Kent i Store Vega

Verdens bedste band i et klassisk øjeblik

For to uger siden udsendte Kent deres 11. studiealbum, Tigerdrottningen. Et album, der allerede nu rangerer, som årets bedste album - i hvert fald her på matriklen. Og sådan må det også være, når verdens bedste band udsender deres bedste album siden 2005. Ikke fordi, at dem, de har udgivet mellem 2005 og 2014 har været middelmådige, men Tigerdrottningen er et formidabelt og formfuldendt værk.

Og som det altid er, når bandet har et nyt album ude, er det p.t. på turné i Norden, hvor de tirsdag så gæstede Store Vega. Lige så sikkert er det, at min gode ven, Claus, og jeg er at finde blandt publikum.

Kent plejer at være sikre leverandører i mindeværdige koncerter, og det holder fortsat stik. Allerede inden første akkord var slået, var de første point hjemme. På billetten var det annonceret, at koncerten skulle begynde 21.00. De gik på 15 sekunder før, og det uden, at vi forinden var blevet slæbt gennem endnu et ulideligt opvarmningsband. Det kunne mangt et band lære noget af!

Der blev lagt fra land med album-åbneren på Tigerdrottningen, Mirage, der blev efterfulgt af endnu et nummer fra det album, Skogarne. Derefter fulgte en række af sange fra deres tidligere albums, udvalgt med sikker hånd. Endnu et kendetegn ved Kent - vægten lægger på deres seneste album, og så med nålestik ned i deres fine bagkatalog. Rækken blev afbrudt af den fremragende Var är vi nu, der er Tigerdrottningns absolutte højdepunkt.

Inden "pausen" fik vi 4 mere fra deres seneste album, hvor især La belle epoque rejste sig fra scenen og fik taget til at lette. Koncerten blev rundet af med tre "ældre" numre, hvor især den forrygende og tunge version af Lille ego fra Hagnesta Hill ramte durkt i hjertekulen.

Efter knapt 1½ time var det hele slut, og Claus og jeg - og nok også resten af publikum - forlod Store Vega opløftede og berørte.

Det ovenpå en koncert, hvor Kent - igen-igen - formåede at sparke deres sange ud over scenen og ramme publikum. Den noget elektroniske lyd på deres seneste albums blev på scenen bakket op af tunge guitarer og bas, der supplerede Mr. Über-cool, Jocke Berg, bag mikrofonen på absolut fineste vis. Og nok er Berg ikke den største entertainer på en scene, men han viste endnu en gang, at han er blandt de bedste mandlige forsangere, der kan opdrives.

Alt i alt stod de nye sange, også live, distancen, mens ældre sager som Lille Ego og Socker på fineste vis blev sparket ind i det nye musikalske univers.

Jeg er derfor også meget enig i Gaffas anmeldelse af koncerten.

Tak til Kent for at levere årets hidtil bedste koncert - og én af de bedste, jeg har oplevet med dem siden 2002 i KB Hallen. Tak til Claus for godt og hyggeligt selskab.

Næste koncert bliver for mit vedkommende på fredag, hvor de, for en stund, genopstandne Psyched Up Janis giver jubilæumskoncert i Store Vega i anledning af 20-året for udgivelsen af debutalbummet, Swell. Det glæder jeg mig til!