En forlænget weekend i Amsterdam

Amsterdam by morning

Lørdag morgen kl. 06.00 blev jeg hentet her på matriklen. Næste stop var Københavns Lufthavn. Det var nemlig blevet tid til, at ældste-niecens kæreste, Benjamin, og jeg skulle til Amsterdam.

Da turen blev bestilt i slutningen af februar, var målet, for os begge, for turen Amsterdam Marathon, men skader og andre undskyldninger satte mig ud af dét spil. Men rejsen var betalt, og Benjamin kunne godt bruge noget opbakning under løbet, så jeg valgte at tage afsted.

Nedenfor er der lidt om indtrykkene fra turen.

Lørdag og søndag stod i maratonløbets tegn. Om lørdagen blev startnummer hentet, ligesom den tilhørende messe blev besøgt. Den var ikke speciel stor eller spændende, men jeg fik dog handlet lidt - hos danske Saysky. Vi fik også orienteret os lidt i start- og målområdet. Det lå i forbindelse med byens olympiske stadion. Fed ramme for et maratonløb.

Og søndag morgen var det proppet til randen - med håbefulde løbere og morgenfriske heppere. Solen stod højt og det var noget nær perfekt løbevejr. På rutekortet havde jeg "plottet" de steder ind, jeg ville stå på ruten og heppe på Benjamin - og de øvrige løbere. Jeg var ved 6, 13 og 26 km.

Metroen i Amsterdam fungerer ret godt, så det var nemt at komme til de steder, der lå forholdsvist tæt på ruten. Desværre var de så ikke specielt publikumsvenlige, da der ikke var meget plads. Jeg fik dog set Benjamin et par gange samt heppet på en masse andre danskere. Og det er altid fedt at stå ved et løb og se de forskellige stilarter, påklædning og løbsglæde, og hvordan løbet udvikler sig -  altså når man ikke selv kan deltage. Også ved at være på stadion, når løberne kom i mål. Sidde på tribunen og se lettelsen og glæden hos de mange løbere.

Benjamin er klar til at give den gas

Hvad angår "vores" deltagelse i løbet, var Benjamins mål 3.30 - plus/minus 5 minutter. Tiden endte med at blive 3:33, så det var mere end godt timet. Og løbet blev fejret med lidt god mad ved hotellet og et par øl på byens ældste værtshus.

Men det var ikke løb det hele, og mandagen var sat af til sightseeing. Igen var vejrguderne med os, og vi havde høj sol det meste af dagen. Byens centrum er forholdsvis lille og nem at komme rundt i. Da vejret var godt, valgte vi at opleve byen på gåben. Vi lagde dog ud med en kanalrundfart. Det var fint at opleve byen fra vandkanten, og den time, turen varede, var også en god måde at orientere sig lidt i byen. Det gjorde det lidt lettere, da vi senere skulle gøre det på egen hånd.

Klassisk Amsterdam-"moment";
kanal, bro og cykler

Og undervejs fik vi sat flueben ved Kongepaladset, diverse kirker og pladser, Rembrandts og Anne Franks hus og byens mange broer og kanaler. Det blev også en tur gennem byens Red Light District og ældste Coffeee Shop - vi handlede dog ingen af stederne!

Der er ikke så mange seværdigheder i byen, men det er byen i sig selv. Kanalerne, broerne, husbådene, de mange cykler, de gamle, men velholdte huse og små, snævre gader. Den er virkelig hyggelig at gå rundt i og bare opleve - og være. Det er det, der gør byen tiltrækkende. Og selv om, at gader og huse ligner hinanden meget, bliver det aldrig for ensformigt.

Det var så anden gang, jeg besøgte byen, men absolut ikke sidste. En forårstur, hvor tulipanerne står i blomst, kunne være oplagt. På et tidspunkt.

Tak til Benjamin for en god og hyggelig tur.

Jeg løber....

Du må aldrig gå ned på udstyr,
så nu har jeg besluttet,
at den der Hoka-model skal prøves af!

Jeg er p.t. i gang med at træne frem til Rom Marathon, hvor startskuddet lyder 10. april. I den forbindelse havde jeg forleden en længere frokost-pause-snak med nogle kolleger om det at løbe - hvorfor eller hvorfor ikke.

Vi havde alle nogenlunde samme forhold til løbetræning. Enten løber du eller også gør du ikke. Og flertallet af dem, der løber, hader det. Men gør det alligevel - måske, fordi løbetræningen ikke nødvendigvis er særligt tidskrævende, du kan træne på det tidspunkt, der passer dig, den kræver ikke nogle udstyrsmæssige forudsætninger bortset fra et par kondisko og så er den effektfuld, hvad enten du går efter at komme i form, tabe dig eller lignende.

Og mit eget forhold til løb er nok midt i mellem - jeg hverken elsker eller hader det. Ret beset er træningen ofte røvsyg. Der sker ikke en skid og Hotel Scandic-skiltet kunne jeg også se for 5-10 minutter siden. 

Men det er så glemt, når jeg kommer hjem. For når du har pustet og strakt ud, og taget et varmt bad, fyldes krop og sjæl med velvære. Sådan har jeg det i hvert fald....., og i takt med, at formen er blevet bedre, mærker jeg også mere overskud i hverdagen. Og det er blandt andet af disse grunde, at jeg kommer af sted i løbeskoene, at jeg allerede glæder mig til næste træningspas.

Foruden velvære og mentalt overskud, har løbe-/marathontræningen også givet gode, rejsemæssige oplevelser, hvor Berlin, Hamburg, Rom og Paris er blevet besøgt. Det har været - og er - en god måde at kombinere nogle interesser på.

Og i dag motiveres og drives jeg af at sætte et mål, lægge en plan og nå målet, det at prøve sine egne grænser af og udfordre mig selv.

Indtil for et par uger siden, forløb træningen planmæssigt, hvor formen LANGSOMT blev bygget op. Men jeg er p.t. skadet, hvor jeg har en muskelforstrækning i højre baglår. Så i stedet står den på cykling, gåture og styrketræning, og så håber jeg, at fysioterapeuten klarer resten. Målet for Rom har hele tiden været "at gennemføre", og det er det så i endnu højere grad nu. 

Efter Rom venter marathonløb i København og Amsterdam, og så må tiden vise, hvad der ellers presses ind. Sammen med ældste-niecens kæreste, Benjamin, leges der med tanken om at lægge arm med et 12-timers. For ja, det gælder om at udfordre sig selv hele tiden - også i løb!

En løber-anekdote

Ligesom "alle andre", har løbere nogle anekdoter, de vender tilbage til. Det være sig fra træning eller løbsoplevelser.

For mit vedkommende er yndlingsanekdoten én fra 1999. Jeg havde på det tidspunkt sat to marathonløb ind på kontoen, og havde sat kursen mod Berlin. Jeg var alene af sted, og rejste med det daværende Marathonexpressen, der i dag er en del af Marathon Travel Club.

Jeg delte værelse med Svend fra Silkeborg. Han var (og er måske fortsat) boghandler i Silkeborg og var gift og havde to børn. Men i bussen på vej derned, sidder jeg ved siden af Henrik, som delte værelse med Søren.

Og det er sidstnævnte anekdoten omhandler.

Søren var en ældre herre - syntes jeg, hvilket nok vil sige, at han havde den alder, jeg har i dag! Han var læge i Sønderborg, og havde løbet et utal af marathonløb - især i Hamborg og Berlin. Han var en lille spirrevip, uden et eneste overflødigt gram fedt på kroppen.

Under middagen dagen før den store begivenhed, talte vi - naturligvis - om løb. Træning, oplevelser med videre.

Jeg husker, at han fortalte, at han trænede to gange om ugen, og med distancer mellem 10 og 20 km. Han gjorde heller ikke det store ud af kosten, og havde hang til god, gammeldags husmandskost. Så ikke noget med energibarer, pasta i uendelige mængder, magert kød og så videre. I hvert fald ikke i samme stil, som "os andre".

Men alligevel formåede han at gennemføre sine løb i nogle imponerende tider, der lå lige omkring 3-timers grænsen. På det tidspunkt var min egen PR 3.58, og jeg trænede mindst fire gange om ugen, og med en samlet indsats, der lå mellem 35 og 55 km.

Og mens, at vi andre sad der og prikkede i salaten og skovlede pasta ind, der blev skyllet ned med cola og vand, spiste han stor bøf og drak en halv flaske rødvin.

Han kom selvfølgelig under tre timer, mens jeg selv satte en ny PR med 3:41. Så jeg, og de andre, syntes, at han var pisseirriterende, men var naturligvis også meget imponerede.

Pointen er, et-eller-andet-sted, at du kan følge nok så mange træningsprogrammer og kostråd, men du må også finde din egen måde at gøre tingene på. Tage de ting, der passer til dig og sætte dem sammen på din måde. Der er ikke noget facit, med to streger under. Lidt ligesom i livet generelt.

Personligt ville jeg aldrig kunne gøre som ham - dertil er jeg for hysterisk og for megen en strukturfascist!

Et træningstilbageblik

De skæve ben er klar til endnu et træningspas

Løbeåret 2015 er ved at være til vejs ende, og for mit eget vedkommende, har det været det første hele år siden 2005, hvor jeg har løbet nogenlunde kontinuerligt. Jeg nåede 1620 km. i løbeskoene, hvilket er mere end, hvad jeg håbede undervejs, hvor jeg var sat ud af skader i cirka halvanden måned.

Gennem året fik jeg sat hak ved to officielle halvmarathonløb, et par af de såkaldte cannonballs i Ringsted og Sorø, Berlin Marathon og mit første 6-timers løb. 

Undervejs har jeg nydt træningen i den lokale løbeklub, RIMO, om onsdagen og søndagen, selv om, at jeg har skulket en del for så vidt angår sidstnævnte.

Løbetræningen blev suppleret med ture på min gamle racercykel samt spinning og styrketræning.

Jeg har været drevet af at sætte nogle mål som eksempelvis Berlin Marathon, et ønske om et vægttab, hvor jeg p.t. er oppe på minus 20 kg. siden maj 2014, og ikke mindst den lokale løbeklub, hvor træning kombineres med det sociale. Det har også resulteret i nogle gode kammeratskaber og et enkelt nært venskab.

Jeg har gennem året vist, at jeg kan planlægge og gennemføre det, jeg sætter mig for, og kan holde fokus og have disciplin til at gøre det. 

Tiden må vise, hvad 2016 bringer. Jeg overvejer at gøre mere ud af cyklingen, og det vil måske sætte sig på den den samlede træningsdistance i løbeskoene.

Men sigtekornet er rettet ind mod Rom Marathon i april og København i maj. Derudover stiller jeg til start i Copenhagen Half Marathon i september. Sammen med ældste-niecens kæreste, Benjamin, er et marathonløb i efteråret også i støbeskeen. Desuden overvejer jeg at lægge arm med et 12-timers løb - eller som minimum snuppe 6-timers løbet igen.

For så vidt angår selve min træning, skal den tilpasses noget bedre, hvor jeg vil følge nogle programmer, så jeg forhåbentligt undgår de overbelastningsskader, der har præget 2015. Og lytte bedre til min krop. Skavankerne forsvinder ikke lige så hurtigt, som da jeg var i 30'erne!

Det skulle også gerne betyde, at mine tider bliver forbedret. Eksempelvis er målet for Copenhagen Marathon at komme under 4 timer, og gerne omkring 3:45.

Det vigtigste er dog at komme af sted, og jeg glæder mig allerede til at tage fat på det nye løbeår.

6 timers løb i Albertslund

Start- og Målområdet

I forbindelse med træningen frem mod Berlin Marathon i slutningen af september, fik ældste-niecens kæreste, Benjamin Olsen, og jeg den skøre idé, at vi ville "udnytte" marathonformen til at løbe et såkaldt ultraløb. Det vil sige et løb, hvor distancen bliver mere end 50 km.

Et sådan fandt vi i Albertslund, hvor Albertslund Løb Og Triathlon arrangerer diverse ultraløb i løbet af året. Dem kan der læses mere om lige her.

Løbet foregår på en rundstrækning på lidt over 2 kilometer, så jeg fik op til løbet lavet nogle testløb på en lignende distance i Ringsted samtidig med, at jeg fik øvet mig med at løbe med musik i ørene. Det er jeg ikke vant til, men tænkte, at adspredelse var en nødvendighed under løbet.

Lørdag skulle vi så prøve, om vi kunne stå - løbe, om man vil - distancen, og med fra den lokale løbeklub, RIMO, var også Bjørn Jensen, Kurt Olsen, Kjeld Agerbo Jensen, Alex Rørbæk, Rasmus Salomon og Thomas Frederiksen.

I alt stillede 78 individuelle løbere til start, hvoraf størsteparten løb 6 timers løb, mens nogle løb marathon. Dertil skal lægges 9 stafethold.

Målsætningen var rimelig klar - jeg skulle overleve, undgå skader og nå 50 km. Og alle tre ting lykkedes, da jeg kom rundt på cirka 52,5 km. Ligesom i Berlin, havde jeg god energi og meget mentalt overskud, men benene ville ikke mere, og de skader, jeg har haft i løbet af året sad også lidt i baghovedet. Så jeg valgte også at passe på mig selv - også fordi, at det var første gang, at jeg skulle prøve den distance.

Jeg var meget i krise mellem 30 og 40 km., men fik ny energi, da jeg krydsede marathondistancen. Jeg må også sige, at musikken hjalp godt på vej. Der var ligesom noget, der fjernede fokus fra ømme knæ og fødder, og til sidst var jeg i en nærmest meditativ tilstand, hvor jeg bare "løb" og "løb". En fed fornemmelse.

Vi alle kom flot rundt, trods diverse problemer med ryg, mave med videre, og havde en rigtig dejlig oplevelse. Flere af RIMO'erne nåede de mere end imponerende 60 km. og mere til.

Men rammerne var også perfekte. Der var godt løbevejr, vindstille, overskyet og en 10-12 grader. Dertil skal lægges en rigtig hyggelig rundtrækning omkring Tueholm Sø, hvor vi nærmest kunne spejle os i den hele vejen rundt på ruten. De hyggelige omgivelser gjorde også, at turen ikke blev for ensformig.

Selve løbet var også godt organiseret. Ruten var selvfølgelig nem at finde rundt på - især efter 10-12 runder.... - og selve depotet var rigtigt godt. Det var nemt at komme til, og udvalget var stort og frisk. Samtidig kunne du på en skærm følge med i din placering, rundetid og antal runder.

Stemningen var også rigtig god. Ude på ruten blev man bakket op af de andre løbere - jeg synes, at der altid er et godt sammenhold løbere i mellem. Især i de mindre løb - og hunde- og barnevognsluftere. Et par yderligere RIMO-løbere dukkede også op undervejs for at give en heppende hånd. Dejligt.

Sådan kan man også se
ud efter 6 timer i løbesko

Efter 6 timer lød sirenen og vi skulle blive stående, så det kunne blive målt op, hvor langt vi var nået. Hjælperne var hurtig fremme med tæpper, så vi kunne holde varmen. Og tilbage i målområdet var der varm kakao og lagkage.

Så alt i alt en rigtig god oplevelse, og jeg har selv fået mere mod på det her ultra-løb, og har været så letsindig at melde ud, at jeg til næste år vil prøve et 12 timers løb. Jeg kan nå at ændre mening mange gange, men 6 timers løbet skal jeg med til igen.

Sejren markerede vi alle på Café Vivaldi, med lidt god mad og en stor øl. En god måde at runde en hård, men sjov dag af på.

Nu sigtes der mod nye mål, hvor marathonløb i henholdsvis Rom og København er lagt i kalenderen. Udfordringer er jo til for at blive taget op!

Berlin Marathon 2015

Benjamin, Søren og Martin - Klar, Parat, Start

I maj 2014 besluttede jeg, at jeg i 2015 igen ville forsøge at løbe et marathon. På det tidspunkt var det 5 år siden, at jeg havde "løbet" mit seneste - nummer 18 i rækken.

I efteråret blev planerne mere konkrete, hvor rejsen til Berlin Marathon blev bestilt og betalt. Og det sammen med Benjamin, Martin og Kenneth. På det tidspunt var træningen langsomt begyndt at tage form, og 27. september 2015 syntes meget langt væk.

Månederne gik, kilometer-kontoen steg, skaderne kom og gik og kom igen, men alligevel så jeg med fortrøstning frem til igen at skulle tage livtag med distancen. I begyndelsen af august var jeg dog ved at smide håndklædet i ringen, da jeg var stærkt plaget af en overbelastningsskade i venstre hofte. En skade forårsaget af dumstædighed, hvor jeg mente, at jeg sagtens kunne træne, som jeg gjorde for 13-15 år siden, og derfor afviste alle velmente råd. Jeg ved bedre nu!

Men lørdag morgen var der afgang fra Ringsted. Desværre uden Kenneth, som blev skadet undervejs i træningen. Først på eftermiddagen landede vi ved løbemessen i den gamle Tempelhof Lufthavn. Nummerudleveringen forløb nemt og hurtigt - tysk organisation, når det er bedst. De mange fristelser på standene ved messen sprang vi over - så interessant var udbuddet heller ikke.

I stedet satte vi kursen mod hotellet - den burde have taget 20 minutter, men tog knapt to timer. Bymidten var nemlig spærret af på grund af, at rulleskøjteløberne var ude på distancen. Men vi kom frem til det meget centralt beliggende hotel - tæt ved startområdet og hovedbanen.

Vi blev indlogeret, og begyndte de sidste forberedelser inden den store dag. Udpakning, påfyldning af væske og kulhydrater og afslapning. Undervejs blev det også til en dejlig aftentur i den smukke by.

Søndag morgen stod jeg så klar til mit fjerde marathon i Berlin - men det bliver ikke det sidste. For selv om jeg fortsat har lidt ondt i fødderne, er jeg klar til at gøre det igen.

Selve løbet gik (!!) som forventet. Jeg kom rundt i tiden 4:21, hvilket er godkendt, uden at være prangende. Vægt, form og alder skal også tages i betragtning. Jeg lagde roligt ud, og kunne mærke, at jeg egentligt havde det meget godt. Benene fulgte med og depoterne var fyldt helt op. Efter knapt 22 km. kunne jeg for alvor mærke muskler i mine ben, som jeg ikke anede eksisterede. Og fra 32 til 38 km. var jeg for alvor i krise, hvor kilometertiden bare blev længere og længere. Det mest frustrerende var, at jeg løb med energi og overskud, men benene ville bare ikke med. Men heldigvis mærkede jeg intet til min skade.

Men den kolossale opbakning fra mere end 1 mio. tilskuere langs ruten var også med til at bære én rundt. Og især på det sidste stykke, og da jeg kunne skimte Brandenburger Tor og dermed målstregen. Fornemmelsen da jeg krydsede målstregen var nøjagtig den samme som tidligere – hvis ikke større.

Og det var et meget flot løb. Sol, 18-20c, 40000 løbere og fantastisk stemning langs ruten. Musik, medlidende blikke og jublende børn, som stak hænderne frem, så de trætte løbere kunne give/få et klap. Mange steder på ruten stod publikum så tæt på os løbere, at det næsten var ligesom cykelrytterne på Alpe D'Huez. Fantastisk. Men alle tog hensyn til hinanden. Både publikum og løberne. Stemningen var så fantastisk, at jeg nærmest havde gåsehud hele vejen rundt, og var flere gange ved at tude - af bar glæde. Og tårerne fik frit løb, da jeg endelig krydsede målstregen.

Efter løbet mødtes vi på hotellet og kunne klappe hinanden på skuldrene over, at vi havde sat os et mål, gået efter det og nået det! Martin kom rundt i 5:45 og Benjamin i imponerende 3:13. Det blev fejret med et par øl på værelset og god tysk mad ude i byen.

Selfie ved Muren

Mandag var dagen for hjemturen, men inden, at kursen blev sat mod Danmark, tog vi lidt tid til sightseeing i byen, jeg aldrig bliver træt af. Her fik vi sat hak ved Rigsdagen, Brandenburger Tor, det jødiske mindesmærke, Hitlers bunker, Muren og Checkpoint Charlie. 

Og kl. 19.00 ramte vi igen byskiltet i Ringsted, og restitutionen kunne for alvor begynde. For vi var alle godt mærkede, men det gjorde ikke så meget, for det var en meget vellykket og hyggelig tur.

Og det er nu tid til at sætte nye mål. I 2016 har jeg allerede plottet Copenhagen Marathon ind i kalenderen. Her skal der tages revanche for skader og forkert træning, og tiden fra Berlin skal slås. Måske jeg forinden også lægger Rom, Hamburg eller Paris Marathon i kalenderen. 

På den "korte" bane stiller jeg på søndag til start i Eremitageløbet - dog som en ung kvinde på 27 år, idet jeg løber i ældsteniecens navn. Tre uger efter skal jeg prøve at lægge arm med mit første 6 timers løb. Det finder sted i Albertslund, hvor målsætningen er at nå de 50 km. - skulle der sættes mere ind, vil det være ren bonus.

For ja, jeg er igen blevet ramt af en løbe-virus, og motiveres især af det at sætte mig et mål, gå efter det og nå det, men også at vise overfor mig selv, at jeg kan - og vil.

Så nu fortsætter jeg rejsen mod nye mål. Mere om dem med ujævne mellemrum her på bloggen.

Copenhagen Half Marathon 2015

Søndag løb Copenhagen Half Marathon af stablen, og her var jeg også at finde i startfeltet - sammen med flere end 24000 andre løbere.

Det var ellers ikke et løb, jeg havde lagt ind i kalenderen som led i træningen frem mod Berlin Marathon 27. september. Men efter en skadesperiode, var jeg sat noget tilbage, træningsmæssigt. Så da en kollega havde to billige startnumre til salg, var beslutningen egentlig meget nem. Så sammen med min gode veninde, Lisbeth, blev de snuppet. 

Hun havde løbet Skovløberen sidste søndag - også en halvmarathon - men det var ingen hindring for at snuppe én mere. Og for mit eget vedkommende, kunne løbet så tjene som en sidste test inden Berlin - og mærke, hvor jeg står inden dét løb. Også ovenpå min overbelastningsskade.

Kl. 11.15 gik starten, og selve startområdet var delt op i grupper, al afhængig af forventet sluttid. Det tog lidt tid før, at løbet var givet helt frit, men det betød ikke noget, for din tid begyndte først, når du havde krydset startstregen.

Ruten var afspærret og godt mærket af, og stort set overalt var godtfolk fra nær og fjern troppet op for at heppe løberne rundt, ligesom der var musik og salsadans flere steder. Det giver altid det sidste kick. Så både stemningen i feltet og langs ruten var i top. 

Selve ruten var rimelig flad, og ledte os gennem Nørrebro, Frederiksberg, Vesterbro, havnefronten, midtbyen og Østerbro, så hele København blev taget godt i brug.

Vejrmæssigt var vi også rimelige heldige. Det regnede hele morgenen, men da startskuddet gik, klarede det op, og først efter halvanden time ude på ruten, begyndte det igen at dryppe lidt. Der var også en del vind, men generelt et godt løbevejr.

Selve logistikken omkring løbet fungerede mere end perfekt. Det var nemt at finde bagageindleveringen og ude på ruten, var depoterne noget nær perfekte. Der var opstillet væske i begge sider af vejen, og med rigelig plads. Det er noget, du som løber sætter stor pris på.

For mit eget vedkommende kom jeg rundt på 1:58, og det var godkendt. Jeg kom under to timer, og fik samtidig passet på mig selv, så skaden ikke brød op igen. Jeg mærkede lidt til den, men ikke mere end, at jeg havde en god oplevelse. Benene føltes også gode, så jeg burde være klar til at tage livtag med marathondistancen om under to uger. 

Lisbeth løb på 1:54, men hun løber også godt og stærkt. Jeg noterede også, at de andre løbere fra den lokale løbeklub, RIMO, samt andre, jeg kendte, også havde haft et godt løb og en god oplevelse. Herligt.

Så alt i alt en rigtig god løbeoplevelse. Nu fortsætter træningen frem mod Berlin Marathon. Eller det vil ret beset sige nedtrapningen frem mod det.

Mit første marathon

Sådan kan man også se ud, når man
har "løbet" sit første marathon

27. september stiller jeg til start i mit 19. marathon - denne gang i Berlin, og sammen med mine gode kammerater, Benjamin, Martin og Kenneth.

Det første løb jeg i 1998 - i maj i København. Jeg havde inden da løbet "on and off", men ikke specielt målrettet. Fodboldstøvlerne var blevet lagt på hylden og cyklingen trak ikke så meget længere. Og da mit arbejde også på daværende tidspunkt var meget stillesiddende, tænkte jeg, at jeg skulle sætte mig et mål for træningen, så jeg også kom af sted, når det stod ned i stænger eller når pingvinerne bankede på døren.

Jeg besluttede derfor, at et marathon meget passende kunne blive en 30 års fødselsdagsgave til mig selv - jeg rundede nemlig dét hjørne i april 1998.

På det tidspunkt kendte jeg ikke andre, som løb, og nettets udbredelse var ganske begrænset. Så jeg måtte, mere eller mindre, ty til "at prøve mig frem", mine erfaringer fra cyklingen, hvor jeg et par gange i begyndelsen af 90'erne cyklede Sjælland Rundt, tips i den lokale sportsforretning og hvad jeg ellers kunne støve op af blade og artikler om løb.

Så det blev meget ustruktureret - selv for en strukturfascist, som jeg - men LANGSOMT fik jeg bygget træningen op. Det krævede en vis overvindelse at komme forbi de tre træningspas om ugen og ikke mindst springe turene på byens barer over. Men målet i maj drev mig på vej, og stor var glæden, da jeg i begyndelsen af 98 ramte min første 15 km.-tur.

Og da jeg nåede maj og udfordringen for alvor kunne skimtes, følte jeg mig klar. Undervejs var løbe-garderoben også blevet suppleret op, men da den med "du må aldrig gå ned på udstyr" ikke var nået til mig endnu, valgte jeg at stille op i en helt almindelig bomulds-tshirt. Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre i dag!

Dagen før dagen, fik jeg dog et gevaldigt knæk. Jeg havde ingen erfaring med at spise og drikke rigtigt op til et løb, og kombinationen af for mange bananer og for megen energidrik viste sig at være meget uheldig - jeg brækkede mig stort set hele aftenen før løbet. Så da jeg stod ved startlinjen, var det med en omgang morgenmad, en energibar og noget energidrik i maven. Og temmelig mange sommerfugle. Det var samtidig temmeligt varmt, så jeg følte mig dehydreret allerede inden, at starten lød.

Men jeg fik kæmpet mig rundt, og fik oplevet det, stort alle gør i et sådan løb - euforien, muren og så videre. Og rendte forvirret rundt ved depoterne, da jeg ikke lige vidste, hvad man gjorde - og ikke gjorde.

Tiden blev 4:58, men det var fuldstændigt underordnet. Jeg gjorde det - selvom jeg led og led og led undervejs. Og tænkte at skulle jeg få den vanvittige idé igen, håber jeg, at jeg får et par på kassen. Men følelsen, da jeg krydsede målstregen var helt ubeskrivelig.

Jeg fik ideen igen, og fik ikke nogle på kassen. Så året efter stod jeg der igen - mange erfaringer rigere, og med en form, der skar en time af tiden fra året før. Sidenhen blev det til flere løb i København, men også en del gange i Berlin, Hamborg og Odense, ligesom Rom og Paris kom på listen.

Til september venter Berlin så igen - jeg glæder mig.

At løbe i skoven

Jeg har de seneste måneder løbet hver søndag i Bidstrup Skovene mellem Ringsted og Roskilde - eller i hvert fald når det passede ind i min kalender. Og det sammen med den lokale løbeklub, RIMO.

Her mødes vi kl. 09.00 ved Avnstrup Asylscenter, og ligesom ved træningen om onsdagen inddeles vi så i hold i forhold til tempo og distance. Der er ikke så mange med om søndagen, men alligevel er vi altid mindst tre hold. Der løbes i cirka 1 time, og mit hold plejer at ramme 9-10 km. på den tid.

Jeg havde forinden ikke tidligere løbet i skoven - bortset fra dengang, jeg legede soldat - men efterhånden som tiden er gået, er jeg nået frem til den erkendelse, at jeg næsten ikke kan undvære den træning. Og som jeg for et stykke tid siden skrev på Facebook, så er løb i skoven, som et Kinderæg - meditation, naturoplevelse og god træning på én og samme gang.

Meditation fordi du kun er dig selv - og dit hold. Og så måske andre motionister på løbeben, cykel med videre. Der er ingen biler, fodgængere og andre forstyrrende elementer. Du nyder turen - eller så meget, som du nu kan... - og tankerne får lov til at flyve afsted.

Naturoplevelse fordi du oplever skoven på nærmeste hold. Skovens dyr (hvis de ikke er blevet skræmt bort af din astmatiske stønnen), skovens skift i takt med årstiderne og du kommer ad stier, du ellers normalt ikke vil komme.

God træning fordi du bliver udfordret og presset noget mere end på asfalt. Veje/stier er eksempelvis mere kuperet og det blødere underlag kræver også flere kræfter. Det ses også af tiderne, hvor vi typisk er 30-60 sekunder længere om hver km. end på asfalt. Og samtidig er det en god afveksling til landevej og by.

Så denne form for træning kan jeg kun give mine varmeste anbefalinger. Og nu glæder jeg mig allerede til næste tur.

BT Halvmarathon 2015

Det er en alvorlig sag at
gennemføre en halvmarathon!

Søndag formiddag løb BT Halvmarathon igen af stablen, og for første gang var jeg med i startfeltet. Beslutningen blev taget i efteråret, hvor Martin, Benjamin, Kenneth og jeg tænkte, at det ville være et godt delmål frem mod Berlin Marathon til september.

Kenneth måtte desværre melde fra kort før løbet, men vi andre tre troppede friske op. I startområdet mødte vi et par andre løbere fra den lokale løbeklub, RIMO, og Monica, Katrine og Vicky var også klar til at tage udfordringen med de 21,1 km. op.

Op til løbet var mit eget delmål, at jeg skulle under 2 timer, men de seneste par uger har jeg været præget af smerter i hoften/lysken, så målet blev ændret til "at gennemføre". Og begge mål blev indfriet, da jeg kom rundt i 1:55 - måske godt hjulpet af de to smertestillende piller, jeg tog inden startskuddet. Jeg mærkede lidt til smerten, men den skulle løbes væk! Måske ikke den klogeste beslutning, jeg har truffet, men det må de kommende uger vise....

Kl. 11 gik starten, og selve startområdet var delt op i grupper, al afhængig af forventet sluttid, men det virkede som om, at anarkiet herskede, og ens tid begyndte alligevel først, når du krydsede startstregen, så vi fandt en plads i feltet.

Ruten var afspærret og godt mærket af, og stort set overalt var godtfolk fra nær og fjern troppet op for at heppe løberne rundt, ligesom der var musik og salsadans flere steder. Det giver altid det sidste kick. Så både stemningen i feltet og langs ruten var i top. Selve ruten var meget varieret, og løb rundt i Lyngby og omegn, og med nogle hårde stigninger undervejs.

Op til løbet havde meteorologerne lovet regn, men heldigvis tog de fejl, for vi fik nærmest perfekt løbevejr. Tørvejr, overskyet og ingen vind.

Selve logistikken omkring løbet fungerede også fint, hvor det var nemt at få sit startnummer, der var vogne til skiftetøj med videre, ligesom der var busser fra målområdet ved Rundforbi Stadion og tilbage til Lyngby Storcenter. Eneste ankepunkt var, at startområdet ikke var godt nok afmærket/angivet, men det var en lille bagatel.

Så alt i alt en rigtig god løbeoplevelse, og jeg er klar til at stille op igen til næste år.

Nu fortsætter træningen frem mod Berlin Marathon, og efter det, et 6 timers løb i Albertslund, Benjamin har fået lokket os med til. Men den tid, den sorg.....

Marathonstatus #4

Om 6 måneder lyder startskuddet til Berlin Marathon, så det er blevet tid til en ny status.

Træningen over vinteren har forløbet planmæssigt, hvor jeg er blevet den knæskade, jeg pådrog mig i slutningen af oktober, kvit. Jeg tager dog ingen chancer, så jeg træner fortsat med knæbind og passer på med ikke at overbelaste knæet igen.

Træningsmængde og -frekvens bliver langsomt øget, hvor jeg nu træner tre gange om ugen, ligesom jeg til den faste onsdagstræning i den lokale motionsklub, RIMO, løber til og fra træning. Så p.t. lander jeg på omkring 35-40 km. om ugen, og dertil skal så lægges den spinning- og styrketræning, jeg fortsat holder fast ved.

Den gode form lader dog vente på sig, hvor jeg i stedet er træt og har meget tunge ben. Måske jeg træner forkert, for jeg må nok erkende, at jeg ikke kan træne på samme måde, som for 15-17 år siden, hvor jeg for alvor tog fat på løbetræning og marathonløb!

Jeg overvejer derfor at tage fat i et løbeprogram, og så træne efter det, ligesom jeg skal til at træne lidt sammen med ældste-niecens svigerfar, som er en mere end habil løber.

Et nyt delmål er også blevet lagt, nemlig BT Halvmarathon i slutningen af april. Det bliver så første gang, jeg deltager i dette løb. Jeg overvejer også at deltage i nogle andre halvmarathonløb, blandt andet de såkaldte Cannonball Run, som dette her i hjembyen. - mere for at have noget at styre efter.

En sidegevinst til træningen er også, at der i disse måneder bliver indkøbt nyt løbeudstyr - for man må jo aldrig gå ned på udstyr! Så der købes tøj, sko, energiprodukter med videre, og det er super-skægt at dykke ned i det store løbeudvalg, der er på nettet - men også dyrt!

Alt i alt er jeg fortsat ganske fortrøstningsfuld med hensyn til træningen, og glæder mig nu til, at det for alvor bliver bedre vejr - for det er nu sjovere at træne, når det er lyst og temperaturen ligger over 5-10 grader!

Løbetræning med RIMO

DGI Crossløb i Hedeland

I forbindelse med min beslutning om "Et marathon i 2015" besluttede jeg også, at jeg ville melde mig ind i den lokale løbeklub, RIMO. Min ene niece og hendes kæreste, Stine og Benjamin, havde længe opfordret mig til at træne med, men jeg har egentligt altid foretrukket at træne alene - så kan du selv bestemme tempo, distance, hvornår der skal trænes med videre.

Men jeg besluttede at give det en chance, og det har jeg ikke fortrudt. Faktisk synes jeg nu, at det er liiiidt kedeligt at træne alene. Jeg har derfor de seneste måneder, og med ujævne mellemrum, deltaget i RIMOs faste løbetræning om onsdagen.

Vi mødes kl. 19.00, og deles så ind i de faste hold, der er afstemt tempo, distance og løbeerfaring med videre. Hvert hold har 1-2 holdledere, der leder løberne rundt i Ringsted, sætter tempoet, motiverer med videre. Selv løber jeg p.t. med Hold 4, der rammer 10-11 km. på den time, træningen varer.

Det er også det største hold, og de to faste holdledere, Ib og Brian, er rigtig gode til at variere ruterne - forskellige ruter, flad/kuperet og så videre - og tempoet, hvor der også hver gang lægges en række tempoløb/intervalløb ind, så vi også bliver udfordret og presset.

Onsdags-træningen bliver desuden suppleret med søndagstræning i Bidstrup-skovene, og efter nogenlunde samme koncept, som om onsdagen.

Noget af det andet, jeg også kan lide ved træningen, er det sociale element. Stemningen er høj og selvom løb er en individuel sport, løber vi også sammen. Det betyder blandt andet, at dem, der ligger forrest/løber hurtigst ofte bliver sendt tilbage for at hente de andre. Det giver også følelsen af, at vi løber som et hold.

Træningen er også med til at holde fast i én, for det er nogle gange lidt lettere at komme afsted, når du ved, at der er andre at løbe med - også selvom det skulle være bidende koldt eller øse ned.

Medlemsskabet har betydet, at jeg har deltaget i DGI Crossløb. Dog kun de to sidste afdelinger i henholdsvis Hedeland ved Roskilde og i Kalundborg. To hårde afdelinger, med mudder, smalle skovstier, umulige bakker og så videre. Hårdt, men også fedt.

Så alt i alt har jeg ikke fortrudt mit valg, og ser hver gang frem til onsdagens træning fra hallerne i Ringsted.

Marathonstatus #3

Det er nu knapt 6 måneder siden, at jeg besluttede mig for "en marathon i 2015", og det er nu tid til en ny status.

Og siden sidst, er beslutningen blevet mere konkret, nemlig i form af Berlin Marathon i slutningen af september. Jeg skal af sted sammen med tre andre gutter - Benjamin, Martin og Kenneth - der alle får deres marathondebut i Berlin. 

Og man kan næsten ikke finde et bedre sted at debutere, da løbet er helt fantastisk. Ruten er meget flad, der er 40.000 deltagere og mere end 1 million heppere langs ruten. Jeg har løbet der tre gange tidligere, og hver gang har det været en meget stor oplevelse.

Vi er sikret startnummer, idet vi har købt en pakkerejse gennem Marathon Travel Club. Så nu skal vi i gang med træningen, og ikke mindst holde hinanden i ørene! Vi har et delmål i foråret i form af en ½ marathon, så der er noget at sigte efter.

Men ellers har træningen ligget lidt stille de seneste uger - i hvert fald løbemæssigt. Det grundet en overbelastningsskade i det venstre knæ. Men efter nogle ugers pause samt et besøg hos en massør i Næstved, som Benjamin kender, er jeg efterhånden klar igen. Jeg har dog holdt fast i styrketræning og spinning, så jeg ikke gik helt i stå!

En del af vintertræningen bliver deltagelse i DGI Cross Cup - det skulle efter sigende være en hård, men også sjov oplevelse. Jeg misser de to første afdelinger, men tiden frem mod de to sidste kan så bruges på at øve mig på trail- og crossløb i blandt andet skoven og i den nærliggende Ringsted Ådal.

Og da man aldrig må gå ned på udstyr, har jeg til den anledning investeret i de afbildede Salomon Speedcross 3 CS, der stort set skulle være skridsikre og vandtætte.

Nu glæder jeg mig til at tage fat - og ikke mindst til at komme i gang igen!

Eremitageløbet 2014

Sådan kan man også se ud efter at have sat
hak ved Eremitageløbet - og lige skal tjekke tiden!

Som eventuelle læsere af denne blog vil vide, har jeg et mål om "et marathon i 2015", og et af delmålene frem med det, er Eremitageløbet. Det blev løbet søndag formiddag, og for mit vedkommende var det første gang, at jeg stod i startfeltet.

Deltagelsen opstod lidt tilfældig. Min ældste niece løb med sidste år og havde igen i år købt startnummer, men er efterfølgende kommet i lykkelige omstændigheder. Jeg overtog derfor hendes startnummer - det var måske lidt tidligt i forhold til mig egen træningsplan, men jeg tænkte, at deltagelsen kunne kickstarte min træning og sikre, at jeg holdt fast. Det har holdt nogenlunde stik....

Så søndag morgen troppede jeg op ved Ringsted Stadion, hvor mere end 60 andre medlemmer af den lokale motionsklub, RIMO, var klar til at hoppe ind i bussen og sætte kursen mod Dyrehaven. Fulde af forventninger om en god dag og løbeoplevelse.

Og forventningerne blev til fulde indfriet, for Eremitageløbet blev en rigtig fed oplevelse. 

Velankommet til Dyrehaven, blev basen etableret, og som tiden nærmede sig kl. 11 og dermed det officielle starttidspunkt, begyndte løberne er gøre sig klar og nærme sig startfeltet, hvor 16-17.000 andre håbefulde løbere også stod klar. Og et hurtigt kig ned gennem feltet viste, at løbet er for alle - ung som gammel, høj som lav, trænet som utrænet og så videre.

Selve ruten var umådelig smuk, hvor vi blev ledt gennem Dyrehaven, forbi Eremitageslottet, åbne som skyggefulde strækninger med videre, og i feltet herskede en herlig stemning, om end snakken og grinene blev erstattet af pusten og stønnen efterhånden, som løbet skred frem.

Ruten var lidt for kuperet for min smag, hvor især det afsluttende "bjerg" frem mod målstregen, nærmest tog livet af mig. Men det hårdeste var de mange løbere på de smalle stier - jeg løb meget i ryk og fandt først rytmen efter 10 km. 

Der var også god stemning langs ruten, hvor mange havde taget opstilling og gav en heppende hånd med. Men vejret var også perfekt, med høj sol, lune temperaturer og meget lidt vind.

Min egen tid for de 13,3 km. blev 1:16:49, og den er jeg ganske tilfreds med, om end der er plads til forbedringer, men det er der jo altid......! Det var også fedt at deltage i et løb igen, og jeg er helt sikker frisk på at løbe med igen til næste år.

Det var også rigtigt fint at deltage sammen med RIMO - herlige mennesker, styr på det hele, høj stemning og super hyggeligt. Perfekt arrangeret!

Så alt i alt kan jeg kun give Eremitageløbet mine varmeste anbefalinger.

Personligt står udfordringen nu på at holde fast i træningen, men jeg nyder at være i gang igen - at sætte mål, træne henimod dem og forhåbentligt nå dem - så jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes. Og at marathon-målet dermed fortsat kan nås.....

Marathonstatus #2

Om tre uger løber årets Eremitageløbet af stabelen, hvor jeg også vil være at finde i startfeltet. Løbet er samtidig første delmål frem mod "et marathon i 2015", der fortsat er min plan.

Træningen skrider planmæssigt frem, hvor følgende ugeplan følges nogenlunde slavisk:

• 2 gange løbetræning, og mellem 8 og 12 km.
• 1 gange spinning, med fokus på puls- og konditionstræning
• 1 gange styrketræning - ja, netop styrketræning af min svagelige krop

Bortset fra ømhed i hele kadaveret og opdagelse af muskler, jeg ikke kendte eksistensen af, mærker jeg heldigvis ingen skavanker og snigende skader.

Derimod oplever jeg en fortsat fremgang i formen - det kunne dårligt gå den modsatte vej! - hvor tiderne på mine løbeture holdes eller forbedres. Tiden ligger cirka på 5.15-5.25 min/km, hvilket jeg er ganske tilfreds med.

Det faste træningsforløb har også resulteret i et fortsat vægttab, hvor jeg siden 10. maj har tabt mig 9 kg., men der er fortsat nogle kg. til "idealvægten".

Og i "ren eufori" over fremgangen og træningsrytmen, har jeg sat et nyt delmål, nemlig deltagelse i KMD 4:18:4 til næste år. En lille triathlon, hvor der skal svømmes 400 meter, cykles 18 km. og løbes 4 km. Jeg er ikke sikker på, at det er den klogeste beslutning - også set i lyset af, at mine svømmefærdigheder begrænser til flydning! - men nu må det prøves....

Nå, men for nu glæder jeg mig til Eremitageløbet og kursen mod de næste delmål.

Marathonstatus #1

Nye løbesko skal der til

For et par måneder siden besluttede jeg, at jeg i 2015 igen ville løbe et marathon. Nu er det tid til første status.

Jeg har holdt fast i min intention om at fortsætte "styrketræningen" i mit lokale træningscenter, Fysikken, hvor jeg p.t. er afsted en til to gange om ugen - primært med fokus på at styrke min ryg og kroppen generelt.

Den træning er så blevet suppleret med cykeltræning. Jeg ville gerne have cyklet noget mere, men har indtil videre valgt at prioritere styrketræningen.

Dette har, sammen med en generel kostomlægning, så betydet et samlet vægttab på 5 kg. - trods sommerferiens gode liv - men der er også rigeligt at tage af!

Undervejs har jeg så sat et nyt delmål - nemlig at deltage i årets Eremitageløbet. Det bliver så første gang, at jeg skal løbe de 13,3 km. i Dyrehaven. Jeg er ikke sikker på, at det er den klogeste beslutning, men deltagelsen kan motivere løbetræningen noget mere. Jeg har af samme grund meldt mig ind i den lokale motionsklub, RIMO, hvor jeg regner med, at jeg vil træne med fra begyndelsen af september.

Og da man aldrig må gå ned på udstyr, har jeg så også købt nye løbesko - Asics Nimbus 15. De gamle, jeg havde, havde nummer 10, så det siger også noget om, hvor længe, jeg har ligget stille......

Nå, men jeg glæder mig til Eremitageløbet og kursen mod de næste delmål.

Et marathonløb i 2015

Sidste mandag tog jeg ganske givet (endnu?) en dum beslutning. Jeg besluttede nemlig, at jeg i 2015 vil ende til den tid 6 års pause og stille til start i et marathonløb et-eller-andet-sted.

Inspirationen kom dels fra Copenhagen Marathon, der blev afviklet dagen før, dels fra et billede, en tidligere HH-klassekammerat havde lagt på Facebook fra hendes deltagelse i en triathlon.

"Pludselig" begyndte jeg at savne det at sætte sig et mål og så træne hen mod dette, og fik derfor lyst til at tage en tur til. Dette gjorde jeg især i perioden 1998 til 2005, hvor jeg løb 16 marathonløb i ind- og udland. Sidenhen kom der så to mere til, men siden 2009 har jeg "ligget stille".

Men nu skal det altså være, og målet er et løb i efteråret 2015. Det giver tid til at træne fornuftigt op og begrænse risici for overbelastningsskader. Fakta er nemlig, at jeg under løbet i 2009 fik en overbelastningsskade i den højre hofte, som fortsat genererer mig, samtidig med, at jeg døjer med tilbagevendende rygproblemer.

Det betyder også, at første fase, der strækker sig over de næste 4 til 5 måneder, vil koncentrere sig om følgende:

• Fortsætte styrketræningen i mit lokale træningscenter, suppleret med ture på løbebåndet og spinning
• Træningsture på min racercykel 1 til 2 gange om ugen
• Kostomlægning, hvor især kartofler, hvidt brød og slik droppes, og hvor der især skrues op for grønt og magert kød. Jeg har dog ingen intentioner om at droppe øl og vin!

Dette skulle gerne lede til en styrket ryg og ikke mindst et vægttab på gerne 8 til 10 kg.

Næste fase bliver så langsom optrapning af løbetræningen, hvor et medlemsskab i den lokale motionsklub ganske givet bliver overvejet nøje.

Hvor løbet bliver, ved jeg ikke endnu, men Amsterdam er et godt bud. Det skulle være et godt løb, med en forholdsvis flad rute. Berlin er også med i spillet, men der har jeg løbet tre gange tidligere.

Jeg vil, fra tid til anden, lave en status her på bloggen. Mest som et middel til at holde motivationen og mig selv til ilden!