mandag den 22. december 2014

Nyt fra Lars H.U.G. og De eneste to

For lidt over en måned siden sendte Lars H.U.G. og De eneste to nye albums på gaden.

For førstnævntes vedkommende, er 10 sekunders stilhed hans første dansksprogede album i 22 år, og første album i 11 år. Men formen er fortsat fin og hans karakteristiske stemme intakt.

Albummets 12 skæringer kredser om velkendte temaer som tab og ikke mindst håb, og H.U.G. viser, at han fortsat har en skarp sans for den gode tekst og ørehængende melodi.

Men albummet er også en noget ujævn oplevelse. Albummet begynder og slutter godt, men "midtersektionen" med de skramlede og legesyge numre, kunne jeg godt have undværet. For H.U.G er, lyttet med min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag, bedst i de melodiske popnumre. Som eksempelvis titelnummeret, Verden går sin gang og den svimlende skønne En skønne dag.

Men alt i alt et velkomment comeback fra Lars H.U.G.

Ujævnt er også indtrykket ved det andet album med De eneste to, hvor Simon Kvamm og Peter Sommer er tilbage sammen efter albums i eget regi, så at sige. 

På Dobbeltliv er det musikalske udtryk blevet mere tungt og techno-orienteret, men ligesom med H.U.G, fungerer de bedst i de mere poppede numre - som eksempelvis Jyder i København og Skrig det til træerne, der så også er én af årets absolut bedste danske sange.

Styrken hos De eneste to ligger i det vokale samspil mellem Sommer og Kvamm, hvor harmonierne udføres til perfektion, og så deres sans for den finurlige tekst. Som det firservrag, jeg nu en gang er, trækker det også op, at der flere steder på Dobbeltliv kan genkendes inspiration fra netop firser-synthen.

Men alt i alt et album, der viser, at De eneste to i den grad har deres berettigelse på den danske musikscene.

Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert album






Ingen kommentarer: