tirsdag den 18. oktober 2016

En forlænget weekend i Amsterdam

Amsterdam by morning
Lørdag morgen kl. 06.00 blev jeg hentet her på matriklen. Næste stop var Københavns Lufthavn. Det var nemlig blevet tid til, at ældste-niecens kæreste, Benjamin, og jeg skulle til Amsterdam.

Da turen blev bestilt i slutningen af februar, var målet, for os begge, for turen Amsterdam Marathon, men skader og andre undskyldninger satte mig ud af dét spil. Men rejsen var betalt, og Benjamin kunne godt bruge noget opbakning under løbet, så jeg valgte at tage afsted.


Nedenfor er der lidt om indtrykkene fra turen.


Lørdag og søndag stod i maratonløbets tegn. Om lørdagen blev startnummer hentet, ligesom den tilhørende messe blev besøgt. Den var ikke speciel stor eller spændende, men jeg fik dog handlet lidt - hos danske Saysky. Vi fik også orienteret os lidt i start- og målområdet. Det lå i forbindelse med byens olympiske stadion. Fed ramme for et maratonløb.

Og søndag morgen var det proppet til randen - med håbefulde løbere og morgenfriske heppere. Solen stod højt og det var noget nær perfekt løbevejr. På rutekortet havde jeg "plottet" de steder ind, jeg ville stå på ruten og heppe på Benjamin - og de øvrige løbere. Jeg var ved 6, 13 og 26 km.

Metroen i Amsterdam fungerer ret godt, så det var nemt at komme til de steder, der lå forholdsvist tæt på ruten. Desværre var de så ikke specielt publikumsvenlige, da der ikke var meget plads. Jeg fik dog set Benjamin et par gange samt heppet på en masse andre danskere. Og det er altid fedt at stå ved et løb og se de forskellige stilarter, påklædning og løbsglæde, og hvordan løbet udvikler sig -  altså når man ikke selv kan deltage. Også ved at være på stadion, når løberne kom i mål. Sidde på tribunen og se lettelsen og glæden hos de mange løbere.
Benjamin er klar til at give den gas

Hvad angår "vores" deltagelse i løbet, var Benjamins mål 3.30 - plus/minus 5 minutter. Tiden endte med at blive 3:33, så det var mere end godt timet. Og løbet blev fejret med lidt god mad ved hotellet og et par øl på byens ældste værtshus.


Men det var ikke løb det hele, og mandagen var sat af til sightseeing. Igen var vejrguderne med os, og vi havde høj sol det meste af dagen. Byens centrum er forholdsvis lille og nem at komme rundt i. Da vejret var godt, valgte vi at opleve byen på gåben. Vi lagde dog ud med en kanalrundfart. Det var fint at opleve byen fra vandkanten, og den time, turen varede, var også en god måde at orientere sig lidt i byen. Det gjorde det lidt lettere, da vi senere skulle gøre det på egen hånd.


Klassisk Amsterdam-"moment";
kanal, bro og cykler
Og undervejs fik vi sat flueben ved Kongepaladset, diverse kirker og pladser, Rembrandts og Anne Franks hus og byens mange broer og kanaler. Det blev også en tur gennem byens Red Light District og ældste Coffeee Shop - vi handlede dog ingen af stederne!

Der er ikke så mange seværdigheder i byen, men det er byen i sig selv. Kanalerne, broerne, husbådene, de mange cykler, de gamle, men velholdte huse og små, snævre gader. Den er virkelig hyggelig at gå rundt i og bare opleve - og være. Det er det, der gør byen tiltrækkende. Og selv om, at gader og huse ligner hinanden meget, bliver det aldrig for ensformigt.

Det var så anden gang, jeg besøgte byen, men absolut ikke sidste. En forårstur, hvor tulipanerne står i blomst, kunne være oplagt. På et tidspunkt.


Tak til Benjamin for en god og hyggelig tur.

Ingen kommentarer: