Selv bliver jeg grebet af hendes stemme, der er ekstremt tilbagelænet, og som på visse strækninger ligger tæt op af salig Edit Piaf, og en musikstil, der skræver over tresserpoppen og firsersynth. En musikstil, der nok også gør, at hun appellerer til et meget bredt publikum, fra musiknørden til poptøsen. Tekstuniverset er mørkt og melankolsk, og kredser om længsel, tab og livet på skyggesiden.
Nu er hun så tilbage, og det med albummet Ultraviolence, der blev udsendt i midten af juni. Tråden fra Born to die, føres videre, men tempoet er sat endnu mere ned, og hendes stemme trukket endnu mere frem i lydbilledet. Albummet har desuden fået et mere råt udtryk, hvor de storladne melodier "glimrer" ved deres fravær. Og så får vi mange eksempler på hendes fine sans for den gode popmelodi og fængende vers og omkvæd.
Alt i alt et meget helstøbt album, der helt sikkert vil lande højt på årslisterne, når årets bedste albums skal kåres.
Jeg runder af med et af de mange fine øjeblikke fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar