lørdag den 26. oktober 2013

Ugens uundgåelige

Forleden hørte jeg Justin Timberlakes Mirrors i radioen. Det har jeg nok også gjort tidligere, al den stund, at den udkom for mere end 8 måneder siden, men denne gang er den blevet hængende. Og er derfor blevet spillet på Youtube, Spotify og TDC Play op til mange gange siden da.

Timberlake er en kunstner, jeg har et blandet forhold til. Det, han lavede med 'N Sync klinger meget dårligt i mine ører, men flere af hans soloting og ikke mindst samarbejdet med Timbaland og Nelly Furtado affødte nogle gevaldige ørehængere, så som Give it to me. 

Der er ikke nogen tvivl om, at han er meget talentfuld og at han forstår at forløse dette talent - ikke kun med sit eget materiale, men også som bidragsyder til Madonna, Duran Duran, Rihanna og så videre - med et alsidigt og formidabelt øre for den gode og fængende popmelodi. Og er vel i dag én af de få sådan helt store verdensstjerner på musikscenen. Samtidig forstår han at forvalte sin karriere med fornuft og disciplin. De senere år er musikken blevet suppleret med film, hvor han blandt andet fik fortjent hyldest for sin rolle i Facebook-filmen The social network.

Her på matriklen er han vel en slags guilty pleasure, selvom der intet gulity burde være ved at lytte til ham - snarere tværtimod. Til maj gæster han Parken og her havde jeg overvejet at indløse billet, for der venter ganske givet publikum et forrygende og spektakulært show, men det forblev ved tanken. Det fortryder jeg nok….

Nå, men mens, at jeg gør det, kan Mirrors meget passende lyttes igen:

Ingen kommentarer: