Et hus er ikke et hjem

Én af de musikere, jeg har lyttet mest til de seneste mange år er Peter H. Olesen, der i dag gør sig i De Efterladte, og inden da sammen med broderen, Henrik, i Greene og Olesen-Olesen.

Men ved siden af sin musikerkarriere, skriver han også bøger, hvor hans tredje roman, Et hus er ikke et hjem, udkom i slutningen af marts. Den er nu også blevet læst her i huset.

Forinden var forventningerne høje - dels grundet, at jeg var meget begejstret for hans forrige romaner, dels grundet titlen, der er taget fra den eminente sangklassiker, A house is not a home, skrevet af Burt Bacharach og Hal David.

I romanen følger vi den stille eksistens, Anders. Det med tilbageblik, men især "her-og-nu", hvor han er flyttet ind sin mors gamle lejlighed.

Anders ser sig selv som værende god til at leve alene, og lever livet på sin måde, hvor han foretrækker betragterens rolle. Men det vendes der op og ned på, da han får en logerende, som på visse strækninger er en sjæleven og som får ham til at tage sin egen situation op til revision. Et savn efter nærvær. Man aner en ny begyndelse, der måske så ikke er, for bogen slutter meget brat.

Det kunne være et ankepunkt, men er netop én af bogens store styrker. At Olesen lader fortolkningen være op til læseren - både undervejs og hvad der sker med Anders - og Bi, som den logerende hedder - efter den sidste side er vendt. For skrivestilen er nøgtern og konstaterende, enkel, men også præcis, og med megen nærvær. Kender man Olesens sangtekster, vil man undervejs genkende hans stil.

En anden styrke er hans menneskeportræt, hvor du får meget lidt at vide om Anders, men alligevel føler du, at du kender ham, og kommer helt tæt på. Og det krydret med betragtninger om verden og tilværelsen generelt, set gennem hovedpersonens briller.

Det lyder meget alvorligt, og Olesen tager dog også fat på mange store tanker om livet undervejs, men samtidig er der også flere passager, hvor du hulker af grin. Både fordi, at det er rasende morsomt - som da Anders fanger sig selv i lurerens rolle - eller fordi du nikker genkendende til det, der bliver skrevet.

Alt i alt er der tale om en roman fra øverste hylde, og den fortjener at få mange læsere - både for bogens og læsernes skyld.

Hermed anbefalet. Nu er jeg gået i gang med Skovens hemmelighed, der er skrevet af min lejrfælle fra Roskilde, Jon Laugen. En gyser skrevet for børn og barnlige sjæle. De første sider tegner mere end lovende.