Ligustervænget - et barndomsminde og mere til

Ligustervænget 19 - set fra vejen

Som jeg skrev lige her, boede jeg de første knapt 5 fem år af mit liv i Vænget i Benløse, men det sted, jeg har boet længst er Ligustervænget 19 - også Ringsted.

Ligustervænget ligger Søndre Park i den sydlige del af Ringsted - lige midt i et større villakvarter - og vores hus lå på en hjørnegrund. Vi flyttede ind i 1972 og mine forældre flyttede derfra i sensommeren 2000, så det er også et hus, der satte et stort præg på familien Nielsen.

Jeg har ikke været forbi siden det sidste flyttelæs, men det skyldes nok primært, at mine forældre dør ret kort efter flytningen, og for mange minder og meget savn ville dukke op, hvis jeg drejede forbi. 

Men her knapt 14 år efter, står hus og have fortsat lysende klart for mig. Den mest benyttede indgang var den til bryggerset, og som lå på husets bagside. Inde til venstre lå det værelse, jeg havde indtil, at min søster flyttede hjemmefra. Fortsatte man lige ud, kom man ud i køkkenet. Her blev der tilbragt mange timer - både med at spise og så at lave lektier. Gik man videre, kom man ud i den lange fordelingsgang. Inde til venstre lå mine forældres soveværelse. Det stødte op til stuen. Det var en vinkelstue, og i mange år var den delt op af en stor, muret blomsterkumme. Stuen blev senere udvidet med en udestue, hvor mange timer blev tilbragt over foråret og sommeren. 

Videre op af gangen og til højre lå badeværelset. Det stødte op til vindfanget - det, man i dag vil kalde entreen - og helt oppe for enden lå min søsters værelse, der så altså senere blev mit.

Gik man udenfor, var indgangen til huset en lang indkørsel. For enden lå garagen, hvor min far i en del år stod og lavede cykler i sin fritid. Mellem garage og hus lå gården, hvor der først var sandkasse og gyngestativ, og senere blev den en blanding af terrasse og hundegård. Rundt om huset, lå den store have, som især min mor brugte megen tid på. I den modsatte ende af gården, blev der senere anlagt en terrasse mere, hvor der også var springvand og fiskebassin. Den store have var også der, at jeg spillede fodbold med lege- og klassekammerater, og generelt brugte vi haven/grunden rigtigt meget.

Søster og bror - første sommerferiedag 1976

Ligustervænget var også et smørhul for en børnefamilie. Skolen lå en spytklat derfra og for enden af vejen, var der et stort grønt område, der var velegnet til især fodbold. Og i stort set alle husene var der jævnaldrende drenge og piger. 

I de første år var vores naboer Carsten Dalkær, der var to år ældre end mig og hans lillebror Thomas, der var to år yngre end mig. Carsten var lederen på vejen og ofte ham, der arrangerede kron- og dåseskjul, cowboy & indianere med videre. Ved siden af dem boede Brian og Henrik. Brian var den, jeg var mest sammen med gennem alle årene - også efter, at vi begge var flyttet hjemmefra. Han kom desuden i lære i min fars cykelforretning. Men med som så meget andet, ebbede det til sidst ud. Deres nabo var Susanne, som blev min søsters bedste veninde. I næste hus boede Karsten Elfving, der var et år ældre end mig. Vi rendte også meget sammen og havde på et tidspunkt "rockerklubben", Natteravnene. For enden af vejen boede Jens og Peter Olsen. Jens var et år yngre end mig, og det samme var Claus Baastrup, der var deres genbo. Vi rendte mest sammen, når der blev kaldt til dåse- og kronskjul.

I de første år, var Baastrups nabo Torben Kristoffersen, som jeg senere gik i klasse sammen med. De flyttede fra vejen i 1978, men indtil da, var vi sammen stort set hver dag - skole, fodbold og så videre.

Fortsatte man op af vejen, var der Niels Wollesen, Kim og Anette Frederiksen og Majbritt og Belenda. Alle, der igen var jævnaldrende med os andre. I nummer 14 boede Lille-Carsten og Tina. Ligesom med genboen, Brian, var Carsten én af dem, jeg rendte meget sammen med. Også gennem ungdommens år, hvor vi gik i byen og tog på ferie sammen. Carsten er desværre ikke mere. 

Deres nabo var gennem nogle år Thomas og Pernille Radsted, der så havde Sally Hjorth, som nabo - og som var vores genbo.

Så der var altid nogle at være sammen med, og på de omkringliggende Bøgevej og Elmevej, og især i Søndre Park-blokkene, boede også mange lege- og skolekammerater.

Alt i alt kan jeg ikke komme i tanke om et bedre sted at vokse op, og huset, vejen og omgivelserne satte rammen for mange, mange gode minder og oplevelser. Jeg ville ikke have været nogle af dem foruden.

Og på Facebook er jeg nu venner med mange fra vejen, og det er sjovt og hyggeligt at følge deres færd siden dengang, vi rendte rundt med grønne knæ og snotnæse, legede vi var John Wayne eller Ole Olsen på vores "speedway"-cykler og spillede fodbold, badminton, tennis med videre på vejen.

Jeg runder af med en lettere omskrivning af C. V. Jørgensens eminente Elisabeth; "Hver gang jeg tænker tilbage på Ligustervænget 19, ka' jeg tydelig se ting, jeg ved ikke findes der mer', men det' jo den slags ting der sker".