Førstnævnte havde jeg ellers gået en meget stor bue udenom - grundet min træthed over hans daværende band, Oasis, men især min træthed over Gallagher-brødrenes gigantstore egoer. Og så trækker det heller ikke op, at de begge er glødende fans af Manchester City!
Nå, men to af mine Facebook-venner, Peter Krogh og Jens Keis, omtalte det nys udsendte Chasing Yesterday i endog meget rosende vendinger, så jeg valgte at give det en chance. Og der er noget om rosen, for det er et meget fint klassisk rock-album, med storladne ballader og larmende guitarer. Det fungerer især rigtigt godt på While the Song Remains the Same og Ballad of the Mighty I (hvor Johnny Marr fra The Smiths i øvrigt medvirker), mens det andre steder ender i lidt for meget jamsession eller musikskole-øvelser.
Men generelt et ganske fængende og varieret album, hvor Noel Gallagher også viser, at han ikke kun kan spille på guitar, men er en mere end habil sanger. Og albummet tegner lovende for bandets koncert på dette års Roskilde.
Hvad angår danske Darkness Falls skulle der ikke tilløb til, da jeg var meget begejstret for deres debutalbum fra 2011. På Dance & Cry er der skruet gevaldigt op for det elektroniske isenkram. Den musikalske inspiration skylder meget til især The Cure og New Order, med et kuldslået musikalsk univers og melankolske vokaler. Bandet formår dog over samtlige skæringer at variere udtrykket over den læst, det er skåret over, og giver et meget helstøbt album. Og sange som Dance And Cry, Darkness Falls, My Father Told Me (He Was Wrong) og Midsummer Wail står som højdepunkter blandt mange.
Alt i alt et album, der ganske givet lander højt på min liste over årets bedste danske albums.
Jeg runder af med en smagsprøve fra hver af dem:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar