Jeg har fået mig en iPhone. OK, det er et par måneder siden, men jeg vil ikke påstå, at jeg er helt fremme i skoene (ej eller hvad angår ny teknik), men plejer bare at følge med som det tynde øl....
Telefonen kom i hus via arbejdspladsens medarbejderpakke. Var det ikke for den, var jeg nok ikke hoppet med på bølgen. Men nu var den der. Og hvad kan en sådan smartphone så? Tja, ringe, sms'e og tage billeder, men det kan de fleste mobiltelefoner jo. Mit første indtryk var da også, at det var et godt stykke legetøj, men efter et par måneder, er den nu en fast bestanddel af min hverdag.
Samme oplevelse havde jeg også, da jeg i 1997 fik internet. Det blev den gang brugt sporadisk, men gravede sig mere og mere ind i hverdagen. Det samme med Facebook. Jeg skulle på af nysgerrige grunde - i dag jeg er daglig bruger.
Nå, men den nye telefon er en god måde at tjekke og behandle sine e-mails og gå på internettet for at tjekke nyheder, togtider med videre. Og så er der mylderet af de såkaldte apps. Der er noget for enhver smag og en lynhurtig måde at tjekke nyheder, togtider, benzinpriser, hoteller, Facebook, Linkedin, Youtube, madopskrifter, lave træningsdagbog og beregne løberuter, bruge GPS og så videre, og så videre. Og de her apps er årsagen til, at jeg allerede er blevet meget glad for min iPhone, og tilfredsheden stiger i takt med, at jeg får dykket ned i apps-junglen. Men alt i alt et godt supplement til pc'en, aviser og tv.
Om det skal være en iPhone, Samsung, Nokia, HTC eller hvad ved jeg, har jeg ingen anelse om eller idé til. Det er vist et religionsspørgsmål, og det vigtigste for mig er, at "skidtet" virker, og det uden for mange dikkedarer.
Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og tjekke min iPhone!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar