søndag den 31. juli 2011

Re-issue, re-package

I de senere år har det nærmest været standarden for diverse bands at genudgive tidligere albums i såkaldte extended eller deluxe versions. Og den finte giver ganske god mening, når der er tale om albums, der har en del år på bagen - eksempelvis ved et 20-års jubilæum eller hvor hele bagkataloget genudgives, med sjældne b-sider, demoer og så videre. Suede, Joy Division, New Order, The Cure, Depeche Mode og Saint Etienne er de bedste eksempler i min egen samling, men mange andre gør sig også i denne metier.

Men - min kæde hopper af, når et forholdsvist nyt album genudgives, med tilføjelse af nogle nye numre. Blandt de seneste eksempler er Arcade Fires Suburbs og Nationals High Violet. Det er simpelthen at gøre grin med køberne, som ved udgivelsen har smidt ca. 150.-, og næppe den rette metode til at imødegå ulovlige downloads og lignende. Så har jeg større respekt for dem, der ved udsendelsen af et nyt album, også laver en boxversion, hvor man får liveudgaver, b-sider, demoer og så videre med. U2, Placebo og Depeche Mode er gode eksempler på dette.

OK, mit samlergen gør, at jeg ved visse kunstnere alligevel vil købe skidtet, men for langt størsteparten - og dermed også Arcade Fire og National - holder jeg mig væk. Eller i bedste fald nyder godt af TDC Play, som trods alt er lovligt download.

Næste skridt kan meget vel blive, at du ikke gider at købe "skidtet", når det udkommer, men venter til den udvidede udgave. Men kunstnerne ligger, som de har redt......

torsdag den 28. juli 2011

Touren 2011

Søndag sluttede årets Tour de France, og det med løbets første australske vinder i form af sejpineren og slideren Cadel Evans. Det giver ingen mening at diskutere, om sejren var fortjent eller ej, for den, som på den hurtigste tid slider sig gennem 21 etaper med flade veje, voldsomme bjerge og alskens vejr, er naturligvis den fortjente og rette vinder.

Med sejren fik Evans også udskiftet de 2. pladser, han tidligere år har hentet hjem til samlingen. Evans er tidligere blev beskyldt for at køre defensivt og blot hænge på de andre. Det med rette, og i år så vi også samme tendenser. Men vi så også, at han kan tage ansvar, når det gælder. Ikke mindst under Andy Schlecks store togt på den første Calibier-etape, hvor den gule trøje for Evans' vedkommende langsomt fortonede sig på bjergskråningerne. Hvor alle slog ud, tog Evans fat og tog ansvar. Her så man en sand mester.

Omtalte Andy Schleck blev igen igen igen 2'er. Det kunne have fået et andet udfald, havde han haft det nødvendige strategiske overblik på etapen til Alpe d'Huez, hvor den slagne Tour-konge, Alberto Contador, kastede sig ud i et vanvittigt togt og generøst forsøg på at genrejse sig. Schleck var den eneste, der kunne følge ham, men havde han indgået i et samarbejde med Contador, i stedet for blot at lægge på hjul, havde muligheden for at køre feltet sønder og sammen været indenfor rækkevidde. Konklusionen kunne være, at Schleck ikke har den ærgerrighed og indebrændthed, der kendetegner store ryttere, der kører for at vinde.

Det er fint nok for mig, for han, hans bror, Fuglsang, Voigt med flere valgte sidste år at svigte Bjarne Riis og skifte til cykelsportens svar på Manchester City, Team Leopard-Trek, og dem ønsker jeg kun al mulig uheld.

Men ellers vil jeg huske Touren for
  • netop Contadors forsøg på at rejse sig fra asken, men symptomatisk for hans Tour, glippede det ved målstregen. Han er tilbage til næste år!
  • nordmændenes Hushovd og Boasson Hagens flotte ridt og sejre
  • Voecklers kamikaze-agtige forsvar af den gule førertrøje
  • de vanvittige styrt, forårsaget af blandt andet tv-biler og tv-motorcykler
  • og generelt et meget flot Tour de France, hvor man nyder spændingen, de store slag og sejpineriet, og slet ikke savner Indurains og Armstrongs lammende herredømme
En flot årgang, der vil blive husket længe. Om end den ikke var i nærheden af  årgangene 84-90, hvor tidernes største rytter, Greg LeMond udfoldede sig, og hvor vi var vidner til mageløse slag mellem netop Lemond, Hinault og Fignon, hvis lige verden endnu har til gode at opleve!

Se blandt andet denne video fra én af de mest legendariske etaper i Tour-historien. LeMond og Hinault på Alpe d'Huez. To holdkammerater i kamp mod hinanden og i samarbejde med hinanden.

tirsdag den 26. juli 2011

Tilbageblik på sommerferien

4½ uges dejlig sommerferie er ved at være ved vejs ende, og den gik blandt andet med at
  • lægge ny terrasse ved husets aftensol-side
  • klippe hæk
  • tømme fiskehandlerne i Karrebæksminde
  • tømme Bauhaus
  • nyde kolde øl på terrassen
  • skrive breve og e-mails til nær og fjern
  • blogge
  • grille
  • nyde det, på godt og ondt, danske sommervejr
  • se familie og gode venner - enten her eller der
  • være til koncert med Morrissey
  • være på endnu en glimrende Roskilde Festival
  • læse bøger
  • se nogle gode film, heriblandt Klovn, The Holiday og Submarino
  • cykle gode ture
  • bestille rejse for kommende påsktur til Manchester og Liverpool
  • bestille plader hos Amazon
  • planlægge den kommende studietur til Krakow
  • ordne cykler
  • ordne huset fra gulv til loft
  • ordne have - igen og igen
  • opdatere GPS'en, så kortene er up-to-date
  • se et fantastisk Tour de France
  • se Superligaen blive sparket i gang igen
  • teste ruten for det kommende VM i landevejscykling
  • opleve Stevnsfortet
  • rydde op og ud i pladesamlingen
  • slappe af og bare være
Alt i alt nogle gode dage, men det bliver også fint at komme tilbage til trædemøllen. Trædemøllen er jo også en forudsætning for, at man nyder sin ferie!

mandag den 25. juli 2011

Uge 29

Uge 29 i det herrens 2011 er nu historie, men også en uge, der vil gå over i historien - på storslået og især tragisk vis.

Det var ugen, hvor det typiske danske sommervejr ramte sommerlandet, med lidt sol, lune temperaturer og evindeligt regnvejr.

Det var også ugen, hvor verden mistede en stor sangstemme, hvor Amy Winehouse endelig fik fred, i en alder af blot 27 år, men med to storslåede albums bag sig. Hun er borte, men musikken lever videre.

Ugen bød også på nogle af de bedste momenter, cykelsporten har set de senere år. Store slag i alperne, Tour-kongen Contadors fald og generøse forsøg på genkomst, Andy Schlecks stort anlagte angreb og Tour-vinderens Evans utrolige selv- og sejpineri.

Men ikke mindst vil den 22. juli skrive sig ind i historien. Norge blev ramt af nogle ubegribelige terrorhandlinger, med bomber i Oslo og massedrab på den ellers fredelige ø, Utøya. Gerningsmanden, Anders Breivik, har tilstået handlingerne og medierne har dagligt afdækket hans gøren og laden - videoer, forberedelser, manifest og så videre. En forfærdelig handling, der på ingen måde kan finde retfærdiggørelse. Hele verdens, og dermed også mine, tanker gik - og går fortsat - til Norge, og til ofrene, de pårørende og de overlevende. Den norske statsminister sagde efterfølgende: "Svaret på vold er enda mer demokrati, enda mer humanitet.". De ord bør alle gøre til sine.

søndag den 24. juli 2011

Amy Winehouse, 1983-2011

I går mistede verden en stor stemme, hvor sangerinden Amy Winehouse endelig fik fred. Men musikken lever videre, hvor især albummet Back to black må betegnes, som værende et af de bedste albums fra de seneste 5-10 år.


Tak for musikken og hvil i fred.

fredag den 22. juli 2011

Superligaen 2011-2012

Den nye sæson i Superligaen blev trillet i gang i forgangne weekend, og overskriften for denne sæson synes at være "indsnævre forskellen til FC København". Men at dømme efter FCK's nærmeste konkurrenters aktivitet på spillermarkedet, synes midlet at være, at FCK skal blive svagere....

Trupperne i OB, Brøndby og FC Midtjylland er stort set intakte, og hvor de to førstnævnte har hentet et par profiler i form af evigt skadede Morten Skoubo og så Mikkel Thygesen. Men set i lyset af, hvor meget de blev distanceret af FCK i forgangne sæson, synes denne aktivitet at være en kende defensiv. Også selvom der ikke er røget nævneværdige profiler ud af trupperne. Men OK, transfervinduet er åbent et par uger endnu.....

Men konkurrenterne satser måske på, at FCK er blevet svagere efter, at 5 spillere fra idealopstillingen nu er væk - Wendt, Antonssen, Pospech, Grønkjær og Kvist. Dertil kommer et trænerskifte fra Ståle Solbakken til Roland Nilsson. Indtil videre har FCK hentet fem nye spillere, ligesom diverse udlån er tilbage i klubben. Dertil kommer, at klubben allerede i vinter hentede Pierre Bengtsson som erstatning for Wendt. Samtidig er bredden i truppen fortsat intakt. Umiddelbart tyder intet på, at klubben står svagere i forhold til Superligaen, mens det europæiske eventyr kan blive udfordringen.

Det er dog alt, alt for tidligt at fælde en dom over FCK's tilstand, men med tanke på, at klubbens sportsdirektør, Carsten V. Jensen, de senere år, har haft en mere end habil hånd, når det kommer til indkøb, er de nye spillere næppe fejlskud....

For mit eget vedkommende falder spændingen p.t. mest på den nye træner. Solbakken var én af Superligaens mest succesfulde trænere gennem tiderne, men det er ingen hemmelighed, at jeg de første 3-4 år forbandede hans norske champagne-fodbold, defensive tilgang, evindelige indkøb, hans evne til at nedbryde spillere og generelt hans gøren og laden. Men efterhånden, som konceptet og taktikken skiftede, og i takt med, at truppen fik en større helhed og sammenhængskraft, blev alt tilgivet!

Tiden må vise, hvordan Nilsson klarer det. Der er ingen tvivl om, at han er nøje udvalgt ud fra det koncept, FCK har arbejdet efter de seneste 11 år, og der skal næppe ventes store revolutioner i den måde, FCK griber kampene an på, spillertyper med videre.

Mit eget personlige håb er, at den nye sæson bliver det store gennembrud for midtbanespilleren Thomas Delaney. En spiller, som udviser den rette indstilling og giver indtryk af et stort potentiale. Og da jeg er fodbold-romantiker sætter jeg altid pris på spillere, der har været i klubben hele sit liv og dermed taget hele vejen op.

Mit bud på top-3 er guld til FCK, sølv til OB og bronze til BIF. Nedrykkerne bliver Køge og Lyngby. Og så går der nok kun et par runder før, at AGF begynder at tale om guld og Champions League.....

Jeg glæder mig til endnu en omgang Superliga, og på lørdag vil jeg være klar på min plads på Nedre C, hvor det gryende mavesår skal plejes, og der skal forbandes over spillere, dommere, FCK's og modstandernes tilhængere, Parken generelt og så videre. Same procedure as....always.

FORZA FCK!

tirsdag den 19. juli 2011

Submarino

For et par år siden læste jeg Jonas T. Bengtsson's Submarino. Og det er én af de bedste bogoplevelser, jeg har haft de seneste år. En barsk handling, men meget velskrevet, og ikke ulig Jakob Ejersbos Nordkraft, som der jo blev sat stor pris på her i huset. Gennem romanen følger man to brødres kamp i hverdagen - den ene med guldøl, den anden med heroin og for at opretholde en nogenlunde tålelig tilværelse for sin søn. Langsomt afdækkes, at brødrene har et tragisk skæbnefællesskab fra barndommen, og som var med til at definere deres videre tilværelse.

Romanen blev sidste år filmatiseret af Thomas Vinterberg. Instruktøren, som bragede igennem med Festen, men sidenhen lavede lortefilm som Dear Wendy, It's all about love og En mand kommer hjem.

Forleden fik jeg langt om længe set filmen, og konklusionen er, at Vinterberg med Submarino er tilbage ved niveauet fra Festen. Han rammer romanforlægget perfekt, og får skæbnerne helt frem og personskildringerne sidder nærmest lige i skabet. Den barske grundtone fra romanen er overført til film og Jakob Cedergren er frygtindgydende og i særklasse som den ene hovedrolle, Nick.

Se filmtrailer her.

Læs bogen og se filmen. Og så gjorde det da ikke noget, hvis ham Bengtsson snart smed en ny roman på gaden.

lørdag den 16. juli 2011

Knud Nielsen, 1927-2001

Det er i dag præcist 10 år siden, at min far døde. 10 år, der som oftest føles som dage eller måneder.

Han blev indlagt ved middagstid om søndagen. Jeg besøgte ham om eftermiddagen, hvor jeg lovede at optage aftenens afsnit af Skærgårdslægen til ham (det bånd blev efterfølgende ikke slettet, men smidt ud). Natten til mandag bliver jeg så ringet op af min mor, som fortæller, at far er død. Herefter står verden stille, og de næste uger er, som at være med i en film. Jeg kommer straks ud til min mor, vi drikker en stiv drink og snakker lidt. Jeg kører hjem igen, går i bad og kører ud til hende igen. Her sidder vi og venter på min storesøster. Det eneste, jeg kan tænke på er, at jeg vil se min søster. Da hun kommer, kaster vi os i armene på hinanden. Deres ældste datter blev passet hos mine forældre, og hun lå inde i et af værelserne og havde hørt det hele - og vidste naturligvis, hvad der var sket.

Herefter bliver kirkegård, bedemand, præst og så videre klaret. Til selve begravelsen kan jeg ikke gå ind i kapellet, men står udenfor og møder alle de mennesker, der er kommet for et sidste farvel. Præsten holder en smuk tale, og kapellet er fyldt med familie, venner, blomster og kranse. Turen fra kapellet til gravstedet, er den næstlængde tur, jeg har gået - den længste var, da vi knapt 9 måneder senere gik samme vej med min mor i kisten. For ja, kort efter, at min far dør, bliver min mor syg. Sygdommen tog til, og da hun 1. februar 2002 bliver indlagt på Køge Sygehus, kommer hun ikke hjem igen. Hun dør 2. april 2002, 9 måneder og 17 dage efter min far. Men det er en anden historie.


Efterfølgende er der kaffe og smørrebrød på Benløse Kro. Jeg takker gæsterne for, at de er kommet, og set i bakspejlet aner jeg ikke, hvor kræfterne kom fra. Måske jeg bare ventede på, at filminstruktøren sagde "cut".

På det års Roskilde lærer jeg Mie Sandgaard at kende. Hun bor i vores lejr og vi  skriver efterfølgende lidt sammen og skæbnen vil, at vi har et skæbnefællesskab, idet hun også har oplevet døden tæt på sig selv. Vores korrespondance over de næste mange måneder er meget givende. Tanker, følelser og sorg kommer ud i verden så at sige, og via denne korrespondance bliver sorgen bearbejdet. Der kan ikke sættes ord på, hvor taknemlig jeg er for vores brevudveksling og at vi har lært hinanden at kende.

Der er noget godt i alt, og det gode ved min fars død var, at han fik den død, han ønskede, og dermed uden længerevarende sygeforløb, og at han ikke oplevede min mors sygdom. Den havde han aldrig stået igennem. Dødsårsagen var slet og ret, at han var slidt op. Set i bakspejlet vidste han nok, hvor det bar hen. Da mine forældre få dage før min fars død, besøger hans søster, har han tårer i øjnene, da de tager derfra, og der var også andre tegn på denne vished.

Jeg vil ikke påstå, at min far var den bedste far eller for den sags skyld ægtemand i verden, men han var min far. Jeg orker heller ikke at dvæle ved eventuelle dårlige minder eller lignende. Men jeg så op til ham og spejlede mig i ham. I mit voksne liv, blev vi nærmest venner, hvor vi talte meget sammen - om politik, historie, oplevelser, bøger, film og så videre. Og jeg nød vores ture rundt på Sjælland, hvor kirkegårde og familiesteder blev besøgt. Efterhånden lærte jeg også at forstå ham - hvorfor han var, som han var. Og så vidste jeg, at han altid var der for én - både da jeg var barn og efter, at jeg var blevet "voksen".

Blandt de rigtig mange gode minder, jeg har om ham, er hans rummelighed. Den gav sig blandt andet til udtryk i stor hjælpsomhed, og i værdier som, at man hjælper hinanden og stiller op, og at ting kun er ting. Som da jeg kort efter, at jeg fik kørekort lavede en bule i bilen, hvor reaktionen var i retning af "at det er jo det, der sker, og så har du lært noget af det" Og det var det. Værdier, som jeg prøver at efterleve den dag i dag.

Den gav sig også udtryk i at give andre muligheder - at han støttede op om de valg, vi traf og gav plads og rum. Han havde nok en drøm om, at jeg også gik cykelhandlervejen, men vidste også godt, at jeg var mere boglig end håndværker. Så da den videre vej skulle vælges, satte han sig ind på mit værelse og sagde, at nu måtte jeg vælge, hvilken vej, jeg ville gå. Og så ville mine forældre støtte mig og bakke op om det, men det forpligtede også, for valg har konsekvenser og vi gør tingene færdige.

Udover at miste min far og en god ven, mistede jeg også noget af min egen historie. Hans fortællinger fra sin barndom og opvækst, min farfars deltagelse i modstandsbevægelsen, familiesteder og så videre.

Fortryder jeg noget? Ja, én ting. Og kun én. Det er, at jeg aldrig fik fortalt min far, hvor højt jeg elskede ham. Jeg tror, at han vidste det, og handlinger er altid at foretrække frem for ord, men tingene må også siges.

Far, jeg elskede dig, og vil altid gøre det. Pas godt på mor og alle de andre. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dig. Der er så meget, jeg gerne vil spørge dig om og ikke mindst fortælle og vise dig. Vi, Anette og jeg, har det godt, og du er borte, men aldrig glemt.

fredag den 15. juli 2011

Mit yndlingsband?

Hvornår er et band (i den forstand, at betegnelsen dækker enten en musikgruppe eller solist...) ens yndlingsband? Er det kriterier som "flest plader med", "komplet samling", "lyttet mest", "flest koncerter", "størst påvirkning" eller en kombination af disse? Måske ligegyldige overvejelser, for det vigtigste er vel, om musikken er god eller ej - med mindre, at man er en musiknørd, så de overvejelser gør jeg mig altså en gang i mellem......!

Og når jeg gør det, springer navne som Smiths/Morrissey, Sigur Ros, Neil Young, Depeche Mode, Martin Hall, Cure, Saint Etienne, Peter H. Olesen (i de forskellige sammenhænge, han har udgivet plader i) blandt andet op.

Men skal jeg vælge ét - og kun ét - må det falde på det svenske band, Kent.

Første gang, jeg lægger mærke til dem, er i vinteren 97-98, hvor albummet Isola netop er udkommet. Et album, der for alvor bringer dem udenfor de svenske grænser. Især nummeret Om du var här får megen spilletid på de danske radiostationer. Forud var gået to mere anonyme plader.

Men jeg var ikke specielt overbevist om deres kvalitet, men det bliver jeg 2 år efter, hvor Hagnesta Hill bliver smidt på gaden. Kevlarsjäl sidder lige i hjertekulen, og herefter ser Kent sig ikke tilbage. Formkurven stiger fra album til album, og i takt med, at de finder deres egen lyd i krydsfeltet mellem nordisk melankoli, Phil Spectors Wall of sound og Depeche Modes maskinpark. Samtidig finder forsanger Joakim Berg sin egen tone i såvel stemme som tekst, der primært kredser om den fundne, umulige eller tabte kærlighed.

Med Isola og Hagnesta Hill søger bandet det internationale gennembrud, hvor pladerne også udkommer på engelsk. Det gennembrud udebliver, men i Skandinavien er de konger.

Deres albums fra og med Hagnesta Hill holder en tårnhøj kvalitet - selv singlernes b-sider og diverse studie-outtakes er af en sådan kvalitet, som mange andre bands kun kan drømme om - og det er først med sidste års sommeralbum, En plats i solen, at loftet (for en stund) nås.

Hovedværket er i mine ører Du & jag döden. Joakim Berg synger med bristet hjerte, så englene græder, og lyden er storladen, uden at forfalde til det svulstige. Og så rummer albummet to af bandets absolut bedste stunder, Romeo återvänder ensam og Mannen i den vita hatten (16 år senare). Sidstnævnte er efterfølgende en fast koncertafslutter, og må betegnes som alle koncertafslutteres moder. Længere er den ikke!

Live oplever jeg dem første gang på 2000-årgangen af Roskilde, og igen samme sted to år efter. Jeg bliver ikke imponeret, men da de i efteråret 2002 spiller i KB Hallen sker åbenbaringen. Berg er bag mikrofonen selve definitionen på Über-cool og bandet spiller fantastisk. De samler de bedste numre fra deres foregående albums, og publikum står lamslået tilbage - og svedige. Det var i hvert fald tilfældet for Anita, Claus og den små Søren. Nok én af de bedste koncerter, jeg har oplevet - overhovedet! Sidenhen er det blevet til flere i KB Hallen og Tap1, ligesom jeg to gange har været hinsidan for at opleve dem. Ingen nåede helt op til oplevelsen fra efteråret 2002, men stadig var det store, store oplevelser.

Hvorom alting er, bonner Kent ikke nødvendigvis ud som nr. 1 på de førnævnte kriterier, og det er heller ikke et band, jeg hører dagligt endsige månedligt. Men er dét band, jeg oftest vender tilbage til og jeg frydes hver gang.

tirsdag den 12. juli 2011

Morrissey i Operaen

Mandag gæstede den engelske sanger, Morrissey, Operaen i København. Og da han er én af de sangere - enten som solist eller især i bandet The Smiths - jeg har lyttet mest til gennem tiden, var jeg naturligvis til stede....

Det var 4. gang, at jeg oplevede Morrissey live. Første gang i 1991 i Saga, sidenhen i 2006 på Roskilde og 2009 i KB-Hallen. Alle har været mindeværdige oplevelser, men uden dog at være helt oppe at ringe. Sådan blev det også denne gang....

Nå, men koncerten indledtes med engelske The Heartbreakers. Opvarmningbands er ved at udvikle sig til min yndlingsaversion, idet de ofte er med nedkøling, men Heartbreaks var en behagelig undtagelse. Klassisk engelsk guitarrock - blege fyre i t-shirts, og som spiller guitar - med referencer til rockabilly og tresserpop. Det band skal tjekkes mere ud!

Herefter fik vi 25 minutter med nogle af Morrisseys yndlingsmusikere. Den del havde nær taget livet af mig, om end Foundations og Nico "gav" nogle fine numre.

Kl. 20.55 gik hovednavnet så på. Og fra start til slut virkede han mere velafbalanceret end de tidligere gange, jeg har oplevet ham, hvor han har virket manisk og "se mig, se mig, og bekræft mig, bekræft mig". Her var det "bare" en mand bag en mikrofon, og som var kommet for at spille nye og gamle sange, og det med et velspillende, overskudsagtigt og energisk band i ryggen.

Med internettets lyksaligheder, havde vi fulgt med i sætlister fra de tidligere koncerter, så vi havde en idé om, hvad der ventede os. Den nuværende turné går under navnet The very best, men er ikke ment som en "Greatest hit"-turné, men snarere én, hvor der bliver gravet godt i bagkataloget, krydret med to spritnye sange. Hvad angår de sidstnævnte, The Kid's A Looker og Action Is My Middle Name, var de ikke ligefrem en åbenbaring, der tegner lovende for hans kommende album, men lad os nu se.....

Fra bagkataloget fik vi fem Smiths-perler, hvor især Meat is murder og There is a light that never goes out væltede huset og løftede koncerten. Sidstnævnte var en understregning af, hvor stor en komponist, Smiths-guitaristen, Johnny Marr, var. Desuden glædede jeg mig over, at vi fik én af Smiths-favoritterne, I know it's over, der ramte lige i hjertekulen. Og tiden stod stille.....

Men hovedvægten lå naturligvis på Morrisseys solo-materiale, heriblandt de mindre kendte Ouija Board, Ouija Board og Alma Matters. Generelt var der tale om nogle spøjse valg fra bagkataloget, men spændende at opleve sange, jeg ikke hidtil havde oplevet live - om end jeg nok havde valgt eksempelvis The more you ignore me frem for You're the one for me, Fatty fra samme periode.

Fra solo-tiden var One Day Goodbye Will Be Farewell den bedste live-oplevelse, mens koncertafslutteren, There is light that never goes out, var den bedste fra Smiths-tiden.

Den samlede sætliste kan ses her.

Hvad angår selve lyden, viste Operaen sig fra sin bedste side, og bør absolut lægge scenegulv til flere rockkoncerter. Klaus og jeg havde valgt de billigste billeter - 300.- stykket - og det fortrød vi ikke. Vi stod på bageste række, men stadig med frit udsyn til scenen og lyden var perfekt. Så slap vi også for at blive alt for irriterede på de tåber, der mente, de skulle hoppe op på scenen og kramme Morrissey.

Opsummeret giver jeg koncerten 5 stjerner ud af 6. Den sidste stjerne får han for Smiths-numrene og for de bagkatalog-numre, jeg ikke tidligere havde oplevet live. Og så for at virke mere cool på scenen og for det slet og ret fremragende band, han havde i ryggen.

Dermed også god fornøjelse til dem, som oplever ham i morgen aften i Aarhus.

Næste koncert bliver for mit vedkommende Mikael Simpson i Tivoli den 5. august.

lørdag den 9. juli 2011

De bedste musikvideoer

Musikvideoer begyndte jeg for alvor at se i begyndelsen af 80'erne, hvor især det tyske program Formel Eins var leverandøren. Sidenhen kom kanalerne SuperChannel, Sky og ikke mindst MTV til.

Vidoerne blev slugt råt og et-eller-andet sted, har jeg også nogle VHS-bånd, hvor primært videoer fra slut-firserne og start-halvfemserne er båndet, og især fra MTV's "indie-program", 120 Minutes.

Gennem tiden er der lavet mange flotte videoer, om end antallet af rædsler klart er i overtal. Min egen "favoritperiode" er fra begyndelsen af firserne til begyndelsen af halvfemserne.

Mine fem favoritter falder da også i den periode. For alles vedkommende fortæller de en historie, lyd og billeder følger hinanden og sidst, men ikke mindst, det er også gode sange, som jeg den dag i dag fortsat kan lide. Men det er også sjældent, at du hører en skrækkelig sang, men tænker "for sæven da, en god video" - modbeviset på den påstand, er så denne http://www.youtube.com/watch?v=eiuHdUkuRi0....

Men her er mine 5 bedste musikvideoer:

Depeche Mode - Enjoy The Silence

Kate Bush - Cloudbusting

The Police - Wrapped around your finger

A-ha - Hunting high and low

Pet Shop Boys - Being Boring

"Udenfor kategori" er denne med New Order. Videoen er ikke verdens bedste, men bliver løftet til højderne af måske den bedste single, der nogensinde er udgivet. 24 år på bagen og stadig lige vitalt!

fredag den 8. juli 2011

Min kat

Knapt 1 måned gammel
Gennem stort set hele mit liv har jeg haft kat. Den nuværende hedder Mikkel og er knapt 1 år og 10 måneder.

Det er svært at sætte ord på, hvorfor jeg godt kan lide katte. Det er så egentligt også underordnet. Jeg skylder her at skrive, at jeg også godt kan lide hunde, og var min tilværelse indrettet anderledes end den er p.t., havde jeg også en hund rendende.

Nå, men selvom katte naturligvis har en række lighedspunkter, er der altid også noget særpræg ved dem, der så adskiller dem fra andre. Og det uanset race.

Min kat er meget tillidsfuld og har samtidig en "mother fucker-attitude" overfor biler, hunde med videre. Men det mest pudsige er, at den også har "hundetræk". Når den kommer ind af den åbne have- eller hoveddør, kommer den altid hen for at vise, at nu er den inde - for at hilse på. Og når jeg går rundt i haven, følger den med rundt, og når jeg kommer hjem fra arbejde, løbetur eller lignende, løber den mig i møde. Omvendt kradser den ikke på døren, når den vil ind eller ud. Her sidder den kongelige kat-hed blot og venter på, at madfar her letter gumpen og får åbnet døren!

Alt dette oplever andre nok også med deres katte, men jeg har ikke oplevet det før. Og så er der selvfølgelig alle lighederne - doven, tænker kun på at æde, jagten på dyrelivet i haven og omegn og går sine egne veje og så videre.

tirsdag den 5. juli 2011

Gensyn med Smatten....

Så er man vendt tilbage til civilisationen efter endnu en overlevelsestur ved Roskilde; kravlet ud af urinstøvet og fået restitueret sig.

Og dermed også fået sat flueben ved endnu en glimrende og mere end vellykket Roskilde, hvor de musikalske oplevelser var følgende (med 6 stjerner som det bedste):

PJ Harvey - 5 stjerner
En imødeset koncert ovenpå ét af de bedste albums i 2011. En meget velspillet koncert, hvor Polly Jeans smukke stemme stod lysende klar. Hovedvægten lå naturligvis på Let England Shake, men der var også flere, fine afstikkere til bagkataloget. Eneste minusser var, at hun kun spillede 1 time og at In the dark places var udeladt fra sætlisten.

Raveonettes - 6 stjerner
Konklusionen er, at havde de spillet på Arena, havde de væltet teltet, men nu fik de æren af at spille på Orange. Det gjorde de mere end glimrende. Nok den bedste koncert, jeg har oplevet med dem - og med Sune Wagner siden Psyched Up Janis-koncerten i Ringsted Medborgerhus for år tilbage. Sharin Foo var Mrs. Über-cool, og det giver bandet en enorm styrke, at hun har fået en mere fremtrædende rolle. Og Wagner må have været på lykkepiller, for han smilede flere gange og sagde endda noget.... Apparations og Forget that you're young var højdepunkter blandt højdepunkter.

Walkmen - 6 stjerner
Årets mest imødesete koncert. Også fordi, at jeg glippede dem, da de sidste år gæstede Amager Bio, idet arbejdet mente, at jeg skulle være i Oslo. Koncerten indfriede alle forventningerne. Cool, afslappet og velspillet, må siges at være nogle af kodeordene om bandet. Og tiden stille stod stille i Odeon under denne meget smukke koncert.

The Walkmen


Cody - 6 stjerner
Nok den bedste koncert på dette års Roskilde. Cody har ry for at være et fantastisk liveband, og det ikke uden grund. De formår at fange publikum med skønsang og indlevelse, medrivende og indfølt. Der blev spillet numre fra deres album og 2 ep'er, og alt sad lige i skabet. Comfort & Rage var sindsoprivende god, og det bedste nummer, jeg hørte på årets Roskilde.

Portishead - 5 stjerner
Jeg havde frygtet, at de ikke kunne spille Orange op, med deres drævende triphop. Tvivlen var grundløs, for de greb publikum om hjertet og den til tider indadvendte Beth Gibbons smid til sidst hæmningerne og hoppede ud til publikum. Og et bevis på, at koncerter kan være meget andet end store lys- og sceneshows - selv på Orange.

Veto - 3 stjerner
Åbningsbandet på Orange. En utaknemlig opgave at skulle spille ud og op til et publikum, der havde ventet et helt år på Roskilde. Og især, når bagagen er fyldt med mere elektroniske og til tider neddæmpede numre. Veto kæmpede bravt, hvor især de tidlige hits gik rent ind hos publikum. Jeg foretrækker nu bandet på en mindre scene.

Love Shop - 4 stjerner
Jens Unmack formår som ingen andre at erobre en scene og gribe publikum. Arena gyngede med, mens Unmack sang med et mere end velspillet og energisk band i ryggen. Udlægget, med Redningsklar og Ikke langt herfra, gav forhåbninger om den helt store forløsning, men dertil var den øvrige sætliste lidt for rodet for min smag. Dog en flot koncert, men uden at være helt oppe at ringe.

Killing Joke - 3 stjerner
Et band, jeg lyttede en del til i slutfirserne - især hittet Love like blood, som vi også fik i en meget punket version. Trods mere end 30 år på bagen, leverede bandet en energisk og overbevisende optræden, og med en noget nær manisk Jaz Coleman bag mikrofonen.

Strokes - 6 stjerner
Indrømmet, Strokes er et band, jeg af ukendte årsager altid er gået udenom, men alligevel valgte jeg at høre dem. Det fortrød jeg ikke. En fabelagtig rockkoncert, der understregede, at Orange fortsat har sin berettigelse. Coole attituder og velspillende og -syngende. Og forsanger Julian Casablanca scorede billige, men gode point ved at flashe sine danske aner. Det gik rent ind og det gjorde koncerten så sandelig også.

Arctic Monkeys - 5 stjerner
De er meget tæt på den 6. stjerne. Flabede attituder, tilbagelænet (på den gode måde) og en meget velspillet affære, hvor sangene blev afleveret i maskingevær-tempo. Der blev gravet godt i bagkataloget, men heldigvis fik vi også en del fra det fine og seneste album, Suck it and see.

Uden for bedømmelse:
Lykke Li, Deadmaus og, Dark Dark Dark, som jeg alle hørte lidt af, men uden at fange mig

En masse koncerter blev det altså til, men jeg ville også gerne have haft hørt en lang række andre bands, men på grund af overlappende program, logistik, træthed (fysisk som musikalsk) med videre glippede dette. Mere tale om tilvalg end fravalg. Sådan er det jo altid på en festival.

Vejret var også i den bedre ende. Det skal jo regne på Roskilde (!!), og vi fik lidt mere tålelige temperaturer end de sidste par år. Timingen på lørdagens store regnskyl var velplanlagt, for det kom lige mellem de to store koncerter på Orange, Arctic Monkeys og Strokes.

Lejrlivet er også en stor og væsentlig del af Roskilde, og igen i år var Camp FisFis/Blanco/Morfar STEDET at være og leveringsdygtig i mavekramper grundet grin på grin. Herlig stemning, leveret af herlige mennesker. Tak for det.

Lejrstemning

Modsat tidligere år, har jeg denne gang helt undladt at læse anmeldelser fra årets Roskilde, men flere musiksites har samlet deres egen dækning og kan læses via nedenstående links:

Gaffa
Undertoner
Soundvenue

Men alt i alt en mere end glimrende festival (trods mine liggende 8-tal forbehold i månederne op til), der lander på et 10-tal på den gamle skala.

PS. Ja, vi ses helt sikkert til næste år - rock and roll will never die!