Det er i år 20 år siden, at danske Psyched Up Janis udsendte deres debutalbum, Swell, og hvor de, sammen med Kashmir og Dizzy Mizz Lizzy, kickstartede den danske grunge-bølge. Psyched Up Janis var dog ikke så meget grunge, at det gjorde noget, og inspirationskilderne var i lige så høj grad også tresser-poppen og Phil Spectors Wall of sound.
Bandet var af de tre - og mange andre danske bands fra den tid - min klare favorit, og jeg mener fortsat, at de aldrig fik den store succes, som de ret beset fortjente. Bandets hovedkræft, Sune Wagner, har dog senere taget revanche, hvor han slår sine folder i de eminente og succesfulde The Raveonettes.
Og bunden for denne favoritværdighed blev lagt med deres fremragende debutalbum, men især med deres koncert i Medborgerhuset her i Ringsted samme år. Salen var tætpakket, sveden drev ned af væggene og bandet spillede, som gjaldt det liv og død. Fortsat én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet.
I 1999 lukker og slukker de efter en ligeledes mindeværdig koncert på Roskilde, men bliver for en kort stund gendannet i 2009, hvor de giver nogle enkelte koncerter i andedammen.
Men nu er de sammen igen, hvor de er gået på en jubilæumsturné i anledningen af 20-året for debutalbummet. Det bragte dem også til Store Vega fredag aften, hvor jeg var at finde blandt publikum. Det fortrød jeg ikke!
Koncerten indledtes med de hypede Baby in vain. De er nok meget gode, men jeg er for gammel til unge piger, der spiller Nirvana.
Kl. 21.15 gik hovedpersonerne på. Og det med en fin finte, hvor man på en skærm bag scenen så en film, hvor vinyludgaven af Swell blev lagt på pladespilleren.
Vi fik albummet i hele sin udtrækning, hvor især Modest us, Chandelier, Fragments og signatursangen I died in my teens trak meget store plusser. Efter en kort pause var de igen på scenen. Nu med fri leg, som det hed fra scenen. Den frie leg blev så to sæt ekstranumre, hvor der blev gravet endnu mere i bagkataloget. Her vakte især Special One og Strange Pier stor begejstring hos undertegnede.
Hele sætlisten kan ses lige her.
Spillemæssigt var bandet også i hopla og kvitterede dermed også på fineste vis for endnu en udsolgt koncert. Lyden var perfekt og det samme var samspillet på scenen. Sune Wagner sang og spillede med vanlig overbevisning og intensitet, Yebo lagde et tungt trommeunderlag, men aftenens helt store clou var bassisten, Jakob Jørgensen. Ærgerligt for den danske musikscene, at han ikke længere er aktiv, for er du gal, hvor spillede han godt. Og gav et fremragende modspil til Wagners guitarmur.
I forbindelse med koncerten, var det muligt at erhverve The Oxygen Blast, der indeholder en række uudgivne numre fra tiden omkring netop Swell. Det er vist kun i handel ved koncerterne, og jeg glæder mig til at dykke ned i det.
Mange tak til Psyched Up Janis for endnu en stor oplevelse, og vi ses jo nok igen på årets Roskilde.
Næste koncert er, for mit vedkommende, 7. juni, hvor jeg igen oplever Sune Wagner. Denne gang i The Raveonettes, hvor de sammen med blandt andet Love Shop og Kent spiller til Rosenborg Live. Det bliver endnu en stor oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar