First and last and always - 30 år efter

Det er i dag 30 år siden, at engelske The Sisters Of Mercy udsendste deres debutalbum, First and last and always. Et album, der rangerer meget højt på min liste over tidernes bedste debutalbums og et album, der i den grad satte tonen for min musiklytning.

Selv køber jeg albummet knapt to år efter dets udgivelse - i nu hedengangne Snog Rock, der den gang lå i Lavendelstræde i København.

Første skæring på albummet er Black planet, og så er tonen lagt. En trommemaskine, en tung bas og to guitarister, der laver en guitarmur bag forsangerens, Andrew Eldritch, stemme, der er mørk, som Marianergraven er dyb. Og matcher perfekt det lyriske univers, der afspejler og afsynger sjælens og kærlighedens mørkeste sider. Adskillelse, seperation, længsel, underkastelse og tab står malet hele vejen igennem.

Musikken og teksterne bliver ledsaget af et sortklædt band, med sorte hatte og solbriller, og det fik også indflydelse på min egen firser-pastelfarvede garderobe, hvor sorte Levi's, sorte skjorter og mørkfarvede sweatre overtog mere og mere af pladsen.....

I dag kan universet synes en kende patetisk, men den gang ramte det plet og satte lyd og ord på de tanker og følelser, jeg havde - min talentløshed for så vidt angår det modsatte køn, min pseudo-arrogance overfor andre mennesker og generel weltschmerz. Men når jeg i dag genlytter albummet, holder det fortsat. Flere af sangene er tidsløse - som for eksempel Nine while nine og Some kind of stranger - mens andre er landet i en tidslomme, der er ovre.

Sammen med Synchronicity med The Police og The Cures Disintegration, er First and last and always by far det mest spillede album i min samling. Det blev nærmest slidt op, når jeg dag efter dag sad på værelset og blev suget ind i det kuldslåede og sortrandede univers og følte, at det var mine tanker og følelser, der blev sat ord på, og at det var mig, der sang om og til de piger, der gik eller som aldrig kom.....

Jeg når desværre aldrig at opleve The Sisters Of Mercy i konstellationen fra First and last and always. Kort efter går de fra hinanden, hvor Eldritch fortsætter alene med bandet, mens Wayne Hussey og Craig Adams bliver til The Mission. Men på Roskilde i 98 og sidenhen i Vega for en del år siden oplever jeg Eldritch og den konstellation, bandet har på de tidspunkter. Sangene fra albummet glimrer ved deres fravær, men alligevel specielle oplevelser at se én af sine helt store musikalske helte live.

Tillykke til First and last and always med jubilæet, og tak for mange gode stunder i dit selskab.

Jeg runder af med et par smagsprøver fra albummet: