onsdag den 31. august 2011

Hvorfor har du ikke en kæreste?

Det spørgsmål bliver jeg nogle gange stillet. Standardsvaret plejer vist at være "at sådan har livet ikke villet det". Men jeg har besluttet at udvide repetoiret, så fremover kunne svarene også være:
  • If it ain't broke, why fix it?
  • Prøv lige at se på mig....
  • Vel en kombination af begrænset charme, dovenskab, rastløshed og utålmodighed
  • Jamen, jeg har en god smag, men det har pigerne også
  • Jamen, jeg er kræsen, men det er pigerne også
  • Jamen, jeg har ikke mødt en pige, hvis forældre har været så slemme ved hende, at hun ville straffe dem så meget
  • Der er grænser for, hvor desperat en pige kan være
  • Og endelig svare med et modspørgsmål: Hvorfor har du en kæreste?....
PS. Selvironi kan være anvendt....

onsdag den 24. august 2011

Karriereskifte - eller.....

I de seneste 10 år af min arbejdsmæssige karriere (eller karriere er måske så meget sagt....), har jeg primært gjort mig indenfor kommunikation eller som bureaukraten/"hofsnogen", som arbejdede/arbejder bag linjerne. Om jeg er god til det, må andre vurdere, men jeg trives med den type jobs. Og skulle jeg vælge karrierevej igen, ville valget nok falde på samme type og samme løbebane, som jeg hidtil har haft.

Men det er et stykke væk fra, hvad jeg drømte om som barn/"ung". Først ville jeg - som alle andre friske drenge - være professionel fodboldspiller, men det gav sig selv, at jeg ikke ville kunne gøre dette til en levevej! I stedet ville jeg gå i min fars fodspor og blive driftsleder på Ringsted Traadvarefabrik (i daglig tale "Tråden"). Senere hen var det politiker, journalist, økonomichef eller shippingmand, der stod på listen. De to sidstnævnte forsøgte jeg med mig efter handelsskolen, men ærgerrigheden og viljen var vist ikke indlysende - hverken hos mig eller de steder, jeg var til samtale.

Da jeg så efter værnepligten skulle vælge studium, stod Dansk, Sociologi, Folkeskolelærer, Teologi og Samfundsøkonomi også på listen, men valget faldt på Handelshøjskolen. Og da jeg kom på arbejdsmarkedet, ville vejene det sådan, at jeg rent faktisk fik (og har stadig) en kant til det politiske virke og det skrevne ord. Ret beset har min løbebane hidtil været præget af at vælge de muligheder, der tilfældigvis viste sig. Og måske et bevis på, at selvom man sætter sig for, at man "vil det og det", lander man et andet sted eller at man når sine mål via kringlede veje.

Som sagt ville jeg i dag vælge nøjagtig samme vej, som den, jeg hidtil har haft, men var der frit valg på alle hylder og alt andet lige - eller med en Lotto-gevinst på 10 millioner i baglommen - ville jeg vælge at blive gartner (eller noget med planteskole), havearkitekt eller åbne en ølbutik (ok, det kan mit helbred så ikke holde til....), en boglade eller en pladeforretning. For det er her, at nogle af mine interesser er. Og den dag, jeg forlader arbejdsmarkedet (til den tid, skal man vel være 80 år for at gå på pension...), vil jeg ikke blive overrasket over at finde mig selv som "pensionist"-arbejder på en planteskole eller som en pensionist, der ordner haver for andre. Og dermed gå i min morfars træsko, som i en alder af 80-85 år ordnede haver for de gamle på 70-75 år!

Well, det vil kun tiden vise, og p.t. nyder jeg i fulde drag mine arbejdsmæssige omgivelser, muligheder og udfordringer.

søndag den 21. august 2011

Plader, der ændrede mit liv #2

Som skrevet her, begyndte jeg i 1983-84 for alvor at samle på plader, og hvor The Police var stærkt medvirkende til at bevæge min musiksmag i en bestemt retning. Det betyder også, at jeg i 1986 er begyndt at lytte til blandt andet The Smiths, Cure, New Order, Fine Young Cannibals, Simple Minds og Depeche Mode. Og sidstnævnte udsender netop i 1986 albummet Black Celebration. Selv får jeg det i 18-års fødselsdagsgave.

Med det album tager Depeche Mode næste skridt ind i det mere sortrandede og melankolske univers, hvor teksterne kredser om S/M, underkastelse og kærlighedens skyggesider, og instrumenteringen får en tungere lyd. Og man fornemmer, at de efter nogen famlen på det foregående album, Some great reward, nu har fundet deres retning og egen tone.

Jeg havde lyttet til dem siden 1983, men med Black Celebration fanger de mig komplet og ligger grunden for en årelang begejstring - der fortsat er intakt, om end deres seneste albums har været en blandet oplevelse. Sange som Stripped, A question of lust og Here is the house er fortsat klassikere her på matriklen, og sange, hvor Martin Gore og Dave Gahan for alvor viser det store potentiale, de har sammen. Og som de senere forløser på især Violator-albummet.

Albummet snurrer flittigt på værelset, i dagligdagen og når der varmes op til byture på datidens Windmill og det stadig eksisterende Valdemar. Og bandet rammer midt ned i det brede publikum samtidig med, at det appellerer til det mere alternative publikum, der går under den noget latterlige betegnelse, indie.

Jeg skal ikke afsløre, om ogå S/M- og underkastelses-universet ramte mig...., men pladens melankoli og teksterne om kærlighedens vrangsider, satte toner og lyd på det, jeg selv følte og oplevede. Og giver mig en erkendelse af, det er den musik og lyd, jeg tiltales mest af. Den matcher meget godt de førnævnte grupper, men der i 1986 står jeg stadig i vadestedet mellem poppen/poprocken og den mere alternative scene. Og hvor også Heart, Toto, Europe, Madonna, Bon Jovi, Stock, Aitken & Waterman-projekterne med videre er en del af samlingen.

Disse kan jeg fortsat godt lytte til, og med glæde, men Black Celebration giver mig en erkendelse af, at mine pladekøb fremadrettet skal lægges andre steder, hvor nye veje skal afsøges. Det endelige skridt tages cirka et ½ år senere, hvor First and last and always med The Sisters of mercy hentes hjem. Det skriver jeg om senere.....

torsdag den 18. august 2011

Nick Hornby's High Fidelity

Én af mine absolutte yndlingsromaner er High Fidelity af Nick Hornby. High Fidelity er ikke en stor roman i klassisk forstand, men sjældent har jeg kunnet nikke så meget genkendende til nogle romanfigurer, som jeg gjorde, da jeg første gang læste romanen. Foruden at være spids, bidende, velskrevet og lårklaskendende morsom, rammer Hornby plet i beskrivelsen af musiknørder og deres kvaler med kærligheden og tilværelsen generelt. Det var som at kigge ind i sit eget spejlbillede - både skræmmende og morsomt!

Romanfigurerne nørder rundt i deres egne pladesamlinger, har en fuldstændig arrogant holdning overfor andres mere tvivlsomme musiksmag ("hvordan kan man være venner med nogen, der hører Tina Turner?", lyder det et sted i romanen) og tåger rundt i kærligheden, hvor mulighederne skal holdes åbne, med det resultat, at de ender med at blive lukket....

Hornby er samtidig mand for "spot on"-citater som blandt andet:

"Hvordan skulle man undgå at blive et menneske, der er tilbøjelig til at bryde helt sammen, når hans første kærlighed går galt? Hvad kom først, musikken eller følelsen af elendighed? Lyttede jeg til den musik, fordi jeg havde det elendigt? Eller havde jeg det elendigt, fordi jeg lyttede til den musik? Kan alle plader gøre én til melankoliker?"
 
"Og så kunne jeg give hende et par emotionelle råd, af dem jeg selv har fra min musikalske videns universiteter.....Jeg har brugt næsten tredive år på at lytte til folk, der synger om knuste hjerter, og har det hjulpet mig? Gu´ har det ej".

Romanen er desuden blevet filmatiseret, med John Cusack og danske Iben Hjejle, som de bærende kræfter. En ganske udmærket film.

Af hans øvrige bøger kan især Fever Pitch (Fodboldfeber) og Omkring en dreng anbefales. Begge er i øvrigt også blevet filmatiseret, og med et bedre resultat end High Fidelity. Især den engelske udgave af Fever Pitch rammer bogforlægget perfekt.

Forfatterskabet OG filmene er hermed anbefalet.

onsdag den 17. august 2011

Fra vikingeland til velfærdsstat til hæveautomat

Under ovennævnte overskrift, skrev én af mine absolutte yndlings-bloggere, Anne Sophia Hermansen, forleden i Berlingske om "Vores børn skal præstere mere i skolen, men selv gider vi ikke anerkende vigtigheden af at yde", for nu at bruge hendes egen kvidren på Twitter.

Endnu en gang rammer hun bulls-eye, og med vid, bid og humor. Hermed anbefalet: Fra vikingeland til velfærdsstat til hæveautomat

søndag den 14. august 2011

Plader, der ændrede mit liv #1

Inspireret af med-bloggerne Virkeligheden findes kun i Nordvest og Baunblæk, vil jeg over det næste stykke tid og med uregelmæssig frekvens, blogge om plader, der ændrede mit liv. Her vil jeg komme omkring Neil Young, Olesen-Olesen, Depeche Mode, Martin Hall og Sisters of mercy.

Men jeg lægger ud med The Police, og albummet Synchronicity. Albummet udsendes 1. juni 1983. Cirka 1½ år forinden er jeg for alvor begyndt at købe plader og følge med i musikblade og de musikudsendelser, der på den tid primært blev sendt på tysk tv. Udgangspunktet for mine køb er hitlisterne i Bravo og Vi Unge, hvor sangene enten bliver optaget fra datidens Hej P3 eller hentet på single hos pladepushere som Nyholm-Olesen og Lydbølgen. Enkelte LP'er bliver det også til - primært opsamlinger som For fuld musik og så Shu-bi-dua.

I maj 1983 ser og hører jeg første single fra Synchronicity, monsterhittet Every breath you take. En flot video og en uopslidelig sang. På det tidspunkt kender jeg lidt til Police. Primært fra single-samlingen i ungdomsklubbens diskotek, hvor Don't stand so close to me og Every little thing she does is magic flittigt bliver spiller. Også når jeg agerer DJ....

Every breath you take optager jeg fra Hej P3, men da jeg et par måneder senere hører jeg single nummer 2, Wrapped around your finger, er jeg helt solgt, og Synchronicity bliver hentet hjem for mine surt tjente penge fra Dagbladet. Resten af sommerferien, hele efteråret og foråret 1984 bliver albummet spillet konstant. Samlingen var da heller ikke så stor. Foruden de førnævnte sange, rammer King of pain, Tea in Sahara og Synchronicity II plet.

Udover, at Police er med til at bevæge min musiksmag væk fra euro-disco, kystbanerock med videre, antænder de også det samlergen, der stadig er en stor del af mig. De bliver det første band, jeg begynder at samle op på, og inden 1984 er omme, er bandets 4 første albums hentet hjem, hvor især Ghost in the machine og Outlandos d'Amour gør Synchronicity rangen stridig som min yndlingsplade med Police - og rent faktisk stadig som blandt de bedste plader i min samling.

Mit kendskab til københavnske pladeforretninger, og for den sags skyld udenlandske, er på det tidspunkt ganske begrænset, og internet-handel var ikke en gang science fiction. Og derfor var jeg ved at blive idiot over, at jeg ikke kunne få fat i bandets første single, Fall Out, der ikke var med på nogen plade, samt soundtracket til Brimstone & Treacle. Sidstnævnte finder jeg langt om længe i 1989 - i New York - mens Fall Out kommer i hus med boxsættet Message in a box.

Foruden at forsøge at gøre samlingen komplet, følger jeg især forsangeren, Sting, tæt. Ved siden af Police forsøger han sig også som skuespiller, og jeg ser ham første gang i science fiction-filmen Dune. Såvel den gang som nu, siger science fiction mig ikke det store, men Sting var med i den, så den måtte ses.

I forbindelse med Synchronicity, tager bandet på endnu en verdensomspændende turné, der også fører dem til Danmark. Men jeg kender ingen, som også hører Police, og at tage alene til koncert i Brøndby-Hallen, var lidt for "farligt" for den 15-årige Søren. Efter turneen gik de hver til sit, men for 4 år siden blev de samlet igen. Denne re-union betød også endnu en verdensturné, og 1. september 2007 stod jeg klar i Aarhus og fik et af mine største koncertønsker opfyldt.

I kølvandet på Police-pausen, får Sting en succesrig solo-karriere, og jeg oplever ham også to gange live, men i takt med, at min egen musiksmag tager andre veje og at Sting får mere og mere præg af verdensfrelser - i tæt konkurrence med U2's Bono - kølnes det forhold.

Men Police står stadig mit hjerte nær og var som nævnt det band, der først bragte mig ned af pladesamlerens vej og skærpede min musikinteresse.

tirsdag den 9. august 2011

Kommende pladekøb

Sommeren er ved at gå på hæld, i hvert fald ifølge kalenderen, og det betyder også, at strømmen af nye plader begynder igen. Og når man går listerne over kommende udgivelser igennem, ser efteråret ud til at blive ganske spændende.
Min egen liste ser nogenlunde således ud:
  • Mikael Simpson
  • I got you on tape
  • Jonas Bjerre
  • Kasabian
  • Björk
  • CSS
  • Kooks
  • Drums
  • Wilco
  • Rapture
  • Lars H.U.G
Dertil kommer allerede udgivne plader og genudgivelser, ligesom der ganske givet dukker p.t. for mig ukendte plader op i løbet af den kommende tid.

De største forventninger har jeg til Simpson, I got you on tape, Kasabian og Björk. Man ser frem til musikken!

søndag den 7. august 2011

Årets første titel til Manchester United

Men en sejr på 3-2 over de støjende naboer, Manchester City, sikrede Mancehster United i dag årets første titel, Community Shield. Og det med lovende takter fra såvel bærende som yngre kræfter, hvor især Rooney, Nani, Welbeck og Smalling strålede. De herlige højdepunkter kan ses her:


Manchester United - Pride of the North

lørdag den 6. august 2011

Snart Premier League

I morgen skydes verdens bedste fodboldliga (i hvert fald i min optik), Premier League, i gang. Og det sker med den traditionsrige Community Shield mellem mestrene og vinderen af FA Cup'en. Det vil i år sige Manchester United og deres støjende naboer, Manchester City (fodboldens svar på cykelholdet Team Leopard-Trek).

Overskriften på årets sæson er meget vel "Jagten på United" eftersom, at de er regerende mestre og nu har rekorden med flest mesterskaber - 19 and still counting....

Forfølgerfeltet og dermed titelkandidaterne er "the usual suspects": Arsenal, Tottenham, Liverpool, Manchester City og Chelsea.

I det felt må Arsenal og Tottenham være de svageste led. Arsenal smed sidste sæson for gud-hvilken-gang gode muligheder for titel og succes i Europa på gulvet, og synes at mangle overskuddet til en hel sæson. Dertil kommer, at truppen over sommeren har været præget af uro om Fabregas' og Nasri's fremtid. Holdet er uden synlige forstærkninger - om end, det vil være en forstærkning, såfremt det lykkes dem at få solgt Nicklas Bænk-ner... - men omvendt skal man aldrig undervurdere én af verdens bedste trænere, Arsene Wenger.

Uro i truppen har Tottenham også været præget af. Især med hensyn til Modric's fremtid. Men ellers synes truppen intakt, med uden synderlige forstærkninger, og spørgsmålet er, om det er nok til at gå hele vejen. Uagtet, at de i Redknapp har én af spillets mest snu trænere.

Straks mere fidus har jeg til Liverpool. Det er 20 år siden, at holdet sidst blev mestre, men i vinters kom Kenny Dalglish tilbage i trænersædet, og det er som om, at det gav holdet en enorm styrke. Foråret gav fine resultater, og med stærke nyindkøb i form af briterne Henderson, Downing og Adams, ser holdet ud til at være forstærket på væsentlige pladser. Og mindre sårbare overfor skader hos især Kaptajn Gerrard. Dertil kommer, at vinterens køb, Carroll og Suarez, har fået mere tid til at vænne sig til klubben. I min optik kan Liverpool blive Uniteds hårdeste konkurrent til titlen, og jeg ønsker dem velkommen tilbage i toppen - der, hvor de hører til!

Uniteds støjende naboer, Shitty, har vanen tro været meget flittige på spillermarkedet, hvor dyre spillere er blevet hentet ind i forsøget på at købe sig til en mesterskabstitel. Spørgsmålet er, om dyre spillere er nok i længden. Jeg tvivler på, at manageren, Roberto Mancini, har de fornødne evner til at få holdet til at hænge samme og fungere som en helhed. Og vil de dyrt indkøbte spillere dø for holdet eller tænker de mere på pengene i banken. Og har de nyrige ejere tålmodigheden, såfremt resultaterne udebliver.... Men med de spillere, Shitty kan mønstre, skal de indregnes blandt de absolutte favoritter til titlen. Skulle de hente den hjem, vil det dog være et tab for fodbolden, men måske det bare er mig...

Chelsea er som altid oplagte titelkandidater. Klubben fyrede i sommers Ancelotti og hentede i stedet én af de største trænertalenter p.t., André Villas-Boas. Og som kommer med stor succes i Porto med i bagagen. Truppen synes at være stort set uændret, og det kan blive en ulempe. Gennemsnitsalderen for de bærende kræfter er høj, men en ny træner kan puste nyt liv i holdet. Måske han også kan puste liv i tøsebarnet Fernando Torres, som Chelsea hentede i Liverpool i vinterpausen for omkring 500 mio. kr,., og som i foråret var en omvandrende fiasko....

Endelig er der så Manchester United - mit eget hold! Holdet har sagt farvel til én af verdens bedste målmænd, Edwin van der Sar, samt klubmænd som Scholes, Neville, Brown og O'Shea. Ind er kommet stortalentet Rob Jones, Ashley Young og David de Gea på målmandsposten. Dertil kommer, at flere af de udlejede spillere nu er tilbage i truppen. Mange mente, at Uniteds hold sidste sæson var et af de svageste i mange år. Et mesterskab og en Champions League-finale synes at være modbeviset på dette! Og i min optik er holdet ikke svagere end sidste sæson, og samtidig har Sir Alex en legendarisk evne til at sætte truppen og holdet sammen, og time det optimalt.

Opsummeret er mit bud på top-6 følgende:

1. Manchester United
2. Liverpool
3. Chelsea
4. Manchester City
5. Tottenham
6. Arsenal

For mit eget vedkommende betyder sæsonen, at jeg vil være på Old Trafford den 7. april, hvor United spiller mod QPR. 2 dage senere opleves ganske givet en mere inferiør kamp mellem Everton og Sunderland (Manchester United Light, om man vil....).

Lad bolden rulle og må det blive en medrivende sæson. Glory, glory Man United!

PS. Ovennævnte er skrevet, mens transfervinduet fortsat er åbent, og meget kan derfor nå at ske - både i form af salg og især køb

torsdag den 4. august 2011

Man gjorde et barn fortræd!

De seneste dage har der i medierne været sporadisk dækning af den tragiske begivenhed i Øster Højst, hvor den kun 15 måneder gamle Tobias mistede sit liv. Og da jeg læste blandt andet denne artikel fra Berlingske tonede en stor klump i halsen frem og tårerne trillede ned af mine kinder.

Jeg skal ikke vurdere myndighedernes ageren i sagen, gætte i baggrunden for og motivationen til vold med videre, men blot stille spørgsmålet: Hvordan kan man få sig selv til at gøre et barn så ondt? Der er jo ikke tale om en lussing i affekt, men mindst 80 skader, heriblandt kraniebrud. Skader, der ingenlunde er selvforskyldte. Der er ingenting - INGENTING - der kan retfærdiggøre sådanne handlinger. Ikke en gang en procentdel af dem. Er det moderens samlever, som gjorde det, kan man spørge om, hvorfor hun så ikke reagerede. Et barn har krav på beskyttelse og større beskyttelse end én selv, så eventuel egen frygt for samleveren vil aldrig - ALDRIG - være en legitim undskyldning.

Spørgsmålet er nu, hvordan moderen og hendes samlever kan se sig selv i spejlet? Måske et ligegyldigt spørgsmål, for deres samvittighed - eller mangel på samme - giver dem næppe dét problem. Lidt ligesom sagen med hende pigen, som fik hældt syre ned over sig, med skader for livet, men hvor hendes mor og moderens samlever gik fri, da beviserne manglede.

Hvor er de sidste procent af samvittighed, der gør, at du ikke banker din baby til lirekassemand, smider din baby ind i ovnen eller op på kogepladen, knalder din egen datter eller sælger hende til andre mænd og så videre?

Heldigvis er disse to de sjældne tilfælde, men det er altid værd at huske på, at børn, og for den sags skyld husdyr, ikke selv har valgt at bo hos én, og derfor skal man behandle dem ordentligt og opføre sig ordentligt og redeligt. Længere er den ikke. Længere er den ikke....

onsdag den 3. august 2011

Et spot on blog-indlæg!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på debattøren, bloggeren med videre, Anne Sophia Hermansen, som slår sine folder i blandt andet Berlingske.

Som der skrives blogger hun "om puddelmænd og kvindelige dræbersnegle, singlekultur, designerbørn og generationen, der hellere vil have et samtalekøkken end tage et samfundsengagement". Og det må man nikke genkendende til, og hendes indlæg efterlader altid eftertanke, genkendelse og grin - mange grin, fordi hun rammer så præcist!

Og hendes seneste, om midtvejskrisen, er tæt på at være ét af de bedste, jeg har læst fra hendes hånd og ånd - og det siger ikke så lidt. Jeg skal ikke afsløre, hvad jeg nikkede genkendende til, hvad der efterlod stof til eftertanke og hvad der fik mig til at grine......., men læs det selv. Og følg hendes blog - også selvom, man ikke altid er enig, men kontrasten, uenigheden, udfordringen og så videre er ofte også den, der får os til at se tingene fra anden side - og det skader aldrig.....