Jeg husker, at jeg har fået lagt albummet til side hos den lokale pladepusher og henter det på selve udgivelsesdagen.
Jeg er på det tidspunkt mellem afsluttet værnepligt og kommende studier, og er netop begyndt på mit sommerferiearbejde hos Postvæsenet. Og de følgende måneder, bliver stort samtlige dagtimer - jeg arbejdede om natten - brugt på at lytte albummet, og om natten, de dage, jeg havde fri.
Og når jeg i dag genlytter det, forstår jeg godt, hvorfor det forholdt sig således, for her 25 år efter, fremstår det fortsat satans komplet.
Albummets temaer er brud, opløsning, uforløsning, smerte og tab, og vi får sange, der er skrevet fra hjertets mørkeste afkroge såvel som de mere letbenede popsange.
Albummet indledes med den himmelstræbende Plainsong, der må være at tælle blandt tidernes bedste åbningssange. Der er skruet op for maskinparken, mens Robert Smith nærmest hvisker sig gennem sangen. Den efterfølges af Pictures of you, der ligger lige midt i krydsfeltet mellem poppen og rocken, og hvor Smith synger med stor passion. I den følgende Closedown er bassen og trommerne flyttet helt frem i lydbilledet, mens Smith denne gang synger med resignation og tårer i stemmen.
Og sådan veksler albummet hele vejen igennem de 12 numre, og hvor stort set alle numre er en musikalsk perle i sig selv. Dog fraset albummets to store hits, Lullaby og Fascination Street, som jeg aldrig bliver helt gode venner. De udgør et kort mellemstykke på albummet, og følges op af de hjertegribende og himmelstræbende Prayers for rain, The same deep water as you og titelnummeret.
Albummet bliver, med rette, anset som den naturlige opfølger til Pornography fra 1982, og det selvom The Cure forinden har udsendt tre yderligere albums. Det være sig i den dystre tone, det tunge lydbillede og temaet. Men forskellen på dem, og på de øvrige albums er, at det kreative samarbejde mellem bandets absolutte frontfigur, Robert Smith, og så den musikalske drivkraft, Simon Gallup, på netop Disintegration bliver forløst på fineste vis.
Med andre ord, er Disintegration et meget heltstøbt og vidtfavnende album, og hvor bandet aldrig har været eller lydt bedre - hverken før eller siden. Og på 10 ud af 12 numre rammer de durkt ned i min mere eller mindre tvivlsomme musiksmag. 10 sange, der, den dag i dag, fortsat fremstår som frisk fra fad.
Tillykke med jubilæet - og når det fylder 50 år, lytter jeg stadig med. Jeg runder af med én af de mange favoritter fra albummet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar