Lykkes det så? Svaret er et rungende JA!
Stilen er intakt fra forgængerne, og dermed drømmende, sovekammerpop, med lange lydlandskaber, primært båret af synths, men hist og her titter guitaren også frem. Den lyriske side bliver båret frem af Victoria Legrands engleagtige vokal, der giver sangene liv og lader dem krybe langsomt, men sikkert ind under huden på lytteren.
Selv bliver jeg også denne gang ramt af den melankolske undertone, der ligger i deres sange. Sange til eftertænksomheden og lange aftener, og som er så hjertegribende smukke.
Højdepunkterne blandt mange højdepunkter er PPP, Space Song og ikke mindst Beyond Love, der skriver sig ind blandt bandets absolut bedste sange.
Alt i alt et af årets hidtil bedste albums, og et album, der cementerer bandets plads blandt mine absolutte yndlingsbands.
Jeg runder af med en smagsprøve fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar