Overdrivelse fremmer forståelsen, men den sæson, der nu er rundet af, har for mine holds vedkommende dæleme ikke været imponerende. Men OK, de kan ikke vinde hver gang, for at glæde sig over sejren, skal du også kende nederlagets stund.
Nedenfor giver jeg en kort status over gangen hos Bayern München, Manchester United, Inter og FC København, der som bekendt er mine hold:
Bayern München; de havde den så absolut bedste sæson af de fire, hvor de snuppede endnu et tysk mesterskab. Det var der så ikke så meget nyt i, men undervejs spillede holdet noget af det bedste fodbold, verden længe har set. Holdet satte desuden rekord ved at blive Bundesligaens tidligste mestre - i øvrigt med undertegnede på stadion. Men afslutningen blev ikke køn, med flere nederlag og et totalt kollaps i Champions League mod Real Madrid. Helhedsindtrykket blev dog reddet til sidst, hvor holdet også vandt den tyske pokalturnering, og dermed sikrede sig The Double. Og mon ikke, at Matthias Sammer og Pep Guardiola bygger videre på holdet over sommeren, så det står endnu stærkere, når turneringerne ruller igen.
Manchester United; sidste år vandt de mesterskabet i suveræn stil, hvorefter rekordmanageren, Sir Alex Ferguson, takkede af. Ind blev hentet David Moyes, mens holdet mere eller mindre forblev intakt. Efter en god indledning på sæsonen, faldt hjemmebanen Old Trafford som et hjemmesejrssikkert fort, ligesom holdet gang på gang faldt mod de nærmeste modstandere. Spillet blev mere og mere krampagtigt og eneste lyspunkter var målmand David de Gea, Wayne Rooney og stortalentet Adnan Januzaj. Det endte så med, at klubben reducerede sig til at være ligesom alle de andre hold - fraset Arsenal - og fyrede Moyes. Moyes blev dermed syndebukken for et hold, der ikke har spillet godt i flere år og som allerede ved hans ankomst, forlængst havde passeret sidste salgsdato. Men nu skal der bygges et nyt hold op, og så er det godt, at holdet "kun" skal koncentrere sig om de hjemlige turneringer.....
Inter; deres sæson sluttede nærmest før, at den begyndte. Roma og de senere mestre, Juventus, fløj af sted med flot fodbold og sikre sejre, mens Inter fortsat hang fast i fortidens triumfer. Et aldrende mandskab, hvor der for alvor skal luftes ud i spillertruppen. Eneste lyspunkt var, at Inter sluttede over bysbørnene og rivalerne, Milan, der, om muligt, havde en endnu dårligere sæson.
FC København; sidste år vandt holdet mesterskabet i suveræn stil, men måden, det kom i hus på, var åbenbart blevet skoldet væk over sommeren, for kort inde i den nye sæson, lå holdet under nedrykningsstregen. Det endte så med en fyring af mestertræneren, Ariel Jacobs, og ind kom en gammel kending, Ståle Solbakken. Ståle fik rettet skuden op og holdet kravlede stille, men sikkert op i tabellen. Det er jeg nu også sikker på ville have været tilfældet under Jacobs, men Solbakken kunne tilbyde det vinderinstinkt, stort set ingen af spillerne viste på grønsværen. Spillet lod dog meget tilbage at ønske - især under Nicolai Jørgensens fravær - men lyspunkterne var Remmers og Toutouhs gennembrud på holdet. Men trænerfyringen var ikke nok, og kort før sæsonafslutningen røg sportschefen, Carsten V. Jensen. Fyringen var korrekt, men tidspunktet besynderligt - også set i lyset af, at ændringerne i den sportslige ledelse, som følge af denne fyring, viste sig at være marginale - Solbakken med udvidet magt, mens Johan Lange blev hentet tilbage som teknisk direktør. Så meget for nytænkningen....
Og som nærmest forventet, kollapsede holdet også i pokalfinalen mod de nykårede danske mestre, AAB. Nordjydernes The Double var fuldt fortjent, og triumfen viser, at der er en fremtid for dansk fodbold, al den stund, at holdet er funderet i egne, danske talenter.
FCK redder dog i sæsonens sidste minutter lidt af sin ære, da holdet snupper andenpladsen og dermed sikrer sig adgang til kvalifikationen til Champions League.
Hvorom alting er, glæder jeg mig over, at denne sæson nu er nået til vejs ende, og der er jo altid næste år, næste sæson!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar