torsdag den 30. april 2015

IPA i Ringsted

Vi er klar til at smage lidt godt øl
India Pale Ale (IPA) har været repræsenteret i de smagninger, Ringsted-afdelingen af Danske Ølentusiaster har holdt gennem de snart 11 år, afdelingen har eksisteret, men indtil tirsdag aften havde der aldrig været et selvstændigt IPA-tema. Men det bliver næppe sidste gang, for smagningen viste sig at blive en stor succes.

Mere end 30 medlemmer troppede op for at smage de 10 øl, Leif Nygaard og jeg havde indkøbt hos Fish & Beer, Maltbazaren og Den Lille Gaardbutik. Yderligere én øl blev presset ind i programmet - nemlig Bull's IPA, der var brygget af John, der foruden at være medlem af bestyrelsen, også brygger lidt derhjemme. Øllen blev så godt modtaget, at den endte på tredjepladsen i afstemningen om aftenens bedste øl.

Som sædvanlig var stemningen høj, men folk lyttede godt med, når Leif og jeg fortalte om den øl, vi nu skulle smage, bryggeriet bag øllen med videre. Undervejs supplerede René Hansen fra Det Lille Bryggeri/Den Lille Gaardbutik med nyttig information om nogle af bryggerierne og bryggerne bag dem.

Som det næsten altid er ved ølsmagninger, deler nogle af øllene vandene, mens vi ved andre klapper samstemmigt. For førstnævntes vedkommende var blandt andet Baltic Frontier fra To Øl, hvor smagen af havtorn var mere end fremtrædende. Men trods den samme øltype for alle 11 øl, var det alligevel lykkedes os at finde nogle øl, hvor der var en god spredning i smag, bitterhed, humlet eftersmag og så videre.

Hvad angår stedet for smagningen, havde vi for første gang booket bord hos den forholdsvis nyåbnede bar, Skema, der ligger i hjertet af Ringsted. Det er næppe sidste gang, vi gør det. Baren byder selv på mere end 40 øl, lokalerne er vældigt hyggelige og betjeningen var i top.

Min egen favorit er i glasset
Som nævnt blev Johns IPA nummer tre i den afsluttende afstemning. På andenpladsen kom Gleipner fra Munkebo, mens Hop Explosion fra det lokale Det Lille Bryggeri blev en suveræn nummer 1. Men det er også en fremragende øl, og én af de bedste Double IPA, jeg nogensinde har smagt. Jeg valgte dog selv at kåre Molotov Cocktail Single Simcoe Hop, som aftenens bedste. En god balance mellem bitterhed, sødme og alkohol. Det var jeg nok ene om at synes, for den endte på en samlet syvende plads!

Men alt i alt endnu en fin aften i regi af Danske Ølentusiasters Ringsted-afdeling.

Skål!

Ingen kommentarer: