Henrik Olesen er én af de musikere, jeg har lyttet absolut mest til - først fra hans tid sammen med broderen, Peter H. Olesen, i Greene og Olesen-Olesen, og nu i hans eget projekt, Ukendt under andet navn.
Og netop som sidstnævnte udsendte han for et par uger siden sit første hele album - efter to ep-forløbere. På det, hvis titel er den dobbelttydige, Glade dage i St. Vemod, understreger han endnu en gang, at han er blandt landets fineste og bedste musiksnedkere.
De 10 sange, albummet rummer, er skruet og hænger godt sammen, og så er han gået lidt væk af ep'ernes noget minimalistiske musikudtryk, hvor Troels Bech, Nils Gröndahl og Anders Remmer giver albummet mere bredde og dybde. Samtidig har han også sangerinden Solveig Sandnes med på kor og hendes englestemme bliver jeg aldrig træt af - snarere tværtimod!
Jeg er normalt ikke specielt begejstret for instrumentalnumre, men dem, der er på albummet, har Olesen formået at skære helvedes godt og fængende, og som perfekte overgange mellem de mere "almindelige" sange.
Højdepunkterne er, for mit vedkommende, titelnummeret - der er blandt noget af det bedste, Henrik Olesen nogensinde har lavet. Det siger ikke så lidt! - og så albumafslutteren, Skridt. Eneste ankepunkt er, at albummet kun varer 34 minutter, men havde det varet 340 minutter, havde jeg også syntes, at det var for lidt!
Med andre ord, så har Henrik Olesen med Glade dage i St. Vemod begået måske årets bedste danske album.
I samme boldgade, som Henrik Olesen, er Nikolaj Nørlund - både hvad angår musikere, jeg har lyttet meget til og som har lavet et fremragende album.
Det naturlige, som albummet hedder, blev smidt på gaden i slutningen af marts, og er siden blevet lyttet heftigt her på matriklen. Hans seneste albums har ikke fået mig helt op at ringe, hvor det har virket som om, at han har siddet fast i sin egen formel og måske var mere optaget af sin producerkarriere.
Derfor er Det naturlige et endnu mere velkomment bekendtskab, og det bedste, han har begået siden Tændstik fra 2003. Han synger bedre end længe hørt og han formår at gabe over sin egen musikalske karriere fra 1991 og til nu. Mønsterbryder lyder eksempelvis som en søstersang til Snehvidekys fra Trains & Boats & Planes-albummet, Engulfed, fra 1992.
Ved Nørlund er der måske ikke så meget nyt at hente i selve musikken - udover, at han er en endog meget ferm musikmager - men hans evne til at fremføre dem er eminent. Han er meget fortællende i sin måde at synge på og derfor får sangene nærmest en filmisk karakter.
Hvorom alting er, viser Nørlund med Det naturlige, at han fortsat spiller en væsentlig rolle på den danske musikscene. Og især med sange som Mønsterbryder og Overtal, der er nogle musikalske himmerigsmundfulde.
Jeg runder af med en smagsprøve fra hvert af de to albums.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar