Konceptet er lidt af det samme, som ved øvrige Cofoco-restauranter. En menu eller a la carte-kortet, og det hele til yderst rimelige priser. Og da vi var færdige med maden kunne vi konkludere, at vi virkeligt havde fået "value for money".
Vi valgte aftenens tre retters menu:
- Blæksprutte, bagt glaskål og muslingsauce
- Svinekæber, brændt spidskål, bacon, tyttebær og peberrod
- Rabarber is, hvid chokolade, karamel creme og drømmekagecrumble
Inden forretten fik vi nogle lækre snacks til at stille den værste sult, men det var dog ikke nødvendigt, for de tre retter dækkede behovet - og mere til.
Selve forretten var lidt anonym, om end muslingsaucen havde bid og velsmag. Men det rådede hovedretten bod på. Svinekæberne var meget møre, og det dertilhørende grønne passede perfekt til dem, og vi kunne spise os mætte alene i den medfølgende sauce.
Desserten fortsatte der, hvor hovedretten sluttede. Isen var virkelig lækker, med lige dele syrlighed og sødme. Og en gevaldig smag af sommer.
De medfølgende vine passede fint til retterne, og var med til at give en helstøbt oplevelse.
Det hele blev serveret på en indbydende måde, ligesom betjeningen var effektiv og imødekommende. Der blev fortalt indgående om retterne, om end vi vist var mere opmærksomme på det, der var på tallerkenen eller hvad tjeneren fortalte om det. Men, at vedkommende gør det, udtrykker også en faglig stolthed, og den har jeg stor respekt for.
Selve restauranten er meget hyggeligt indrettet, hvor du føler, at du sidder i en have eller et væksthus. Det giver en uformel og mere formel fornemmelse på én og samme gang.
Regningen endte på lidt over 1000.-, inklusive den afsluttende kaffe. Det var, som nævnt, value for money, og vi var mere end mætte, da vi satte kursen mod Forum, og det ovenpå en meget god smagsoplevelse. Og vi var begge enige om, at det var pengene og besøget værd. Og det er helt sikkert, at det bliver til et gensyn.
Hermed anbefalet.
Læs mere om restauranten lige her: http://hostvakst.dk/vakst/
Velbekomme!
Velbekomme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar