Én af de absolut bedste musikopdagelser i 2011, var britisk/pakistanske Rumer, som her debuterede med Seasons of my soul. Og efter et album med udelukkende covernumre, vendte hun sidst i 2014 tilbage med sit andet album med egne sange, Into Colour.
Det har jeg nu nået til, og det med samme begejstring som med debuten. Vi er fortsat tilbage i 60'erne og 70'erne, med soul, disco og easy listening, og inspirationen fra Burt Bacharach, Dionne Warwick og The Carpenters er intakt. Og netop Karen Carpenters stemme læner Rumers sig meget op af. En fantastisk stemme, der synger fra sindets afkroge og med en sjælden hørt inderlighed.
Selve albummet fremstår gennemarbejdet og måske næsten for perfekt. Tempoet er mestendels skruet meget ned, så Rumers stemme står i centrum for lytningen. Måske det bliver lidt for ensformigt og til tider lidt for fersk, men alt i alt et meget, meget fint album. Og jeg forbander mig selv over, at jeg glippede hendes koncert fornylig i Vega. Men så har vi hendes plader, og dem vil jeg ikke undvære.
Jeg runder af med førstesinglen fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar