Forleden blev det annonceret, at Metallica bliver ét af hovednavnene på årets Roskilde Festival. Den annoncering var en god anledning til at tænke tilbage på første gang, jeg oplevede dem live. Det var 10. december 1992, hvor de spillede i Forum (før ombygningen) i København. Med sig i bagagen havde de deres absolutte gennembrudsalbum overfor et større og bredere publikum, Metallica - også kaldet The black album.
Selv lærer jeg bandet at kende i 1988, og det via min tidligere klassekammerat/soldaterkammerat, Jesper Willingshøj. Albummet And justice for all er netop udkommet, og det bliver spillet flittigt på blandt andet pudsestuen i vores bygning på Skive Kaserne. Og Jesper fører mig utrætteligt gennem deres bagkatalog, hvor Fade to black, Sanitarium og For whom the bells toll rammer mig. Jeg bliver fanget af metal-genrens energi, bandets stort anlagte lyd og dets sortrandede tekster, der lægger tæt op af den surmuler-musik, jeg på det tidspunkt lyttede meget til - og stadig gør!
Så da koncerten i Forum bliver annonceret, køber vi straks billet. Og "vi" er i denne henseende mine gamle kammerater, Leon, Brian og Henrik "Sepio". Og i månederne op til koncerten får jeg samlet op på bagkataloget, ligesom The black album er i fast rotation.
Ved ankomsten til Forum møder vi et meget blandet publikum. Hardcore metal-fans, punk-piger, handelshøjskoledrenge (som jeg selv) og så videre, hvilket også vidner om den meget appel, Metallica har på det tidspunkt. En appel, der vel at mærke er opnået uden at gå på kompromis med sit oprindelige metal-udgangspunkt, men hvor bandet løbende har udviklet sin lyd og sit udtryk.
Selve koncerten bliver et sandt triumftog for bandet - og for publikum. Sidstnævnte er i ekstase fra start til slut, mens bandet spiller energisk og overbevisende, og med en enestående tilstedeværelse på scenen. Lars Ulrich - med et Dannebrog på trommesættet - tæsker løs, James Hetfield graver sig mere og mere ned i sangene, mens Jason Newstedt dirigerer og binder koncerten sammen. Jeg husker, at jeg nærmest var rystet over bandets sindsygt høje tekniske niveau og den dedikation, de mødte sangene og deres publikum på. Og så at verden stod stille, da de spillede en meget intens version af Fade to black.
Sætlisten bliver et kapitel for sig. Bandet har på det tidspunkt fem studiealbums i bagagen - alle af høj kvalitet - og alligevel står du efter koncerten ikke tilbage med følelsen "det nummer kunne de godt have spillet". Sætlisten er nemlig perfekt og kan genses lige her.
Som det sidste fra scenen lyder det fra Lars Ulrich "vi ses til sommer". Det løfte holder han/de, hvor de 28. maj 1993 spiller på Gentofte. Hverken den eller de to gange, jeg efterfølgende ser dem på Roskilde - 1999 og 2003 - rammer magien fra aftenen i Forum. Men de var også oppe imod én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet.
Lad mig runde af med en optagelse fra netop 1992:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar