Berlin Marathon 2015

Benjamin, Søren og Martin - Klar, Parat, Start

I maj 2014 besluttede jeg, at jeg i 2015 igen ville forsøge at løbe et marathon. På det tidspunkt var det 5 år siden, at jeg havde "løbet" mit seneste - nummer 18 i rækken.

I efteråret blev planerne mere konkrete, hvor rejsen til Berlin Marathon blev bestilt og betalt. Og det sammen med Benjamin, Martin og Kenneth. På det tidspunt var træningen langsomt begyndt at tage form, og 27. september 2015 syntes meget langt væk.

Månederne gik, kilometer-kontoen steg, skaderne kom og gik og kom igen, men alligevel så jeg med fortrøstning frem til igen at skulle tage livtag med distancen. I begyndelsen af august var jeg dog ved at smide håndklædet i ringen, da jeg var stærkt plaget af en overbelastningsskade i venstre hofte. En skade forårsaget af dumstædighed, hvor jeg mente, at jeg sagtens kunne træne, som jeg gjorde for 13-15 år siden, og derfor afviste alle velmente råd. Jeg ved bedre nu!

Men lørdag morgen var der afgang fra Ringsted. Desværre uden Kenneth, som blev skadet undervejs i træningen. Først på eftermiddagen landede vi ved løbemessen i den gamle Tempelhof Lufthavn. Nummerudleveringen forløb nemt og hurtigt - tysk organisation, når det er bedst. De mange fristelser på standene ved messen sprang vi over - så interessant var udbuddet heller ikke.

I stedet satte vi kursen mod hotellet - den burde have taget 20 minutter, men tog knapt to timer. Bymidten var nemlig spærret af på grund af, at rulleskøjteløberne var ude på distancen. Men vi kom frem til det meget centralt beliggende hotel - tæt ved startområdet og hovedbanen.

Vi blev indlogeret, og begyndte de sidste forberedelser inden den store dag. Udpakning, påfyldning af væske og kulhydrater og afslapning. Undervejs blev det også til en dejlig aftentur i den smukke by.

Søndag morgen stod jeg så klar til mit fjerde marathon i Berlin - men det bliver ikke det sidste. For selv om jeg fortsat har lidt ondt i fødderne, er jeg klar til at gøre det igen.

Selve løbet gik (!!) som forventet. Jeg kom rundt i tiden 4:21, hvilket er godkendt, uden at være prangende. Vægt, form og alder skal også tages i betragtning. Jeg lagde roligt ud, og kunne mærke, at jeg egentligt havde det meget godt. Benene fulgte med og depoterne var fyldt helt op. Efter knapt 22 km. kunne jeg for alvor mærke muskler i mine ben, som jeg ikke anede eksisterede. Og fra 32 til 38 km. var jeg for alvor i krise, hvor kilometertiden bare blev længere og længere. Det mest frustrerende var, at jeg løb med energi og overskud, men benene ville bare ikke med. Men heldigvis mærkede jeg intet til min skade.

Men den kolossale opbakning fra mere end 1 mio. tilskuere langs ruten var også med til at bære én rundt. Og især på det sidste stykke, og da jeg kunne skimte Brandenburger Tor og dermed målstregen. Fornemmelsen da jeg krydsede målstregen var nøjagtig den samme som tidligere – hvis ikke større.

Og det var et meget flot løb. Sol, 18-20c, 40000 løbere og fantastisk stemning langs ruten. Musik, medlidende blikke og jublende børn, som stak hænderne frem, så de trætte løbere kunne give/få et klap. Mange steder på ruten stod publikum så tæt på os løbere, at det næsten var ligesom cykelrytterne på Alpe D'Huez. Fantastisk. Men alle tog hensyn til hinanden. Både publikum og løberne. Stemningen var så fantastisk, at jeg nærmest havde gåsehud hele vejen rundt, og var flere gange ved at tude - af bar glæde. Og tårerne fik frit løb, da jeg endelig krydsede målstregen.

Efter løbet mødtes vi på hotellet og kunne klappe hinanden på skuldrene over, at vi havde sat os et mål, gået efter det og nået det! Martin kom rundt i 5:45 og Benjamin i imponerende 3:13. Det blev fejret med et par øl på værelset og god tysk mad ude i byen.

Selfie ved Muren

Mandag var dagen for hjemturen, men inden, at kursen blev sat mod Danmark, tog vi lidt tid til sightseeing i byen, jeg aldrig bliver træt af. Her fik vi sat hak ved Rigsdagen, Brandenburger Tor, det jødiske mindesmærke, Hitlers bunker, Muren og Checkpoint Charlie. 

Og kl. 19.00 ramte vi igen byskiltet i Ringsted, og restitutionen kunne for alvor begynde. For vi var alle godt mærkede, men det gjorde ikke så meget, for det var en meget vellykket og hyggelig tur.

Og det er nu tid til at sætte nye mål. I 2016 har jeg allerede plottet Copenhagen Marathon ind i kalenderen. Her skal der tages revanche for skader og forkert træning, og tiden fra Berlin skal slås. Måske jeg forinden også lægger Rom, Hamburg eller Paris Marathon i kalenderen. 

På den "korte" bane stiller jeg på søndag til start i Eremitageløbet - dog som en ung kvinde på 27 år, idet jeg løber i ældsteniecens navn. Tre uger efter skal jeg prøve at lægge arm med mit første 6 timers løb. Det finder sted i Albertslund, hvor målsætningen er at nå de 50 km. - skulle der sættes mere ind, vil det være ren bonus.

For ja, jeg er igen blevet ramt af en løbe-virus, og motiveres især af det at sætte mig et mål, gå efter det og nå det, men også at vise overfor mig selv, at jeg kan - og vil.

Så nu fortsætter jeg rejsen mod nye mål. Mere om dem med ujævne mellemrum her på bloggen.