I næste uge smider Rihanna sit 7. album på gaden, Unapologetic, og dermed fastholder hun de senere års trend med ét album om året.
Rihanna bliver fra mange sider kritiseret for, at hun ikke selv skriver sin musik, at hun spiller (lidt for meget) på sit udseende og for sin vilde levevis. Men her på matriklen er hun ved at udvikle sig fra en såkaldt guilty pleasure til en personlig favorit.
Bevares, jeg er musik-romantiker og foretrækker kunstnere, der selv skriver deres musik og har stor, stor respekt for dem, der arbejder hårdt for at nå sin succes frem for at springe over, hvor gærdet er lavest. Og jeg har heller ikke meget tilovers for dem, der lader udseendet og formen dominere for meget, men forstår det på sin vis også godt, når der intet er at hente i musikken eller talentet. Men i eksempelvis Rihannas tilfælde, kan musikken sagtens stå alene.
Hun har evnen til at variere sit udtryk og spænder over mange genrer. Og forstår at fremføre sangene på eminent vis. Tilbagelænet eller frembrusende. Inderligt eller voldsomt. Og hvor hendes noget nasale stemme giver sangene karakter og karakteristik.
Og så har hun en voldsom god evne til at fange ørehængere. Sange, der stikker ud - på den gode måde. Og som har længere levetid end mangt en døgnflue. Bevares, der er på alle hendes albums nogle gevaldige smuttere, men når hun rammer hittet, rammer hun virkelig.
Sådan er det også med første forløber fra albummet, hvor billedsiden for nylig kom med. Der er i mine ører tale om én af årets absolut bedste popsange og den understreger, at Rihanna fortsat hører hjemme i den absolutte superklasse.
Lyt og se med her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar