Og torsdag aften tjekkede vi ind i Grand i København. Efterspørgslen var stor, så filmen var flyttet til en større sal. Det forstår jeg godt, for der er tale om et interessant og vedkommende portræt af ét af de seneste 25 års største bands.
Dokumentaren følger bandet fra dets spæde start til toppen af karrieren - koncerten på Knebworth foran 250.000 ekstatiske publikummer og med mesterværket (What's The Story) Morning Glory i bagagen.
Jeg har haft et anstrengt forhold til Gallagher-brødrene, men efter filmen, er det blevet lidt mere nuanceret. Den viser en enorm dedikation til musikken og karrrieren, og et ubestrideligt talent hos de to brødre. Noel med den musikalske næse og sans, og Liam, der efter at have hørt en sang én gang, indsynger den i ét take, og det med indlevelse og overbevisning.
Og så fik jeg nærmest gåsehud over deres syn på fanskaren. De kan virke enormt arrogante, men i filmen fremstår de meget ydmyge og taknemmelige for den entusisame og glæde, deres fans viser bandet. De vil nå toppen af musikscenen, men virker meget jordnære i forhold til deres fans - og ret beset også dem selv. Selv om storhedsvanviddet også præger Noel.
Interessant er det også at se, hvad hvad der driver dem. Ikke kun berømtheden og musikglæden, men også anerkendelsen fra deres fans. Og så fremstår de som værende enormt hårdtarbejdende. Udover dette, sætter filmen fokus på op- og nedturene. Triumferne og skandalerne. Og med fokus på selve bandet - og ikke deres privatliv.
Undervejs gled mine tanker også tilbage på min eneste koncertoplevelse med bandet - Roskilde 1995, hvor de tog Grøn Scene med storm. Jeg husker en über-cool Liam, der stod med hænderne samlet bag på ryggen og med gavflabet stemme, mens hans fyrede Live Forever, Supersonic med videre af. Et af det års bedste koncerter.
Dokumentaren er hermed anbefalet til alle musikinteresserede - hvad enten du er fan af Oasis eller ej.
Jeg runder af med én af mine favoritter med bandet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar