mandag den 3. oktober 2016

En tur på Kronborg

Restaurant Kronborgs
hyggelige indgangsparti
Restaurant Kronborg i det centrale København besøgte jeg for nogle år siden sammen med Ølklubben, men jeg husker ikke meget fra dét besøg, da vi desværre var godt berusede ved ankomsten.

Men forleden tog jeg så revanche, hvor jeg lagde vejen forbi sammen med nogle tidligere kolleger fra Nordea Liv & Pension. Det var nemlig blev tid til møde i Team Bierstube, og vanen tro stod den på smørrebrød, øl og snaps, efterfulgt af om en omgang billard.


Straks du kommer ind, føler du dig velkommen. Du bliver taget godt imod og der er styr på reservationen, og du bliver ført til bordet med et stort smil.

Den gode betjening fortsætter resten af besøget. Du bliver ledt gennem spisekortet, snapsen skænkes med sikker hånd og de rappe replikker sidder løst. Og det af et personale, der nyder sit arbejde og sætter gæsten i centrum.

Føromtalte spisekort er imponerende, hvor der er noget for enhver smag. Og prisniveauet matcher fint de øvrige frokostrestauranter i byen. Jeg valgte, stort set, det sædvandlige. Christiansøpigens Sild, Pandestegt Rødspætte med rejer og så en ualmindelig lækker tatarmad. Det hele var veltillavet og serveret på en indbydende måde. Og de tre stykker var mere end rigeligt til at stille sulten.

Kronborg har også et imponerende snapsekort, hvor deres egne snapse også fylder godt op. Vi smagte deres Dild og Special, og begge stod rigtigt godt til maden. På ølkortet er der også noget for enhver smag, blandt andet fra Nørrebro Bryghus. Herfra smagte vi New York Lager på fad.

Regningen landede på 625.- per næse, og det for to store snapse, tre øl og tre stykker smørrebrød. Mere end værdi for pengene.

Det tænker mange andre nok også, for restauranten var godt fyldt op i de knapt tre timer, vi var der. Og jeg kan kun give den min bedste anbefaling. Jeg kommer helt sikkert igen!

Læs mere om Restaurant Kronborg lige her: http://www.restaurantkronborg.dk

Ingen kommentarer: