Afdeling Q

Sidste år fik jeg i julegave af katten…..Jussi Adler-Olsens første tre bind om Afdeling Q. Og det var jeg glad for, for jeg følte mig nærmest socialt handicappet ved ikke at have læst de bøger, stort set alle talte om. Om end jeg ikke er den passionerede læser af krimier. OK, jeg fandt da stor glæde i Stieg Larssons Millennium-trilogi og det samme med flere af Leif Davidsens. Førstnævnte var enormt medrivende og spændende, mens Davidsen bruger sine erfaringer fra tiden som Øst-korrespondent for blandt andet DR i sine bøger, hvilket giver dem et løft. Ankepunktet ved dem begge og især Davidsen har så været, at bøgerne også har virket som en platform for forfatteren til at leve sine seksuelle fantasier ud, hvor man undervejs var i tvivl, om det var en krimi, du læste eller Linda Lovelaces selvbiografi…..

Nå, men i midten af januar tog jeg så fat på Afdeling Q, og undervejs begejstrede læsningen mig så meget, at jeg måtte sikre, at det 4. bind også landede på hylderne, så ventetiden bindene imellem blev mindsket mest muligt.

For jo, jeg blev - naturligvis? - meget, meget begejstret. Jussi Adler har en meget levende og flydende pen, og skriver på en medrivende måde, hvor der både er plads til gru, gåsehud, kuldegysninger og grin. Og så har han den særlige evne at lave de såkaldte cliffhangere, der gør, at du bare straks må læse næste kapitel. Og her på matriklen blev stort set hvert ledigt sekund brugt på bøgerne.

Ankepunktet er måske, at plottet i især de tre første bind er en kende for forudsigelig, og så irriterede det mig en smule, at der ikke var grænser for, hvor dygtige Carl Mørck og de øvrige i Afdeling Q er/var. Lige lovlig meget heltedyrkelse for min smag, men det trak dog ikke meget ned i oplevelsen.

Handlingen i alle 4 bind er grusom og ubarmhjertig, men Jussi Adler formår også at sætte et menneskeligt ansigt på den/de, Afdeling Q jagter, så det ikke kun bliver den godes jagt på den onde. Og du får indblik i baggrunden for de handlinger, den jagede har gjort. I alle fire bind sker handlingen i flere spor, hvor du følger både Afdeling Q og de(n) jagede, og det fungerer meget, meget fint.

Femte bind skulle komme til efteråret, og det glæder jeg mig allerede til, og håber, at katten vil betænke mig med dette i julegave. Og jeg glæder mig naturligvis også til filmatiseringerne af bøgerne, hvor Kvinden i buret skulle være på vej til optagelserne.

Opsummeret synes jeg, at Journal 64 (det 4. bind) er det absolut stærkeste, hvor det bygger på samme grundstamme, som de tidligere, men hvor Adler føjer flere dimensioner til. Det svageste var Flaskepost fra P (det 3. bind), hvor forudsigelighed og heltedyrkelsen bliver lige lovlig meget udtalt.

Men hermed anbefalet!