Clarisse i 2010 |
Jeg har siden 1997 haft et sponsorbarn via Børnefonden. Først Tatiana og nu Clarisse på knapt 11 år. Hende har jeg været sponsor for i nu 3 år. Begge er fra Brasilien. At det blev Brasilien skyldtes, at jeg tænkte, at mange nok valgte et af de afrikanske lande, men overalt er der jo behov for hjælp. Og at det blev en pige, skyldtes betragtningen om, at drenge - alt andet lige - har bedre mulighed for at klare sig.
Jeg finder stor glæde i at være sponsor. Både via breve og ved visheden om, at du dermed hjælper et barn og hendes familie til en bedre tilværelse - eller i hvert fald nogle bedre muligheder. Pengene - 205.- om måneden - går primært til skolegang og medicin, og en gang i mellem sender jeg et ekstra beløb, der så går til mad, tøj med videre.
Det er aldrig til at vide 100% om pengene går til de rigtige lommer, men jeg vælger at tro det bedste. Alene det, at den tidligere Tryg-boss, Stine Bosse, er formand for Børnefonden, borger for en betydelig troværdighed.
Til Tatiana sendte jeg også nogle gange gaver, men jeg har nu valgt at sende penge, som de så selv kan bruge. Når du sender et ekstra beløb, får du altid en oversigt over, hvad pengene er gået til.
Foruden brevveksling, som naturligvis er frivillig, får man én gang om året en årsrapport. Foruden billede af sponsorbarnet, er der en vurdering af skolegang og helbred, samt beskrivelse af, hvad barnet bruger sin tid på.
Når barnets skolegang ophører, ophører også sponsoratet, men i samme skynding bliver man opfordret til at tegne et nyt. Og det vil jeg også gøre den dag, Clarisse går ud i skolen, og hende efter hende og så videre.
Læs mere om Børnefonden her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar