torsdag den 4. oktober 2012

En forlænget weekend i München

Én gang om året tager jeg sammen sammen med resten af Øllogen på en såkaldt studietur, og det har hidtil bragt os til steder som blandt andet Krakow, London, Prag og Bruxelles. Reglen er, hvad der sker på studieturen, bliver på studieturen, men alligevel et par generelle linjer fra den seneste....

Kenn, Dan, Martin og Michael
er klar til afgang mod München
I år var tesen, at man ikke kunne være en ølklub, hvis man ikke havde været til Oktoberfest i München. Så sidste torsdag morgen mødtes jeg med Kenn, Martin, Dan og Michael for at sætte næsen mod det sydtyske. Og dagen efter fulgte Lars og Peter i vores fodspor. Eneste, vi manglede var Morten, som var på tjenesterejse til Doha.

I München havde vi lejet en lejlighed, der passede til selskabets størrelse og beskaffenhed. Lejligheden lå perfekt i forhold til transportmuligheder, indkøb med videre, så det var et fint valg.

Og efter, at vi havde klaret indkvarteringen satte vi kurs mod byens centrum. Det egentlige mål var sightseeingtur med en gammel sporvogn, men det viste sig, at den vist kun kører på visse højtider. Så i stedet blev Oktoberfesten sat som mål!

Det var første gang, vi skulle besøge Oktoberfesten, og det gav nogle udfordringer med at booke plads i et af de mange telte - vi var ellers tidligt ude, men stamgæster blev, forståeligt nok, prioriteret først. Dertil kommer, at vi nok ikke havde valgt den bedste weekend - midtvejs i Oktoberfesten - og efterrationaliseringen siger, at vi nok skulle have valgt en hverdagsferie eller forsøgt med en pakkerejse.

Et øltelt!
Og Oktoberfesten levede op til alle forventningerne. Store øltelte, proppet med festglade mennesker, der nød øl i 1 liters krus - Ein Mass, og det er den eneste størrelse, der serveres! - tjenere, der har både 7, 8, 9 krus i én hånd, dans og sang på bordene og høj musik, der spiller alskens musik og mest af alt skålesange. Og alt dette oplevede vi fra tæt hold, da vi var heldige med at få plads ved et bord!

Også det tivoli, der følger med Oktoberfesten, er et kapitel for sig. Det var kæmpe-, kæmpestort, og med forlystelser, der fik Tivoli eller Bakken til at ligne en legeplads i en boligforening. Vi prøvede dog kun et skydetelt og radiobilerne!

Og såvel i telte som på selve pladsen myldrede det med mænd i lederhosen og heidi-piger i dirndl, og det var både turister og lokalbefolkningen. Du får fornemmelsen af, at Oktoberfesten virkelig er et tilløbsstykke for nær og fjern.

Der er serveret!
Om fredagen skulle Peter og Lars, som nævnt, slutte sig til os andre, og vi mente, at det bedste mødested var Oktoberfesten. Så efter morgenmaden blev kursen igen sat mod pladsen. Vejret var denne dag pragtfuldt, så vi brugte lidt mere tid til at besigtige pladsen og ikke mindst nyde de mange biergarten'er, der ligger i tæt forbindelse med teltene. Udendørshøjtalere gjorde, at vi kunne "nyde" musikken fra teltene, og ved de tætpakkede borde var stemningen høj. Og betjeningen var også her effektiv og lige i øjet.

For mit eget vedkommende blev aftenen dog ødelagt af, at jeg fik rygproblemer - måske grundet vægten fra ølkrusene?! Jeg har siden teenageårene og med uregelmæssige mellemrum døjet med rygproblemer, og de valgte så at dukke op igen under Oktoberfesten. Så jeg endte med at gå mere sideværts end hvad ølindtaget ellers lagde op til!


Fra én af byens imponerende pladser
Lørdag skulle være den store sightseeingtur, så efter morgenmaden gik den på raske fjed fra lejligheden mod byens centrum. Og det langs smukke broer og floden Isar, der smyger sig rundt om byen. Residenz og Hofgarten blev passeret, og det samme blev byens mange flotte og imponerende kirker, smukke pladser, hyggelige og smalle gader, Viktualiemarkt og så videre. Det legendariske Hofbräuhas blev naturligvis også besøgt og det samme med Löwenbräukeller, hvor Adolf Hitler har holdt nogle berømte taler.

München er en klassisk sydtysk by, med velholdte bygninger, hyggelige strøg med videre, og bare emmer af hygge og historie - men også fremdrift. Og absolut også et besøg værd uden Oktoberfest - eksempelvis til en fodboldkamp med mægtige Bayern München, og det gjorde jeg rent faktisk i 2008!

Efter besøget på Löwenbräukeller trak truende skyer desværre op, så turen til den olympiske park blev aflyst, og inden, at vi igen nåede Oktoberfesten havde regnen taget over. Vejret betød også, at presset på teltene blev endnu større, og vi konkluderede hurtigt, at det var smartere at tage tilbage til centrum og finde et listigt sted. Det gjorde vi så!

Søndag var hjemrejsedag, og her kunne vi se tilbage på en herlig studietur, med nogenlunde godt vejr, gode oplevelser, høj stemning og rigeligt med øl. Næste studietur går i øvrigt til Edinburgh, og den tur glæder jeg mig meget til.

Ingen kommentarer: