Lidt af udvalget hos Toft Vin |
Jeg havde aldrig været forbi før, men havde kun hørt godt om den. Både for så vidt angår udvalg og prisniveau. Jeg blev ikke skuffet!
Øludvalget er svimlende stort. Jeg orienterede mig primært i juleøllet, men et smugkig på de andre hylder gjorde også, at jeg stensikkert skal forbi en anden gang. Men på julehylden var der mangt en spændende øl fra såvel andedammen som det store udland.
Prisniveauet er mere end rimeligt. Især sammenlignet med byens andre øl-pushere. Betjeningen var også i top. Der blev taget tid til at tale om øllet, spørge ind til, hvad jeg kiggede efter med videre.
Samtidig er den nem at komme til og fra - metroen til Islands Brygge, og derfra cirka 8 minutters gang. Forretningen byder også på vin og delikatesser, men de hylder nåede jeg ikke til.
Med hjem i juleøl-posen fik jeg blandt andet tre varianter fra Mikkeller, to fra henholdsvis Nordic Brewing og Amager Bryghus, én fra Flying Couch samt diverse belgiske øl, herunder den fabelagtige Stille Nacht.
Hvorom alting er, er Toft Vin hermed anbefalet. Og find den lige her:
Islands Brygge 24
2300 København
https://www.facebook.com/pages/Toft-Vin-Islands-Brygge/349194395160522
Skål!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar