mandag den 5. maj 2014

Copenhagen Beer Celebration 2014

I den forgangne weekend løb Copenhagen Beer Celebration (CBC) igen af stabelen. Den har Mikkeller som bagmænd og drivkræft, og finder hvert år sted i Sparta Hallen på Østerbro. Og for første gang, var jeg med som gæst, og det fortrød jeg ikke!

Konceptet er meget enkelt. CBC løber over to dage - fredag og lørdag - og er delt op i fire sessioner, der hver varer 4½ time. Du køber så billet til én eller flere sessioner, og for de 450.- den koster, har du fri adgang til øllet. Ved indgangen får du udleveret et armbånd, kort over standene samt et lille smageglas med plads til 10 cl (de fleste smagsprøver var dog "kun" på 6 cl).

40 bryggerier var med i år, og de tager så to forskellige øl med til hver session. Primært øl, der er brygget eksklusivt til CBC, og for langt størsteparten på fad.

Vi - Kenn fra Ølklubben og jeg - deltog i den grønne session lørdag eftermiddag, og vi ankom netop som dørene blev slået op. Umiddelbart virkede alt som kaos, hvor hallen var proppet til sidste plads og ølfolket stimlede sammen om standene, i håb om at få smagt nogle af de gode dråber. Og med frygten for, at der var udsolgt inden, at man lige fik smagt de bestemte øl, man forinden havde sat kryds ved.

Publikum var en blanding af hardcore ølnørder og almindelige nysgerrige, og hvor førstnævnte rundt om ved bordene og standene gjorde flittigt brug af deres notesbøger. Men fælles for alle var at få smagt noget godt øl - og det gjorde vi!

Kvaliteten var tårnhøj, og efter, at det første kaos havde lagt sig, var der efterhånden god plads ved alle standene, så der også var tid til en lille sludder med de enkelte brygmestre og spørge lidt mere til øllet. Det meste af øllet var i den mere eksperimenterende ende - det være sig øltype, lagring, ingredienser med videre. Alle standene var meget effektive, hvor fokus var på publikum, ligesom de var flinke til at skylle ens glas, så man bedre kunne smage netop deres øl.

Undervejs var der, mod betaling, mulighed for at forsyne sig med smørrebrød, kaffe, pølser og ostebord, så der også var noget at stå imod med.


Ligesom ved de tidligere sessioner, løb standene efterhånden tør for øl - nogle hurtigere end andre, hvilket især gjorde sig gældende for de amerikanske bryggerier, og du kunne argumentere for, at CBC lærer af dette, og at der næste år lægges op til, at bryggerierne sørger for at tage lidt mere øl med. Ved folk, at der vil være øl nok, vil det nok også forebygge den kaotiske begyndelse ved sessionerne.

For vores vedkommende lykkedes det at komme rundt til de bryggerier, vi havde noteret som dem, vi bare skulle nå. Det være sig Cigar City, De Molen, Evil Twin, Hoppin' Frog, Westbrook og Three Floyds. Men det lykkedes os stort set at få sat hak ved alle bryggerierne, hvilket også var en udfordring for leveren, smagsløgene og balanceevnen!

Både de nævnte og de mange nye og gode bekendtskaber gav nogle fremragende smagsoplevelser. Og selvom stort set alle øltyper var repræsenterede og dermed med mulighed for en bred smagsoplevelse, endte jeg for størstepartens vedkommende ved de tungere stouts. Det gjorde så også, at min gane var godt klistret til, da vi kl. 20.00 gik ud i den friske aftenluft. Men det var prisen værd.

Det er næsten umuligt at fremhæve nogle frem for andre, men når jeg nu kigger smagelisten igennem igen, var der alligevel nogle, der stak endnu mere ud end andre:

  • Larsen's Ruin fra Alpha State. En meget røget stout på 10%
  • Hundra fra Brekeriet. I Sverige brygges der godt øl, og denne pale ale på 8% var slet og ret fremragende
  • Moord & Brand Bordeaux fra De Molen. En imperial stout på 10%, lagret på rødvinsfade. De Molen havde tre forskellige øl med. Samme øltype, men lagret forskelligt, og det var ret spændende at smage dem op mod hinanden
  • Imperial Doughnut Break Apple Bacon fra Evil Twin. Dagens bedste øl. En imperial stout på 12%, hvor doughnuts var blevet smidt i karet under brygningen. Meget sød, men også velafbalanceret
  • Cafe B.O.R.I.S fra Hoppin' Frog. En variant over deres fantastiske B.O.R.I.S The Destroyer, hvor der var godt med kaffe på eftersmagen
Men dagens absolutte clou var italienske Loverbeer, der havde to gueze med. Jeg er normalt ikke til denne øltype eller lignende, men disse var fremragende. Frugtede og søde i smagen, og som ville være fremragende som velkomstdrink eller til en fiske-forret.

Dagens "dårligste" øl var fra de ellers meget interessante Brewdog, nemlig Black Jacques. En Imperial Black Saison, som var alt for sur og syrlig i smagen og helt uden balance. Jeg var på nippet til at hælde den ud, men gjorde det dog ikke!

Men alt i alt en fremragende oplevelse, og det er stensikkert, at vi vil forsøge at få billet igen til næste år! 

Om små tre uger skal vi så på den igen, hvor Danske Ølentusiaster åbner for deres traditionsrige ølfestival i Tap1 i København. Det bliver helt sikkert endnu en god oplevelse.

Skål!

Ingen kommentarer: