I 2014 oplevede jeg Love Shop to gange live, og begge gange var det nogle store oplevelser, hvor Jens Unmack & Co. viste storform. Siden da har de udgivet det eminente album, Kærlighed & Straf, og det er de nu gået på turné med. Og den ramte Store Vega lørdag aften, hvor også jeg var at finde blandt publikum.
Bulletinerne fra bandets første koncerter på turneen fortalte om et band i absolut storform, så forventningerne var høje, da jeg gik gennem Vegas døre. Som de i øvrigt altid er, når Love Shop spiller op og ud. Og med rette, for bandet er blandt landets absolut bedste livebands.
Inden, at de gik på scenen fik vi et lille sæt fra en anden favorit, nemlig Michael Møller fra moi Caprice/The Mountains. Det blev en blanding af nye og gamle sange, og ligesom da han varmede op for Jacob Bellens i DR Koncerthuset, sad han alene på scenen - kun med keyboards og sin fine stemme. Der er ingen tvivl om, at han har en stor stemme og er én af landets bedste sangskrivere, men setuppet virkede for fersk - især på en lørdag aften, hvor der var lagt op til fest.
Og festen begyndte 21.10 hvor Love Shop til tonerne fra titelmelodien til De uheldige helte (The Persuaders) gik på scenen, og lidt over to timer efter var salen lagt ned. Og i de samfulde 124 minutter, koncerten varede, havde de publikum i deres hule hånd.
Til trods for, at Jens Unmacks stemme til sidst virkede noget slidt, sang han med stor overbevisning og energi, og har så denne særlige evne til at indfange publikum i sit net af fremragende sange og finurlige kommentarer. Det naturlige midtpunkt til en hel naturlig måde.
Og når han så bakkes op af et eminent spillende band, bliver publikum tryllebundet. Jeg har ved andre Love Shop-koncerter fremhævet guitaristen, Mika Vandborg, og gør det gerne igen. Stor energi på scenen og hvor han åbenbart kan få guitaren til at gøre, hvad som helst. Samtidig virker det som om, at han bare bliver ved med at udvide sin plads i bandet og lydbilledet. På den gode måde. Læg dertil, at Mikkel Damgaard på keyboards hele tiden binder det hele sammen, så sangene bliver sparket ud over scenen og ind i hjertekulen hos et fyldt Store Vega.
Et enkelt ankepunkt skal der også være, og det var, at efter en fremragende start, blev lyden mere og mere mudret. Det var som om, at der blev skruet mere og mere op for musikken, hvilket flere gange fik skubbet vokalen lidt for langt tilbage.
Det ændrer dog ikke ved, at koncerten lander på 5 ud af 6 stjerner. Og hvor sange som Bellevista Regn, I morgen, Evaklubben, Alle har en drøm at befri og Redningsklar var højdepunkterne. Og generelt var det netop de nye numre, der hev stikket hjem. Måske fordi, det også var første gang, at jeg hørte dem live. Ret beset kunne jeg have været skredet efter sang nummer to, I morgen, og fortsat givet koncerten de 5 stjerner. En stjernestund blandt flere stjernestunder lørdag aften i Store Vega
Derfor er jeg også ganske enig i denne Gaffa-anmeldelse, hvoraf sætlisten også fremgår.
Tak til Love Shop for endnu en stor koncertoplevelse. Tak til Per, Claus og Lewis for godt og sjovt selskab.
Næste koncert bliver, for mit vedkommende, The Twilight Sad, der Langfredag spiller op og ud på Loppen. Den koncert glæder jeg mig også til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar