tirsdag den 31. marts 2015

Et besøg på Told & Snaps

Told & Snaps' indbydende indgang
Forleden gik min nærmeste kollega, Ingeborg, på pension. Hun har de seneste år arbejdet som sekretær for min danske chef, men nu er det tid til at nyde pensionisttilværelsen, med børnebørn, sommerhus, rejser med videre.

Og hendes kommende otium blev torsdag markeret med en stor reception og så forleden en frokost i vores lille team - chefen, Ingeborg og så jeg - på Told & Snaps.

Stedet ligger i hjertet af Nyhavn, og er i den finere ende blandt byens frokostrestauranter. Det ser man på indretningen, der er enkel og stilig, men fortsat hyggelig, prisniveauet, hvor et stykke smørrebrød koster 10-15.- mere end, hvad jeg tror er gennemsnittet og betjeningen, hvor den rapkæftede er lagt til side, men fortsat mere end venlig og imødekommende.

Menukortet er imponerende, hvor du kan vælge en platte eller vælge mellem de mange forskellige slags smørrebrød. Jeg valgte den for mit vedkommende så klassiske; sildemad, rødspættefilet og frikadeller.

En dejlig rødspættefilet
er klar til at blive nydt
Det hele var veltillavet og -anrettet, med egen hjemmerørte karrysalat og remoulade. Eksempelvis var rødspætten perfekt sprød. Og til trods for, at stedet var pakket til sidste stol, var der stort set ingen ventetid på maden, men samtidig var den frisklavet.

Til maden fik jeg en Forårsbock fra Braunstein, og generelt havde de også et godt og spændende drikkekort - blandt andet med hjemmelavede snaps, men ildvandet blev denne gang sprunget over.

Det var første gang, at jeg besøgte stedet, men jeg kommer helt sikkert tilbage, for stedet er så absolut et besøg værd. God mad, hyggelige rammer og i hjertet af København.

Læs eventuelt mere om Told & Snaps lige her.

Velbekomme!

Ingen kommentarer: