Jeg er United. Normalt føjes -fan/-tilhænger til klubnavnet, når ens tilhørsforhold omtales, men når det kommer til Manchester United, er man United. Måske en understregning af det fællesskab, der har været klubbens udgangspunkt siden stiftelsen.
Jeg blev det en gang i 1977. Det er muligt, at jeg forinden var noget opmærksom på holdet via Tipslørdag og diverse samlealbums (tyggegummipakker, med samlemærker med fodboldspillere). Men i samme år udkom sportsbladet Sporten (det afgik rimeligt hurtigt ved døden) og i et af de første numre var der en plakat med Steve Coppell. Godt nok i landsholdsdragten, men jeg syntes, at plakaten og navnet var ret fedt og tilfældet ville, at han spillede i United.
Det logiske dengang ville have været Liverpool, Nottingham Forest, Ipswich, Tottenham eller Aston Villa, der den gang spillede det bedste fodbold og hentede titler i hjem- og udland. Men den små Søren valgte åbenbart at tage del i den ørkenvandring United havde været på siden 1968. Titelløs, middelmådige placeringer, til tider elendigt spil, uduelige indkøb med videre.
Bevares, det bliver til triumfer i pokalturneringerne, og en spiller som Bryan Robson kommer til klubben. En spiller, der fortsat er forbillede for mange. I november 1986 ansættes så Alex Ferguson som manager. En ansættelse, der viser sig at være af nærmest mytologisk karakter.
I de første år af hans regeringstid, står han og holdet fortsat på gyngende grund og fyringstruslen hænger over hans hoved. Men første indikation på noget stort, er sejren i Pokalvindernes turnering i 1991 over Barcelona, hvor jeg stod og råbte af fjernsynet i bar frustration over Fergusons dispositioner. Spillerne var flade, men alligevel tøvede Sir Alex og sad som en stenstøtte - som altid kendetegnet ved en ubændig tro på egne dispositioner.
Et andet kendetegn er hans evne til at spotte og udvikle spillere. I begyndelsen af 90'erne begynder "hvalpe" som Beckham, Butt, Neville-brødrene, Scholes og Giggs at dukke op. Og i december 1992 sker så forløsningen. United henter Eric Cantona i Leeds - de regerende mestre, hvor Cantona havde en stor andel i titlen. Cantona viser sig at være "the missing link" og dimensionerer det spil, United praktiserer den dag i dag. Foregangsmanden på og udenfor banen, og som overtager lederrollen fra den evigt skadesplagede Robson.
United har på det tidspunkt vundet 7 mesterskaber mod Liverpools 18. I maj 1993 er ørkenvandringen ovre og mesterskabet er hentet hjem. 16 år efter er mesterskabsstillingen udlignet, og i slutningen af maj 2011, kan United stå alene med mesterskabsrekorden - om alt går vel!
I den mellemliggende periode vinder United blandt andet Champions League to gange (den ene med Peter Schmeichel som én af de vigtige bidragsydere) og taber én finale. Måske det i år bliver til endnu en finale - forude venter en semifinale mod Schalke 04.
Min egen United-historie er skrevet gennem holdets op- og nedture, og favoritspillere som Coppell, Robson, Keane, Cantona og nu Rooney og Giggs. Jeg har desværre kun oplevet dem på stadion to gange - begge gange i forbindelse med FCK's Champions League-kampe mod dem. Dertil kommer en rundvisning på Old Trafford i 2009. En oplevelse, der fortsat sidder i kroppen. Men i den kommende 2011-2012-sæson tager jeg igen på Old Trafford og ser dem til en ligakamp - også selvom, at jeg ved, at jeg bliver hooked og skal tilbage - år efter år. Spillet på banen, sangen fra Stretford End og Manchester i sig selv. Og hele historien omkring United - fra begyndelsen, over München-tragedien i 1958, genrejsningen, The Treble i 1999 og så videre.
Manchester United - Pride of the North
Ingen kommentarer:
Send en kommentar