FFS i Tivolis Koncertsal

For et par uger siden skrev jeg om det nye album med FFS (Franz Ferdinand og Sparks). Torsdag gav de så koncert i Tivolis Koncertsal, hvor jeg var at finde blandt publikum. Her var jeg spændt på, om bandets meget elektroniske og ørehængende sange kunne sparkes ud over scenen - og på, hvad der ellers ville blive spillet udover deres fælles sange. Vi var forinden blevet lovet, at der ville komme afstikkere til begge bands bagkatalog.

Franz Ferdinand havde jeg oplevet live et par gange tidligere, mens Sparks var mere eller mindre ukendt land for mig. Og efter lidt god mad i Kødbyen, var vi kl. 19.30 klar til høre og opleve, hvad bandet havde at byde på.

Men først skulle vi gennem et opvarmningsband, der lød til at have en del at byde på, men koncerten var desværre præget af en elendig og skrattende lyd.

En time efter gik hovednavnet så på, og 80 minutter senere blev det klappet og piftet af scenen efter en forrygende fest, der ramte durkt i danseskoene, mellemgulvet og hjertekulen.

Der blev lagt ud med den hjerteskærende Johnny Delusional, der blev afleveret med indlevelse, overbevisning og energi. Og så var niveauet lagt. Bandet var meget velspillende, og de to absolutte frontfigurer, Alex Kapranos og Russell Mael fjollede rundt på scenen, med dans og teatralske bevægelser - på den gode måde - samtidig med, at de sang med indlevelse og nærvær.

Spilleglæden strålede ud af bandet og nogle gange kunne man sidde og tænke, om det var en teaterkoncert, du var vidne til. Det gav noget kant til de "normale" koncerter, jeg ellers render til i tide og utide.

Hvad angår lyden blev den rettet op efter opvarmningen, og var ret god, hvilket også gav koncerten et løft. Selv om jeg generelt er noget tonedøv

Repertoiret lå, som nævnt, på deres fælles album, hvor især Johnny Delusional, Call Girl, Things I Won't Get og Save Me From My Self lyste op. Koncerten var med siddepladser, men de blev straks omdannet til ståpladser, når klassikerne fra begge bands blev fyret af. Der blev danset - selv den grå og kedelige bankmand begyndte at "svinge" hofterne... - og klappet, mens FFS havde salen i deres hule hånd. Sparks-klassikeren When Do I Get To Sing "My Way" satte salen i brand, men vi var begge enige om, at koncertens absolutte højdepunkter var Franz Ferdinand-numrene Do You Want To og Take Me Out. Med en forslidt kliché, så sad de lige i skabet!

Så alt i alt en rigtig god koncert, i godt selskab. Og jeg giver den 5 ud af 6 stjerner.