lørdag den 9. juni 2012

Nye albums fra to favoritter

Jeg er vanligvis tilfreds med mit postbud, og endnu mere, når vedkommende, som i sidste uge, lagde en pakke fra Amazon til mig, med følgende indhold: De nye albums med Saint Etienne og Sigur Ros samt My Bloody Valentine's remasterede udgaver af deres EP'er, Loveless og Isn't Anything.

For så vidt angår My Bloody Valentine har Loveless og Isn't Anything tidligere stået i min samling, i originaludgaverne, men i midten af 90'erne solgte jeg kraftigt ud af min samling, og her var de i blandt. Det har jeg siden fortrudt ganske ofte, for der er især for Loveless' vedkommende tale om et af hovedværkerne fra 90'ernes støj- og shoegazing scene, og én af de mest mytiske udgivelser de seneste 20-25 år. Så det er dejligt, at de igen er i hus.

Og hvad angår de to førstnævnte navne, er der tale om to af mine absolutte favoritter.

Sigur Ros lærer jeg for alvor at kende lige omkring årtusindeskiftet. Musikalsk trækker de på inspiration fra blandt andet førnævnte My Bloody Valentine og beslægtede på den engelske støj- og shoegazing scene som Slowdive og Cocteau Twins, men skaber samtidig deres helt særegne lyd og sprog (der er en blanding af engelsk og islandsk). Dream music er måske den bedste betegnelse, med lange lydflader og alf-lignende sangstemme.

Deres albums () og Takk er blandt de absolut bedste i min samling, og de har samtidig givet mig nogle af de bedste koncertoplevelser, blandt andet to gange på Roskilde og i Falconer.

Det nye album, Valtari, er det første i 4 år. Ventetiden har gjort dem godt, hvor de har genopfundet deres musikalske udtryk og samtidig fastholdt den musikalske form, for samtlige 6 studiealbums, de har udgivet holder et tårnhøjt niveau. Og ret beset rammer denne anmeldelse fra Gaffa min egen oplevelse ganske fint, om end jeg giver albummet 6 stjerner.

Her er smagsprøve fra albummet:


Saint Etienne falder jeg for alvor for i 1994, hvor de gæster Roskilde. Albummet fra det år, Tiger Bay, var forinden hentet hjem og i radioen blev Pale movie et mindre hit - også i Danmark.

Men da sangerinden, Sarah Cracknell, entrerer scenen på Roskilde, iklædt boa, stramtsiddende kjole og leverede deres letbenede indie-pop med stor overbevisning var jeg solgt! Og bandet er, sammen med blandt andet Kent, i dag et af de få, jeg bliver ved med at vende tilbage til, hvor også gamle albums bliver lyttet med stor fornøjelse. Deres melankolske indie-pop rammer lige i hjertekulen og Cracknell afleverer gang på gang sangene med ærkebritisk coolness.

Siden koncerten i 1994 er yderligere to fulgt, på Roskilde og i Store Vega, samt yderligere 5 albums. Det seneste, Words and Music, udkom i midten af maj, hvor bandet brød 7 års pladetørke. Og ventetiden gjorde åbenbart også dem godt, for der er tale om deres måske bedste album overhovedet. De er tilbage ved den elektroniske og meget poppede formel. Det klæder dem og albummet, og Sarah Cracknell synger bedre og smukkere end længe hørt.

Alt i alt et gennemført og kompetent album, der her på matriklen får 6 stjerner, og som sammen med Kent og Twilight Sad er årets hidtil bedste albums.

Her er en smagsprøve fra albummet:


Ingen kommentarer: