmebog, men dukkede så op igen, da jeg begyndte at få anden interesse for øl end "bare" at drikke det. Og sidenhen er jeg stødt på deres øl ved flere anledninger.

Forleden gravede så jeg deres Old Gambrinus Beer Light frem fra det bageste af skabet. Den var mindst holdbar til 4. april 2014, så den havde nogle år på bagen.

Men det gjorde nok ikke noget, for den havde udviklet sig rigtigt godt. Den holder 9,6%, men den lidt sprittede smag, den kan have, var forsvundet, og øllen var blevet mere rund og fyldig i smagen. Og med en smule humlet bitterhed tilbage. Men var også blevet lidt for sød i smagen - ikke ulig bock-øllen.

Det var spændende at smage en lagret udgave af den, men skal jeg have en så stærk øl, foretrækker jeg en "belgier", IPA eller Imperial Stout, da der er for megen fokus på alkoholprocenten fremfor smagen.

Øllen var en gave.

Skål!

mandag den 3. oktober 2016

En tur på Kronborg

Restaurant Kronborgs
hyggelige indgangsparti
Restaurant Kronborg i det centrale København besøgte jeg for nogle år siden sammen med Ølklubben, men jeg husker ikke meget fra dét besøg, da vi desværre var godt berusede ved ankomsten.

Men forleden tog jeg så revanche, hvor jeg lagde vejen forbi sammen med nogle tidligere kolleger fra Nordea Liv & Pension. Det var nemlig blev tid til møde i Team Bierstube, og vanen tro stod den på smørrebrød, øl og snaps, efterfulgt af om en omgang billard.


Straks du kommer ind, føler du dig velkommen. Du bliver taget godt imod og der er styr på reservationen, og du bliver ført til bordet med et stort smil.

Den gode betjening fortsætter resten af besøget. Du bliver ledt gennem spisekortet, snapsen skænkes med sikker hånd og de rappe replikker sidder løst. Og det af et personale, der nyder sit arbejde og sætter gæsten i centrum.

Føromtalte spisekort er imponerende, hvor der er noget for enhver smag. Og prisniveauet matcher fint de øvrige frokostrestauranter i byen. Jeg valgte, stort set, det sædvandlige. Christiansøpigens Sild, Pandestegt Rødspætte med rejer og så en ualmindelig lækker tatarmad. Det hele var veltillavet og serveret på en indbydende måde. Og de tre stykker var mere end rigeligt til at stille sulten.

Kronborg har også et imponerende snapsekort, hvor deres egne snapse også fylder godt op. Vi smagte deres Dild og Special, og begge stod rigtigt godt til maden. På ølkortet er der også noget for enhver smag, blandt andet fra Nørrebro Bryghus. Herfra smagte vi New York Lager på fad.

Regningen landede på 625.- per næse, og det for to store snapse, tre øl og tre stykker smørrebrød. Mere end værdi for pengene.

Det tænker mange andre nok også, for restauranten var godt fyldt op i de knapt tre timer, vi var der. Og jeg kan kun give den min bedste anbefaling. Jeg kommer helt sikkert igen!

Læs mere om Restaurant Kronborg lige her: http://www.restaurantkronborg.dk