Lørdag eftermiddag var jeg for første gang til ølsmagning hos Wordenskjolds Ølklub. Men det er ikke sidste gang, for det var en spændende og god oplevelse.
Temaet for smagningen var kongen af den belgiske ølfamillie, Quadrupel, og Claus Wordenskjold havde fundet 11 spændende øl frem til de 16 fremmødte. Så der var også lagt op til en strabadserende eftermiddag, da øllene lå på mellem 9 og 13,3%!
Via PowerPoint og et par videoer, gennemgik Claus de forskellige øl, hvor vi blandt andet fik historien bag øltypen, selve øllen og bryggeriet/klosteret. Det gjorde han på meget inspirerende vis, og uden, at der gik for meget nørderi i den.
De 11 øl var hovedsageligt fra Belgien, men tre danske og en enkelt svensk havde også sneget sig ind. Blandt de danske var bryggeriet Kragelund, som jeg aldrig havde stødt på før. Ifølge Claus var det da også kåret til et af de mest oversete bryggerier herhjemme.
Blandt øllene var Chimay Grande Reserve fra henholdsvis 2015 og 2004, og det var ret spændende at smage dem op mod hinanden. Det samme med St. Bernardus Abt. 12, som vi fik i både en almindelig og fadlagret udgave.
Smagningen blev sluttet af med Sinful Brother fra 2008, brygget af det nu hedengangne Ølfabrikken. Selv med otte år på bagen, stod den meget stærkt og fremragende.
Den endte da også som nummer tre i et meget stærk felt. Vinderen blev førnævnte St. Bernardus Abt. 12 (fadlagret), med Straffe Hendrik på 2. pladsen. Men generelt holdt øllet et tårnhøjt niveau.
Undervejs fik vi også lidt at spise. Naturligvis belgisk inspireret.
Så en stor tak til Claus Wordenskjold for en spændende, inspirererende og hyggelig eftermiddag, med godt øl, høj stemning og godt selskab.
Læs eventuelt mere om Wordenskjolds Ølklub lige her.
Skål!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar