lørdag den 15. marts 2014

Et besøg på Ølsnedkeren

Ølkortet hos Ølsnedkeren
Fredag gæstede jeg sammen med resten af Ølklubben, Ølsnedkeren i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København.

Det var første gang, jeg var forbi, men absolut ikke sidste. Ølsnedkeren er kendetegnet ved, at stedet brygger sit eget øl og det er "kun" det, der er på kortet, der fredag talte 9 forskellige øl - fordelt over pilsner til Imperial stout, og styrkemæssigt fra 3,3 til 9,5%.

Vi nåede at smage tre forskellige øl inden, at turen gik videre til Nordskovs spisestue efterfulgt af den fortrinlige Ølbaren.

Den første var Hjemmelavet Brown Ale på 5%. En ganske frisk øl, men også en smule krydret og humlet. Faktisk ganske glimrende, men uden, at den, smagsmæssigt, stak meget ud. Og det var kendetegnet for deres øl - ganske gode og spændende, og som vil matche de flestes smag, men uden, at du husker øllet længe efter. Men mindre kan også gøre det.

Den næste var Skibstønden Strong Ale på 8,5%. Øllet er lagret på rødvinsfade, og det kunne smages! En meget frugtet øl, der ikke smagte af de forholdsvis mange procenter. Frisk og udfordrende i smagen.

Og endelig sluttede vi af med Hemmelig Hvede IPA på 6,2%. En ganske humlet øl, der i lighed med de øvrige var ganske frisk i smagen. Læskende, men samtidig en god nydeøl, og den bedste af de tre, vi fik.

Selve stedet var også ganske hyggeligt. Betjeningen var i top, hvor der var stor villighed til at fortælle om øllet. Indretningen var også indbydende og i en lidt klassisk bodega-stil, med bænke og træstole. Så man forstår godt, at det er velbesøgt, og da vi kl. 17.30 listede videre, var samtlige borde optaget. Dejligt at opleve endnu en ølbar, der er velbesøgt og jeg håber, at Ølsnedkeren får mange gode leveår. Jeg vil i hvert fald helt sikkert besøge stedet igen.

Læs mere om Ølsnedkeren her og her.

Ingen kommentarer: