onsdag den 3. december 2014

To oversete albums

Når musikåret 2014 gøres op, i form af diverse årslister, vil de to nye albums med henholdsvis The Twilight Sad og Avi Buffalo næppe være at finde på dem. Men det vil de her på matriklen.

Nobody Wants to Be Here and Nobody Wants to Leave er det fjerde studiealbum fra The Twilight Sads side. På det holder de fast i formlen "synths møder støjrocken", og dette miks er produceret til perfektion, og hvor man også aner inspiration fra The National og Interpol. Også på tekstsiden holdes der fast i formlen fra tidligere albums, hvor der kredses om temaer som tab, savn og håbløshed. Med andre ord, er der tunge sager på tapetet og der kommer ikke meget lys ind. Tænk bare på sangtitler som I Could Give You All That You Don't Want, Pills I Swallow og It Never Was the Same.

Og den manglende variation er måske det største ankepunkt ved albummet, hvor ensformigheden banker lidt for meget på. Men der er fortsat tale om et fremragende album, hvor James Graham afleverer sangene med sin meget karakteristiske skotske dialekt og bliver bakket op af et meget velspillende band.

Lidt mere lys og lethed er der på Avi Buffalos andet studiealbum, At Best Cuckold. Her trækkes der fortsat på fine inspirationskilder som Brit-pop, folk, Belle and Sebastian og ikke mindst Neil Young. Samtlige 10 skæringer er præget af guitar og klaver, og fine vokalharmonier, hvilket gør dem satans ørehængende.
Alt i alt er der tale om to albums fra øverste hylde, og vil Roskide-bookerne det "os" godt, smider de begge bands på næste års plakat.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert album: 



Ingen kommentarer: