tirsdag den 29. september 2015

Berlin Marathon 2015

Benjamin, Søren og Martin - Klar, Parat, Start
I maj 2014 besluttede jeg, at jeg i 2015 igen ville forsøge at løbe et marathon. På det tidspunkt var det 5 år siden, at jeg havde "løbet" mit seneste - nummer 18 i rækken.

I efteråret blev planerne mere konkrete, hvor rejsen til Berlin Marathon blev bestilt og betalt. Og det sammen med Benjamin, Martin og Kenneth. På det tidspunt var træningen langsomt begyndt at tage form, og 27. september 2015 syntes meget langt væk.

Månederne gik, kilometer-kontoen steg, skaderne kom og gik og kom igen, men alligevel så jeg med fortrøstning frem til igen at skulle tage livtag med distancen. I begyndelsen af august var jeg dog ved at smide håndklædet i ringen, da jeg var stærkt plaget af en overbelastningsskade i venstre hofte. En skade forårsaget af dumstædighed, hvor jeg mente, at jeg sagtens kunne træne, som jeg gjorde for 13-15 år siden, og derfor afviste alle velmente råd. Jeg ved bedre nu!

Men lørdag morgen var der afgang fra Ringsted. Desværre uden Kenneth, som blev skadet undervejs i træningen. Først på eftermiddagen landede vi ved løbemessen i den gamle Tempelhof Lufthavn. Nummerudleveringen forløb nemt og hurtigt - tysk organisation, når det er bedst. De mange fristelser på standene ved messen sprang vi over - så interessant var udbuddet heller ikke.

I stedet satte vi kursen mod hotellet - den burde have taget 20 minutter, men tog knapt to timer. Bymidten var nemlig spærret af på grund af, at rulleskøjteløberne var ude på distancen. Men vi kom frem til det meget centralt beliggende hotel - tæt ved startområdet og hovedbanen.

Vi blev indlogeret, og begyndte de sidste forberedelser inden den store dag. Udpakning, påfyldning af væske og kulhydrater og afslapning. Undervejs blev det også til en dejlig aftentur i den smukke by.

Søndag morgen stod jeg så klar til mit fjerde marathon i Berlin - men det bliver ikke det sidste. For selv om jeg fortsat har lidt ondt i fødderne, er jeg klar til at gøre det igen.

Selve løbet gik (!!) som forventet. Jeg kom rundt i tiden 4:21, hvilket er godkendt, uden at være prangende. Vægt, form og alder skal også tages i betragtningJeg lagde roligt ud, og kunne mærke, at jeg egentligt havde det meget godt. Benene fulgte med og depoterne var fyldt helt op. Efter knapt 22 km. kunne jeg for alvor mærke muskler i mine ben, som jeg ikke anede eksisterede. Og fra 32 til 38 km. var jeg for alvor i krise, hvor kilometertiden bare blev længere og længere. Det mest frustrerende var, at jeg løb med energi og overskud, men benene ville bare ikke med. Men heldigvis mærkede jeg intet til min skade.

Men den kolossale opbakning fra mere end 1 mio. tilskuere langs ruten var også med til at bære én rundt. Og især på det sidste stykke, og da jeg kunne skimte Brandenburger Tor og dermed målstregen. Fornemmelsen da jeg krydsede målstregen var nøjagtig den samme som tidligere – hvis ikke større.

Og det var et meget flot løb. Sol, 18-20c, 40000 løbere og fantastisk stemning langs ruten. Musik, medlidende blikke og jublende børn, som stak hænderne frem, så de trætte løbere kunne give/få et klap. Mange steder på ruten stod publikum så tæt på os løbere, at det næsten var ligesom cykelrytterne på Alpe D'Huez. Fantastisk. Men alle tog hensyn til hinanden. Både publikum og løberne. Stemningen var så fantastisk, at jeg nærmest havde gåsehud hele vejen rundt, og var flere gange ved at tude - af bar glæde. Og tårerne fik frit løb, da jeg endelig krydsede målstregen.

Efter løbet mødtes vi på hotellet og kunne klappe hinanden på skuldrene over, at vi havde sat os et mål, gået efter det og nået det! Martin kom rundt i 5:45 og Benjamin i imponerende 3:13. Det blev fejret med et par øl på værelset og god tysk mad ude i byen.


Selfie ved Muren
Mandag var dagen for hjemturen, men inden, at kursen blev sat mod Danmark, tog vi lidt tid til sightseeing i byen, jeg aldrig bliver træt af. Her fik vi sat hak ved Rigsdagen, Brandenburger Tor, det jødiske mindesmærke, Hitlers bunker, Muren og Checkpoint Charlie. 

Og kl. 19.00 ramte vi igen byskiltet i Ringsted, og restitutionen kunne for alvor begynde. For vi var alle godt mærkede, men det gjorde ikke så meget, for det var en meget vellykket og hyggelig tur.

Og det er nu tid til at sætte nye mål. I 2016 har jeg allerede plottet Copenhagen Marathon ind i kalenderen. Her skal der tages revanche for skader og forkert træning, og tiden fra Berlin skal slås. Måske jeg forinden også lægger Rom, Hamburg eller Paris Marathon i kalenderen. 

På den "korte" bane stiller jeg på søndag til start i Eremitageløbet - dog som en ung kvinde på 27 år, idet jeg løber i ældsteniecens navn. Tre uger efter skal jeg prøve at lægge arm med mit første 6 timers løb. Det finder sted i Albertslund, hvor målsætningen er at nå de 50 km. - skulle der sættes mere ind, vil det være ren bonus.

For ja, jeg er igen blevet ramt af en løbe-virus, og motiveres især af det at sætte mig et mål, gå efter det og nå det, men også at vise overfor mig selv, at jeg kan - og vil.

Så nu fortsætter jeg rejsen mod nye mål. Mere om dem med ujævne mellemrum her på bloggen.

torsdag den 24. september 2015

At tabe sig

Da jeg i maj sidste år besluttede, at jeg ville løbe en marathon i 2015, var det ikke "kun" med løbet for øje - det at sætte sig et mål og gå efter det. På det tidspunkt vejede jeg 105 kg., så målet var også et vægttab.

Min egen selverkendelse var vist ikke den mest krystalklare, for nok mente jeg, at jeg vejede lidt for meget, men så heller ikke mere. Derfor var målet også et vægttab på 10 kg. I hvert fald i første omgang. For jeg er jo kraftig bygget, har store knogler og har let ved at tage på. Var mine forklaringer....

Vægttabet skulle nås gennem træning og lidt kostomlægning, hvor der skulle skæres ned på kartofler, pasta, ris og slik. Og nok også på øl- og vinforbruget, men jeg skulle jo også nyde livet!

Set i bakspejlet var det den rette tilgang. Sætte nogle delmål og justere i det små. Men den var også naiv, for inde i mit hoved var endemålet cirka 90 kg. - længere kunne jeg da ikke komme ned. Og så skulle jeg have taget dybere fat på kosten.

Men i løbet af et års tid får jeg skåret 13 kg. af vægten - som nettotab. Det var en hård kamp, hvor vægten i perioder stod helt stille. I dag er jeg nede på 87 kg., men det stopper ikke der. For jeg har erkendt, at mine undskyldninger om kropbygning og knoglestruktur hører til i "forklar-mig-røv"-kategorien, ligesom jeg sagtens kan justere endnu mere på kosten, uden at jeg af den grund føler mig værende på kur eller er en livs-snyder.

Den erkendelse kan jeg takke henholdsvis min fysioterapeut og min gode veninde, Lisbeth, for. Så for et par uger siden blev kosten lagt yderligere om. Væk med Havre Fras og sodavand, og ind med Havregryn, vand og endnu mere salat og sunde grøntsager. I løbet af de uger har jeg smidt 3 kg. Det uden øget træningsmængde.

Jeg kan mærke, at jeg føler mig bedre tilpas, længslen efter sukker er næsten væk, men også kun næsten, og at jeg er inde i den gode spiral, hvor jeg tænker endnu mere på min kost og føler velvære ved at handle og spise sundt. Maden kan fortsat være lækker og nærende, selv om det er salat og grøntsager, suppleret med fisk, kylling og andet magert kød. Jeg er dog ikke blevet helt frelst, og nyder da også øl og rødvin en gang i mellem, men også her ved jeg, at forbruget fremover bliver skåret betragteligt.

Bagsiden har været, at garderoben skulle udskiftes, hvilket også gør et betragteligt indhug i økonomien. Men den pris betaler jeg gerne, og det tøj, der er blevet for stort, er afleveret til genbrug. Jeg får ikke brug for det igen, for jeg kommer ikke tilbage til den tidligere vægtklasse!

Jeg har ikke noget endemål, men i første omgang sigter jeg mod 80 kg - måske ved udgangen af 2015. Det er ikke urealistisk. Det gode ved denne rejse er, at det har været helt uden diverse kure, men "kun" lettere kostomlægning og træning - og så meget træner jeg heller ikke.

For mit eget vedkommende har driverne for den været at erkende, at du vejer for meget - også når du har tabt en del kilo - øget velvære og så især inspiration og indpiskning fra andre, for det er svært at holde fokus alene.

Vægtrejsen får forhåbentligt også en positiv effekt på min løbetræning, hvor jeg kommer til at løbe stærkere og især begrænser belastningen af knæ og fødder. Men lige nu glæder jeg mig til de øl og den tunge, tyske mad, der skal indtages på søndag, når Berlin Marathon forhåbentligt er veloverstået!

mandag den 21. september 2015

Top 10 - U2

I disse uger er irske U2 på turné i Europa, og på Facebook kan jeg se, at flere af dem, jeg kender, er blandt publikum. Bulletinerne er også, at U2 endnu en gang leverer varen og dermed nogle fantastiske koncertoplevelser.

Nu er jeg ikke selv den største U2-fan, men oplevede dem i Horsens i 2010. En af de helt store oplevelser, og havde de på denne turné lagt vejen forbi andedammen, havde jeg også forsøgt at indløse billet. For bandet - som mange elsker at hade - har lavet mangt en ørehænger, der også går lige i hjertekulen, og så er jeg lidt af et koncertdyr. Om end frekvensen er dalet noget de senere år.

Men turneen er også en god anledning til at lave en top-10 over deres bedste sange, lyttet med min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag - i prioriteret rækkefølge:
  1. With Or Without You
  2. New Year's Day
  3. Beautiful Day
  4. One
  5. Stay (Faraway, So Close)
  6. All I Want Is You
  7. Stuck in a Moment You Can't Get Out Of
  8. Pride (In The Name Of Love)
  9. Sunday, Bloody Sunday
  10. Miss Sarajevo
Jeg runder af med bandets bedste sang - naturligvis i en liveversion:

fredag den 18. september 2015

At være taknemlig

Forleden modtog jeg en e-mail, hvor afsenderen fortalte, at hans hustru lå for døden - og det i en alt, alt for ung en alder. Samme dag havde jeg læst en ny løber-blog på Politiken, hvor journalisten fortæller, at han begyndte at løbe den dag, hans 6 årige datter tabte kampen til kræften.

To historier, der trak tårer, og som gør det igen, nu hvor jeg tænker på dem. Men de fik mig også til at tænke over, om jeg er god nok til at være taknemlig over de ting, jeg har, og husker at værdsætte tingene mens, jeg har dem og mens, de er her.

Ret beset er jeg, i en alder af 47 år, et andet sted end jeg drømte om, da jeg var barn og ung. Og mange af de ting, jeg drømte om den gang, har jeg ikke nået. Eksempelvis ægteskab og børn.

Men jeg har meget at være taknemlig for.

Jeg har nogle nære venskaber med nogle af bedste mennesker, jeg har mødt. Måske nogle af de bedste mennesker, der findes. Rummelige, omsorgsfulde, livsglade og med hjerter af guld.

Jeg har et arbejde, jeg er god til, og hvor jeg bliver værdsat af såvel min chef som mine kolleger. Og som er rimeligt vellønnet, hvilket også betyder, at jeg har rum til at gøre ting, jeg gerne vil - rejser, koncerter og andre oplevelser. Ting, der også giver livet værdi.

Jeg bor i et dejligt hus, i et skønt kvarter. Tæt på den natur, jeg sætter så stor pris på og med rigtigt godt naboskab.

En lille, men dejlig familie, og hvor ældsteniecens lille datter, er den nye hovedperson, det nye centrum.

Selv føler jeg mig mestendels glad, fri og lykkelig, og nyder livet og tilværelsen så meget som muligt. Nogle gange glemmer jeg dog at leve livet, være tilstede og nyde nuet.

Men ovenstående historier gør også, at jeg aldrig vil tage tingene for givet, men kæmpe for dem hver dag. Vise og fortælle, hvor taknemlig jeg er, for de ting, der er i min tilværelse.

Det er ikke altid, at jeg husker på dem, men det er så også dem, der bringer mig tilbage, når livet gør modstand - og det gør det fra tid til anden.

Men tak til jer alle, som er i min tilværelse, og som er med til at give den værdi.

Jeg runder af med Steffen Brandts eviggyldige ord: "Kys det nu, det satans liv. Og grib det, fang det før det er forbi".

onsdag den 16. september 2015

Hounds Of Love - 30 år efter

Det er i dag 30 år siden, at Kate Bush udsendte Hounds Of Love. Et album, der må betegnes, som hendes absolut største kommercielle succes. Og måske hendes bedste album.

Da albummet udkommer kender jeg ikke så meget til hende. Wuthering Heights og Babooshka havde jeg stiftet bekendtskab med, men det var så også det.

Men da single-forløberen Running Up That Hill udkommer, er jeg straks fanget og singlen bliver da også hentet hjem til samlingen. Jeg husker, at det ikke så meget var selve musikken, jeg blev fanget af, men hendes stemme. En stemme, der lød helt anderledes end, hvad jeg ellers kendte. En dybde, men også skrøbelighed og melankoli.

Selve albummet bliver dog ikke købt på udgivelsesdatoen, men først sidst på året, hvor jeg henter den i den lokale Pladebørsen. Vist nok i forbindelse med forretningens ophørsudsalg. De følgende måneder lytter jeg meget til albummet, men det bliver ikke rigtigt hos mig i årene efter, overskygget af den sortklædte surmulerkult, jeg lytter mere og mere til. 

Især A-siden på albummet bliver lyttet meget. Det er her, at de mere hitsprægede og tilgængelige sange er. Især første-singlen og Cloudbusting. B-siden er mere konceptuel, og er langt fra det, jeg ellers lytter til - støjende guitarer eller hitliste-pop. Jeg husker dog, at Watching You Without Me blev lyttet en del, men når jeg i dag hører sangen, tænker jeg, at det mere skyldtes, at titlen applelerede til min mere melankolske og romantiske side.

Den seneste måneds tid har jeg igen lyttet en del til albummet, og tidens tand har været mere end nådig ved det. Det fremstår fortsat meget vitalt og homogent. Og for mit eget vedkommende endnu stærkere end ved udgivelsen. Cloudbusting er fortsat albummets absolutte fyrtårn, men en sang som Mother Stands for Comfort er meget stærk og vedkommende, og med en eviggyldig tekst.

Tillykke til Hounds Of Love med jubilæet, og tak for mange gode stunder i dit selskab.

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:

mandag den 14. september 2015

Copenhagen Half Marathon 2015

Søndag løb Copenhagen Half Marathon af stablen, og her var jeg også at finde i startfeltet - sammen med flere end 24000 andre løbere.

Det var ellers ikke et løb, jeg havde lagt ind i kalenderen som led i træningen frem mod Berlin Marathon 27. september. Men efter en skadesperiode, var jeg sat noget tilbage, træningsmæssigt. Så da en kollega havde to billige startnumre til salg, var beslutningen egentlig meget nem. Så sammen med min gode veninde, Lisbeth, blev de snuppet. 

Hun havde løbet Skovløberen sidste søndag - også en halvmarathon - men det var ingen hindring for at snuppe én mere. Og for mit eget vedkommende, kunne løbet så tjene som en sidste test inden Berlin - og mærke, hvor jeg står inden dét løb. Også ovenpå min overbelastningsskade.

Kl. 11.15 gik starten, og selve startområdet var delt op i grupper, al afhængig af forventet sluttid. Det tog lidt tid før, at løbet var givet helt frit, men det betød ikke noget, for din tid begyndte først, når du havde krydset startstregen.

Ruten var afspærret og godt mærket af, og stort set overalt var godtfolk fra nær og fjern troppet op for at heppe løberne rundt, ligesom der var musik og salsadans flere steder. Det giver altid det sidste kick. Så både stemningen i feltet og langs ruten var i top. 

Selve ruten var rimelig flad, og ledte os gennem Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro, havnefronten, midtbyen og Østerbro, så hele København blev taget godt i brug.

Vejrmæssigt var vi også rimelige heldige. Det regnede hele morgenen, men da startskuddet gik, klarede det op, og først efter halvanden time ude på ruten, begyndte det igen at dryppe lidt. Der var også en del vind, men generelt et godt løbevejr.

Selve logistikken omkring løbet fungerede mere end perfekt. Det var nemt at finde bagageindleveringen og ude på ruten, var depoterne noget nær perfekte. Der var opstillet væske i begge sider af vejen, og med rigelig plads. Det er noget, du som løber sætter stor pris på.

For mit eget vedkommende kom jeg rundt på 1:58, og det var godkendt. Jeg kom under to timer, og fik samtidig passet på mig selv, så skaden ikke brød op igen. Jeg mærkede lidt til den, men ikke mere end, at jeg havde en god oplevelse. Benene føltes også gode, så jeg burde være klar til at tage livtag med marathondistancen om under to uger. 

Lisbeth løb på 1:54, men hun løber også godt og stærkt. Jeg noterede også, at de andre løbere fra den lokale løbeklub, RIMO, samt andre, jeg kendte, også havde haft et godt løb og en god oplevelse. Herligt.

Så alt i alt en rigtig god løbeoplevelse. Nu fortsætter træningen frem mod Berlin Marathon. Eller det vil ret beset sige nedtrapningen frem mod det.

lørdag den 12. september 2015

FFS i Tivolis Koncertsal

For et par uger siden skrev jeg om det nye album med FFS (Franz Ferdinand og Sparks). Torsdag gav de så koncert i Tivolis Koncertsal, hvor jeg var at finde blandt publikum. Her var jeg spændt på, om bandets meget elektroniske og ørehængende sange kunne sparkes ud over scenen - og på, hvad der ellers ville blive spillet udover deres fælles sange. Vi var forinden blevet lovet, at der ville komme afstikkere til begge bands bagkatalog.

Franz Ferdinand havde jeg oplevet live et par gange tidligere, mens Sparks var mere eller mindre ukendt land for mig. Og efter lidt god mad i Kødbyen, var vi kl. 19.30 klar til høre og opleve, hvad bandet havde at byde på.

Men først skulle vi gennem et opvarmningsband, der lød til at have en del at byde på, men koncerten var desværre præget af en elendig og skrattende lyd.

En time efter gik hovednavnet så på, og 80 minutter senere blev det klappet og piftet af scenen efter en forrygende fest, der ramte durkt i danseskoene, mellemgulvet og hjertekulen.

Der blev lagt ud med den hjerteskærende Johnny Delusional, der blev afleveret med indlevelse, overbevisning og energi. Og så var niveauet lagt. Bandet var meget velspillende, og de to absolutte frontfigurer, Alex Kapranos og Russell Mael fjollede rundt på scenen, med dans og teatralske bevægelser - på den gode måde - samtidig med, at de sang med indlevelse og nærvær.

Spilleglæden strålede ud af bandet og nogle gange kunne man sidde og tænke, om det var en teaterkoncert, du var vidne til. Det gav noget kant til de "normale" koncerter, jeg ellers render til i tide og utide.

Hvad angår lyden blev den rettet op efter opvarmningen, og var ret god, hvilket også gav koncerten et løft. Selv om jeg generelt er noget tonedøv

Repertoiret lå, som nævnt, på deres fælles album, hvor især Johnny Delusional, Call Girl, Things I Won't Get og Save Me From My Self lyste op. Koncerten var med siddepladser, men de blev straks omdannet til ståpladser, når klassikerne fra begge bands blev fyret af. Der blev danset - selv den grå og kedelige bankmand begyndte at "svinge" hofterne... - og klappet, mens FFS havde salen i deres hule hånd. Sparks-klassikeren When Do I Get To Sing "My Way" satte salen i brand, men vi var begge enige om, at koncertens absolutte højdepunkter var Franz Ferdinand-numrene Do You Want To og Take Me Out. Med en forslidt kliché, så sad de lige i skabet!

Så alt i alt en rigtig god koncert, i godt selskab. Og jeg giver den 5 ud af 6 stjerner.

onsdag den 9. september 2015

Indkøb hos Best Of Beers

Nok holder Ugens øl pause her på bloggen - og i hverdagen - men det betyder ikke, at der ikke bliver hentet lidt øl hjem til skabene. Og forleden sendte jeg en bestilling af sted til Best Of Beers, der er webshoppen for Vinspecialisten i Aalborg. Det var mit første køb der, men absolut ikke det sidste!

Best Of Beers skriver, at de har et af de største udvalg i øl. Jeg skal ikke sige, om det er tilfældet, men udvalget er overvældende. Alene fra Danmark forhandler de 22 bryggerier, ligesom andre gode øllande i Europa samt USA vidt repræsenteret.

Hjemmesiden er opdelt efter lande og derefter bryggerier. Der er billeder af langt det meste udvalg, og en meget kort tekst, eksempelvis alkoholstyrke og øltype. Der mangler en beskrivelse af selve øllen, men her henvises der så til RateBeer. Men det er meget nemt at orientere sig i udvalget og gå på opdagelse i det. Prisniveauet er ganske rimeligt, og i underkanten af, hvad der ses hos ølpushere i det københavnske.

Selve leveringen trækker også meget op. Jeg bestilte øllet fredag morgen og dagen efter ringede pakkeposten på døren, stående med en fin kasse fra Best Of Beers.

Hvad angår mit eget indkøb, koncentrerede jeg mig om det skandinaviske udvalg. Og primært Amager Bryghus. Bryggeriet ser jeg ikke så ofte på mine lokale kanter, men er at tælle blandt landets absolut bedste bryggerier - i min optik. Fra bryggeriet bestilte jeg blandt andet Batch 1000, Black Nitro Dark IPA og Gone Porto.

Det blev også til lidt norsk og svensk - der laves nemlig meget godt øl på de kanter. Blandt andet hentede jeg den spændende Hypnopompa fra Omnipollo og Dark Force fra HaandBryggeriet.

I alt 10 øl blev lagt i indkøbskurven, og til den samlede pris af 615.-, inklusive fri fragt.

Når den mere eller mindre tørlagte periode er overstået i slutningen af denne måned, vil der komme indlæg om nogle af øllene.

Best Of Beers kan findes lige her: http://www.bestofbeers.dk

Hermed anbefalet.

Skål!

mandag den 7. september 2015

Underlig opførsel på arbejdspladsen

Min egen "pind"
Jeg tror, at alle kan nikke genkendende til, at der på ens arbejdsplads sker mange underlige ting. Og da jeg lider af rengøringsvanvid og er lidt af en hystade, er kollegernes manglende oprydningssans, noget af det, jeg lægger mærke til.

Og noget af det, at jeg, i større eller mindre udstrækning, har lagt mærke til gennem mine år på arbejdsmarkedet er blandt andet:
  • Kaffekopper, der aldrig bliver vasket af
  • Tomme sodavandsflasker i reoler og på vindueskarme
  • Anseelige bunker af papirer på borde, i reoler og på gulvet, og som der så i øvrigt ganske givet er et vis system i
  • Efterladte frokosttallerkner på skriveborde og i reoler
  • Overskidte og -pissede toiletter
  • Papir, der ikke har ramt affaldsspande
  • Bussemænd og tegninger på væggene
  • Gammel mad i køleskabet
  • Og så videre....
Og hver gang tænker jeg på, hvordan det så ser ud derhjemme. OK, det er en arbejdsplads, men selv om det ikke er ens eget, behøver du ikke at være fløjtende ligeglad.

Selv sidder jeg ved et fuldstændigt blæst skrivebord, og hvorfor det så er sådan, kan man nok komme med mange bud på.....

torsdag den 3. september 2015

Depression Cherry

I sidste uge udsendte amerikanske Beach House deres femte studiealbum, Depression Cherry. Et album, der skal løfte arven fra mesterværkerne Teeanage Dream fra 2010 og Bloom fra 2012.

Lykkes det så? Svaret er et rungende JA!

Stilen er intakt fra forgængerne, og dermed drømmende, sovekammerpop, med lange lydlandskaber, primært båret af synths, men hist og her titter guitaren også frem. Den lyriske side bliver båret frem af Victoria Legrands engleagtige vokal, der giver sangene liv og lader dem krybe langsomt, men sikkert ind under huden på lytteren.

Selv bliver jeg også denne gang ramt af den melankolske undertone, der ligger i deres sange. Sange til eftertænksomheden og lange aftener, og som er så hjertegribende smukke.

Højdepunkterne blandt mange højdepunkter er PPP, Space Song og ikke mindst Beyond Love, der skriver sig ind blandt bandets absolut bedste sange.

Alt i alt et af årets hidtil bedste albums, og et album, der cementerer bandets plads blandt mine absolutte yndlingsbands. 

Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet: