Glasvegas og Low

Blandt så megen anden god musik, lytter jeg i denne tid til de nye albums med henholdsvis skotske Glasvegas og amerikanske Low.

Hvad angår Glasvegas kommer frasen "intet nyt, er godt nyt" virkelig til rette. Euphoric///Heartbreak lægger sig direkte i sporet fra deres debut fra 2008, hvor især Geraldine var det "store" gennembrud. I slutningen af 2008 udsender de jule-ep'en A snowflake fell, der blandt andet inkluderede Fuck you, its over, der fortsat er min absolutte Glasvegas-favorit. Det nye album har modtaget mange kritiske røster, men det forstår jeg ikke. Albummet er varieret, de storladne guitarer er skarpslebne og James Allan synger med bristet hjerte og længsel, og det på overbevisende vis. Jesus & Mary Chain-inpsirationen er der stadig, men hvor mr. Wall of sound, Phil Spector, har stået i døren og fortalt, hvordan kagen skulle skæres - i hvert fald i overført betydning!

C'mon er Low's niende album og vel sagtens niende gang, at de så bliver kriminelt oversete. Albummet er måske deres hidtil bedste. Stilen er fortsat "slow-core" med langsom og drævende guitar og bas, og melankolsk toneføring i musik og sang. Et nummer som dette, er et meget godt eksempel på tonerne fra dette album. De bedste stunder er, hvor Mimi Parkers og Alan Sparhawks stemmer møder hinanden. Og efter hver gennemlytning sidder man ingenlunde uberørt tilbage. Det kan i parentes bemærkes, at Roger Plant på sit fremragende album fra 2010, Band of joy, rent faktisk indspillede to sange fra Low's hånd og ånd.

Alt i alt to albums, der understreger, at 2011 kan blive et meget, meget fint pladeår.