Genlyt med Suede

Nu er jeg ikke den, der har playlister liggende i iTunes eller lignende steder, og derfor er Youtube, Spotify og TDC Play gode steder at gå hen, hvis man vil have et hurtigt lyt eller genlyt med en bestemt sang, en blandet tur gennem et bands eller en solists bagkatalog med videre.

Og foruden Cure i forbindelse med deres annoncering på Roskilde-plakaten, har vejen de seneste dage været lagt forbi Suede. Et band, jeg har været meget begejstret for, men samtidig er gået lidt i glemmebogen - dels på grund af andet musik, dels på grund af, at deres sidste albums var af en noget skuffende kvalitet.

Mit "forhold" til Suede kan betegnes som et langt tilløb, det ultimative klimaks og en langsom udfasning. Bandet brager igennem i begyndelsen af 90'erne, og på det tidspunkt hører jeg meget guitarbaseret musik, og især musik indenfor den håbløse betegnelse shoegazing (Slowdive, Boo Radleys, My bloody valentine, Ride med videre). Og er samtidig noget forbeholden overfor Suede, hvor en androgyn forsanger, vrængende guitarer på den polerede måde med videre ikke rigtigt rammer min skive. Animal Nitrate og Metal Mickey kører i døgndrift på MTV, men da Suede smider singlen So Young på gaden er jeg solgt, og deres selvbetitlede debut hentes hjem. Det er et stærkt debutalbum, men jeg bider ikke rigtigt på, men foruden So Young er især denne i heftig rotation på anlægget:

Vi skriver her 1993 og i 1994 udsender de så Dog Man Star. Singleforløberen We are the pigs får mig ingenlunde op at ringe, men det er så underordnet, for tiden vil vise, at den også er albummets absolut svageste. Dog Man Star er et album af nærmest konceptuel karakter, hvor sangene rækker ud, tilbage og ind, og et eller andet sted hænger uløseligt sammen. Der er tale om et slet og ret mesterværk, og én af de bedste plader, der udkom i 90'erne - overhovedet. Når jeg i dag lytter til albummet bliver jeg fortsat grebet, overrasket og overrumplet. Så meget talent forløst over 12 sange. To personlige favoritter er:

I 1995 spiller de på Roskilde. En koncert, der i flere år af bandet selv blev betegnet som deres bedste koncert. Jeg husker ikke selv en skid fra koncerten, hamrende fuld og piv-skæv som jeg var. Men får sidenhen taget mange revancher, blandt andet i Vega og de 3-dobbelte Roskilde-koncerter i 1999.

Efter Dog Man Star skrider guitaristen og sangskriveren Bernard Butler, og man frygter, at det bliver bandets endeligt. Men bandet fortsætter heldigvis, hvor Richard Oakes hentes ind som erstatning. Set i lyset af, at Dog Man Star om noget er Butlers værk, er det med nærmest tilbageholdt åndedræt, at der ses frem til næste album-skud, men alligevel er forventningerne høje.

Og de bliver indfriet! Coming Up, der udkommer i 1996, er ikke i nærheden af forgængeren, men mindre kan også gøre det. Albummet er meget ligefremt og med en mere poppet tone, der klæder bandet. Brett Anderson finder sit leje som sanger og fylder mere og mere i lydbilledet - på den gode måde. The chemistry between us og især denne er fortsat fremragende og tæt på det frygtindgydende:

Saturday night griber mig og rammer dybt. Det kan ikke være anderledes, når man(d) er en gammeldags romantiker. Og det er nok også begrundelsen for, hvorfor jeg sætter størst pris på deres mere afdæmpede sange. De sange, hvor Andersons stemme emmer af melankoli, længsel og kærlighed. "Hvad der vil gøre hende glad og lykkelig, vil jeg gøre", er grundtonen i den sang, der med rette kan kaldes for bandets signatursang.

Gennem årene frem til Coming Up udsender bandet også en række singler, hvis b-sider bliver samlet på det lige så fabelagtige Sci-Fi Lullabies. Én af dem er My Dark Star, der fortsat er en personlig Suede-favorit:

Herefter falder kæden af - for mit vedkommende - og de efterfølgende Head Music og A New Morning blev ikke spillet meget her på matriklen. Om end der da er nogle fine momenter. Undervejs er Suede næsten blevet et dansk band, og Danmark et af de steder, hvor de er størst. De spiller blandt andet til Grøn Koncert. Jeg blev væk! Det trak i mig, men jeg kunne ikke bære at opleve dem i den sammenhæng, og det er skrevet i al respekt for Grøn Koncert.

Sidenhen har Brett Anderson forfulgt en solo-karriere, og den har jeg kantet her.

Hvorom alting er - de seneste dages genlyt og graven tilbage har været en fornøjelse. Deres tidlige ting holder fortsat, hvor mange af sangene rummer og giver meget. Og man bliver nærmest blæst omkuld af, hvor meget bandet ville, men også kunne. Jeg vil nu sætte Dog Man Star på, lytte med og gribes.