Løbetræning og marathon

I efteråret 1997 besluttede jeg mig for at lægge løbetræningen ind i mere faste rammer. Det blandt andet som en konsekvens af stillesiddende arbejde og en kuldsejlet "fodboldkarriere".... Motivationen skulle sikres ved, at jeg ville give mig selv et gennemført marathon i 30-års fødselsdagsgave. Så i maj 1998 gennemførte jeg mit første marathon (Copenhagen Marathon), og siden er det blevet til 16 mere.

Asics Nimbus - min foretrukne løbesko

For ja, jeg blev hooked. Følelsen af at sætte sig et mål, lægge en plan og nå målet, det at prøve sine egne grænser af og udfordre sig selv, var noget af det, der også den gang motiverede mig. Mens jeg var ude på ruten, tænkte jeg flere gange, at hvis jeg får den idé igen, så håber jeg, at der er nogen, som pander mig i gulvet. Men op på hesten, det måtte jeg igen. Også fordi, at debtuten ikke var den bedste oplevelse, tidsmæssigt, så det skulle have en chance til. Jeg løb i tiden 4:53, så der var vist også plads til forbedring....

Men tiden er, hvad den er. Det er stadig en fed fornemmelse at træne op til et marathon og følelsen, når du krydser målstregen, er fortsat den samme og helt fantastisk.

Foruden velvære, overskud med videre, har marathontræningen også givet gode, rejsemæssige oplevelser, hvor Berlin, Hamburg, Rom og Paris er blevet besøgt. De fleste gange sammen med Martin Søgaard, Jesper Godskesen og Mustapha Lamnaouar. Turene har været gode måder at opleve andre byer på.

Samtidig glæder jeg mig over, at gode venner som Lars Brøgger og Per Winther er kommet med på løbebølgen. Træningspas, udstyr, forplejning og så videre giver også nogle yderligere og gode samtaleemner, når vi mødes.

P.t. er jeg ved at komme i gang igen ovenpå en længere pause. En pause, der skyldes dårlige undskyldninger som vintervejr og astmaproblemer. Hvad angår sidstnævnte, begynder medicinen at virke og jeg vil prøve af, hvor langt det rækker.

Jeg håber på flere marathonløb - også fordi, at det senste i 2009 i København var en dårlig oplevelse, med en længerevarende skade til følge. Desuden er det helt store mål fortsat New York. Jeg får forhåbentligt "comeback" på distancen i 2012, men driler astmaen, snupper jeg de kortere distancer. For jo, det er ikke mængden af eller længden på løbene, det kommer an på, men at man kommer af sted. Og nu er det på med løbeskoene.....Også fordi, at formen er mere rund end den er god :)