Suede-forsangeren Brett Anderson udsendte fornyligt sit 4. soloalbum, Black Rainbows. Og set i lyset af, at de tre foregående var af svingende kvalitet, primært nedad, var mine forventninger ikke særligt høje, da albummet første gang blev sat "på". Men - efter de første lytninger, er jeg ganske på linje med såvel Soundvenue som Gaffa. Hans tre første albums var meget akustisk baserede, hvor hans særegne og eminente stemme stod meget fremme i lydbilledet. Det endte så med at blive for kedeligt og for ensformigt, ligesom sang- og melodimaterialet vist ikke var blevet kvalitetstestet inden og under tiden i studiet.
Det synes så at være tilfældet på det nye album, hvor sangene er blevet mere rockede og samtidig fået mere kant, og på visse strækninger trækker på de fineste spor fra Suede-tiden - især omkring Coming Up-albummet. Musikken klæder hans stemme, der til tider bliver teatralsk, men på den gode måde. Albummet fremstår helstøbt, men dog uden at være blandt årets absolut bedst albums, men mindre kan også gøre det!
Et nummer som Brittle Heart understreger på fineste vis kvaliteten på albummet:
Og ovenpå de skuffende første tre soloalbums, glæder det mig, at Brett Anderson er tilbage i fineste form. Også fordi, at han i tiden med Suede leverede soundtracket til 90'erne, og løftede den britiske arv fra The Smiths. Og albums som debuten, førnævnte Coming Up og især Dog Man Star har fortsat en stor plads i mit pladehjerte. Sidstnævnte ville nok også snige sig ind på en Top-10 over øde ø plader, og er slet og ret et af hovedværkerne fra 90'erne.
Velkommen tilbage, Brett Anderson, og skulle albummet føre koncerter med sig på disse breddegrader, vil jeg da seriøst overveje at troppe op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar