Da albummet udkommer kender jeg ikke så meget til hende. Wuthering Heights og Babooshka havde jeg stiftet bekendtskab med, men det var så også det.
Men da single-forløberen Running Up That Hill udkommer, er jeg straks fanget og singlen bliver da også hentet hjem til samlingen. Jeg husker, at det ikke så meget var selve musikken, jeg blev fanget af, men hendes stemme. En stemme, der lød helt anderledes end, hvad jeg ellers kendte. En dybde, men også skrøbelighed og melankoli.
Selve albummet bliver dog ikke købt på udgivelsesdatoen, men først sidst på året, hvor jeg henter den i den lokale Pladebørsen. Vist nok i forbindelse med forretningens ophørsudsalg. De følgende måneder lytter jeg meget til albummet, men det bliver ikke rigtigt hos mig i årene efter, overskygget af den sortklædte surmulerkult, jeg lytter mere og mere til.
Især A-siden på albummet bliver lyttet meget. Det er her, at de mere hitsprægede og tilgængelige sange er. Især første-singlen og Cloudbusting. B-siden er mere konceptuel, og er langt fra det, jeg ellers lytter til - støjende guitarer eller hitliste-pop. Jeg husker dog, at Watching You Without Me blev lyttet en del, men når jeg i dag hører sangen, tænker jeg, at det mere skyldtes, at titlen applelerede til min mere melankolske og romantiske side.
Den seneste måneds tid har jeg igen lyttet en del til albummet, og tidens tand har været mere end nådig ved det. Det fremstår fortsat meget vitalt og homogent. Og for mit eget vedkommende endnu stærkere end ved udgivelsen. Cloudbusting er fortsat albummets absolutte fyrtårn, men en sang som Mother Stands for Comfort er meget stærk og vedkommende, og med en eviggyldig tekst.
Tillykke til Hounds Of Love med jubilæet, og tak for mange gode stunder i dit selskab.
Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar