Skal jeg pege på én øltype, der er min favorit, må det være stout/porter, og én af de øl, der for en del år siden overbeviste mig om dette, er Samuel Smiths Imperial Stout. Jeg fik den første gang i forbindelse med en ølsmagning hos Roskilde Øl i Viby Sjælland, og er siden ofte vendt tilbage til den. I Manchester har én af de gamle pubber i bymidten eksempelvis udelukkende Samuel Smith på hanerne, så det er et sted, der altid frekventeres, når jeg er på de kanter.
Nå, men i forbindelse med Kiel-turen for et par måneder siden blev der også handlet lidt øl med hjem, og på hylderne fandt jeg blandt andet Samuel Smiths Imperial Stout. Den er nu blevet smagt - igen.
Øllen holder 7%, hvilket er i den lette ende i forhold til mange andre imperial stouts, men alligevel matcher den dem mere end fuldt ud. Der er meget fylde, og en dejlig smag af mørk chokolade, kaffe og lakrids. Den giver en god sødme, men samtidig er der en let bitterhed i eftersmagen. Det gør også, at smagen forbliver længe - på den gode måde - og gør øllen til en rigtig nydeøl.
Alt i alt står den fortsat, som én af mine absolutte favoritøl. Det eneste, jeg ærgrer mig over er, at jeg ikke købte to flasker af den, så den ene kunne blive lagret et par år. Det må jeg gøre næste gang, jeg støder på den!
Skål!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar