Ugens plader

Denne uge, der nu tæller på de sidste timer bød blandt andet på 3 albums, der meget vel kan stå højt på årslisterne, når året gøres op – i hvert fald her på matriklen. 2 danske og en udenlandsk:

Spleen United brød 4 års "tavshed" med School of Euphoria. Bandet står bag et af bedste danske debutalbums nogensinde, Godspeed into the mainstream fra 2005. Et album, hvor synths og guitarer samles i skøn forening, og leverede en række tidsløse sange. På 2008-efterfølgeren Neanderthal begynder bandet langsomt at gå i en mere elektronisk retning, og på deres seneste udslip tager de så skridtet fuldt ud. Elektronikkens veje og vildveje afsøges, men alligevel med genkendelsens glæde i musik og sang. Nogle numre fremstår som elektroniske ligegyldigheder, mens sange som Days of thunder, Euphoria og It's a wild life er mere end fine. Og én af de plader, der vokser for hver lytning. Jeg glæder mig nu til at opleve dem live og det sker 23. marts på Gimle.

Nikolaj Nørlund var også én, der i ugens løb brød album-tavsheden, 2½ år efter albummet Tid og sted. Jeg har med stor begejstring fulgt ham siden hans spæde begyndelse i Trains & Boats & Planes, men de senere år har han primært gjort sig som pladeselskabsejer og producer. Men når han selv indspiller, rammer han altid skiven. Det er også tilfældet på Alt sammen, lige nu, der har vakt stor glæde her på matriklen. Det er Nørlund classic, hvor han trækker på sit eget bagkatalog og inspiration fra primært Neil Young - det kan vi godt lide. Af albummets 10 sange, er det kun Set det før, der falder lidt igennem, mens Ned til søen, Iltmasken, Barbara og kærlighedshymnen Hemmeligheder sidder lige i skabet.

Lana del Rey er én kunstner, der er blevet meget hypet det seneste års tid. Og forventningerne til hendes debutalbum har været meget høje. De bliver ingenlunde skuffede. Jens Unmack kalder på sin blog musikken for voksen popmusik, og det er måske en meget rammende betegnelse. Der er sange til de stille stunder og sange til danseskoene. Hun synger med en nærmest Amy Winehouse’sk tilbagelænethed og selvfølgelighed, og albummet er et katalog over kærlighedens veje og vildveje, og virker som én stor kærlighedserklæring - dog uden at forfalde til klicheerne. Titelnummeret, Video games, National anthem og Dark paradise er værd at fremhæve. Det kunne være fint, hvis Roskilde bookede hende til årets festival.

Endelig var det nyt fra Martin Hall. Han er én af de kunstnere, jeg konsekvent samler på, så det nye album er naturligvis hentet hjem. Men hans seneste udgivelser, bortset fra genudgivelser, får ikke den store lytteopmærksomhed her på matriklen, og det bliver nok heller ikke tilfældet med den seneste. Men nu står den i hvert fald på hylden.

Og dermed kan der alt i alt ses tilbage på en fin, fin musikuge!